Af Erling Albinus. Foredrag holdt ved møde for Islamkritisk Netværk, Vejle d. 4. september 2006.

Jens Christensen, der var missionær i Pakistan i godt 40 år, har som nogen af jer måske er klar over, i sommer været udsat for en både hånende og uforskammet omtale i Jyllands Posten, leveret af en vis Egon Clausen, som jeg skal undlade at karakterisere. Jeg nævner ham kun, fordi han antyder at Jens Christensen mødte muslimerne som en feltherre, der ville bekæmpe dem. Jeg har spekuleret på, hvordan han er kommet på den ide, for måske er jeg årsag til det, da det er mig, der er ophavsmand til den titel, Jens Christensens bog The practical approach to muslims fik på dansk: Konfrontation - kristendom og islam. Jeg var dengang naiv nok til at mene, at læsere vidste, at kristne, der konfronterer muslimer med evangeliet - og det er det, der ligger i titlen - må - som Jens Christensen selv udtrykkeligt siger det: "vise tolerance og finde sig i at blive latterliggjort, ringeagtet, hadet og forfulgt" - og det er dog vist ikke ligefrem noget en feltherre frivilligt vil acceptere at blive.

Af Erling Albinus. Artiklen har været trykt i Årsskiftet (2002) fra "Selskabet til støtte for Pakistans Kirke".

Prof. Dr. Muhammad Tahir-ul-Qadri holdt i juli 1984 3 forelæsninger om islam og kristendom ved en international muslimsk kongres i Oslo. De blev senere trykt og i april 1986 udgivet i Lahore, Pakistan. De er siden genoptrykt i slutningen af 80erne og i begyndelsen af 90erne.

Muhammad Tahir-ul-Qadri (født 1951 i Pakistan) er stifteren og lederen af bevægelsen Minhaj-ul-Quran ("Koranens vej eller svar"). Bevægelsen har afdelinger i mange lande - også i Danmark.¹ Omtrent hvert år besøger ul-Qadri sine vestlige centre, og et stort antal kassetter og viedofilm med hans taler sælges blandt tilhængerne.²

Af Erling Albinus. Artiklen har været trykt i Årsskiftet (2002) fra "Selskabet til støtte for Pakistans Kirke".

Barnabas evangeliet er praktisk talt ukendt i den kristne del af verden, men er både kendt og udbredt i den muslimske. Sådan skriver den amerikanske teolog og forsker David Sox i sin bog "The Gospel of Barnabas", der udkom i 1984. Et forsøg på at finde dette ejendommelige skrift omtalt i kendte teologiske opslagsværker bekræfter hans udsagn. Lektor Benny Grey Schuster, Præstehøjskolen, har gjort mig den tjeneste, at støve nærmest alle højskolens leksika igennem. Udover 1½ linjes omtale af det i den nyligt udkomne 4. udgave af Lexikon für Theologie und Kirche fandt Schuster det kun beskrevet i det monumentale værk Reallexicon für Antike und Christentum. Her har det fået to siders omtale. Det siger noget om den ringe betydning, man i den vestlige teologiske verden tillægger dette kuriøse værk.

Af Poul E. Andersen. Foredrag holdt ved Islamkritisk-Netværks møde i Vejle den 4. september 2006.

I debatten om dialog mellem kristne og muslimer er der to hovedsynspunkter, der står overfor hinanden. Det ene går ud på, at en seriøs dialog overhovedet er forudsætningen for, at kristne og muslimer kan leve side om side med hinanden i gensidig forståelse og med gensidig respekt. Det andet synspunkt peger på, at dialog med muslimer kun kan ske på islams betingelser, og derfor rummer en dialog på kulturelle og religiøse områder en alvorlig risiko for nedbrydning af kristne værdier og grundlæggende danske kulturformer. Den kan bidrage til en slags dhimmificering af det danske samfund. - Jeg lægger ikke skjul på, at jeg i de fleste henseender deler det sidste synspunkt. Det støttes af snart 1400 års skræmmende erfaringer.

Ved dhimmificering forstår jeg accept og videreførelse af den pro-islamisk strømning, som har været mærkbar i Europa siden oplysningstiden, som senere af udenrigspolitiske grunde har vundet støtte især i Frankrig og Storbritannien, og som, tilsat en anti-israelsk holdning, for øjeblikket vinder stadig større tilslutning i Europa.

Af Poul E. Andersen, tidl. domprovst, Odense. Kristeligt Dagblad, 5. april 2008.

Religion er blevet et negativt begreb, og det benyttes næsten kun distancerende, sådan som statsministeren gjorde, da han udtalte ønsket om at fjerne religion fra det offentlige rum.

Religion er blevet et negativt begreb. I de senere år er det også kommet til at dække over en skræmmende virkelighed. Og det benyttes næsten kun distancerende, sådan gjorde statsministeren også, da han udtalte ønsket om at fjerne religion fra det offentlige rum.

Han brugte samlebegrebet religion. Men det kan næppe være den kristne "religion" han sigtede til, da kristendommen i Danmark ikke er særlig aktiv i det offentlige rum. Og hvis kristendommen skulle bort, ville det betyde, at der skulle lægges afstand til en betragtelig del af den danske kultur, som næsten hele den danske befolkning lever i og med. For selvom kristendommen ytrer sig på spagfærdig vis, sætter den sig tydeligt igennem i museernes kunst, i teologiske og kristne værker på biblioteker, universiteter, skoler, i den levende folkelige tradition, i ungdomsbevægelserne, samt naturligvis i landets tusinder af kirker med offentlige gudstjenester og koncerter.

Af Poul E. Andersen. Trykt i tidsskriftet »Nomos«, nr. 2/2005.

I Danmark lever mere end hundrede forskellige folkeslag og etniske grupper med større eller mindre tilknytning til landet. Der er således ingen tvivl om, at Danmark er et multietnisk land. Multikulturelt er det også, hvis multikulturelt betyder, at mange kulturer er repræsenteret. Men det multikulturelle eller multikulturalismen opfattes som oftest som et filosofisk eller anskuelsesmæssigt begreb, og det er som sådan, det igennem den sidste generation har givet anledning til mange debatter både på det almene sociale og politiske plan og på sociologisk, antropologisk og filosofisk plan. Og litteraturen herom har i de seneste år været i stærk vækst.

I almindelig forståelse udtrykker multikulturalisme en positiv forestilling om, at nationalstaten kan eksistere som rammen om flere forskellige folkeslag og etniske grupper, hvor alle kulturer, religioner og traditioner er lige, nyder samme anerkendelse og respekt, hvor visse mindretal dog har krav på positiv særbehandling, og hvor man forventer et voksende fællesskab gennem gruppernes møde med hinanden. Og man ser et fornyet, tolerant samfund vokse frem deraf.

Af Poul E. Andersen. (Hjemmeside: http://www.pouleandersen.dk/). Artiklen trykt i antologien "Storm over Europa. Islam - Fred eller trussel?" Red.: Lone Nørgaard og Tabita Wulff, Forlaget Holkenfeldt 2006.

Multikulturalismen og kulturrelativismen har spillet en betydelig rolle i Danmark både ideologisk, kulturelt og politisk i kølvandet af den voldsomme indvandring, som har fundet sted inden for de sidste 25-30 år. Udbredelsen af disse to tæt forbundne ideologier kan ses i relation til den vestlige kulturoptimisme, som voksede frem, først langsomt efter 2. verdenskrig, så ekspansivt som følge af kommunismens sammenbrud. Forventningerne var store. Den vestlige kultur med det, som man betragtede som selvfølgelige og accepterede værdier, havde sejret. Demokrati, liberal økonomi og globalisering vandt frem som afgørende faktorer. Og tanken om universelle værdier som menneskerettigheder bredte sig med selvfølgelighed i de store sammenslutninger som FN og EU og Europarådet. Det var nærliggende at forestille sig, at de europæiske ideer var dem, som burde brede sig til den øvrige verden og overalt skabe velstand, velfærdssamfund og fredelige tilstande. Især i Mellemøsten, Afrika og Asien håbede man på at kunne finde potentielle modtagerområder.

Af tidl. domprovst Poul E. Andersen, Odense, Kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten, Tirsdag den 16. januar 2007. Oprindelig titel: "Farisæerdrømme".

Det er næstekærligheden, den uafkortede, den globale, det drejer sig om. Det er her, jeg skal være soldaten, lære at gå i takt og kæmpe min kamp for Gud og mig selv, om det så må koste al kristendom livet. Et svimlende sekund! Jo, endelig. En kirkedør kan også åbnes udad, skriver dagens kronikør.

Kirken havde fået et nyt orgel. Ved indvielsen var der fest i det lille sogn. Det var en anonym gave. I menighedsrådsformandens tale priste han det nye instrument og rettede en dybtfølt tak til den anonyme giver, der af sit gode hjerte havde betænkt sit sogn. I stilheden efter talen gled alles øjne ned over ansigterne ved kaffebordene. Stilfærdigt og beskedent rejste Anders Jensen sig. Havde kun nogle få ord at sige: "A tøws, te det var bedst på den måed' ".

Af Poul E. Andersen, tidl. domprovst, Odense. Trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten, torsdag den 10. maj 2007.

Et samfund kan ikke overleve, hvis det mister oplevelsen af det indre fællesskab, bygget på en århundredlang sproglig, politisk, historisk og religiøs udvikling med respekt for grundlæggende ideer som demokrati, borgerrettigheder samt et kampberedskab til at forsvare dem, skriver dagens kronikør.

For nylig kunne vi opleve den tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen med det smukkest tænkelige flot designede muslimske tørklæde som sand rollemodel for usikre små muslimske piger. For at skabe et billede af kulturernes mangfoldighed havde hun ladet sig fotografere ved siden af den djærve fiskerkone på Gammmel Strand. Den sprudlende nyinspirerede og moderne person op mod historiens grå aflejring.

Af Poul E. Andersen, tidl. domprovst, Odense. Kronik i Kristeligt Dagblad, 1. november 2007.

DET ER MIN FORNEMMELSE, at tilslutningen til EU har været voksende de seneste år – ikke at kritikerne tier, heller ikke at tanken om en europæisk forfatning anskues som problemernes løsning.

Men i og med at vreden og hadet mod Vesten i de asiatiske og mellemøstlige samfund eskalerer, og at angsten for terror og ukontrolleret muslimsk indvandring griber om sig, kommer EU for flere europæere til at træde frem i et nyt lys. Det kommer stærkere end tidligere til at fremstå som et nødvendigt fællesskab om en ældgammel europæisk civilisation, som en ramme om politisk udvikling og om europæisk sikkerhed.

Af Poul Erik Andersen, tidl. domprovst, Odense. Kronik i Jyllands-Posten 18.12.2007.

I snart et par århundreder - faktisk lige sinde oplysningstiden - har erindringen om korsfarernes blodige overfald på de fredelige muslimske kulturlande hvilet som en mørk skygge over Europa og den europæiske kristenhed.

Og i de seneste år har muslimernes voldsomme angreb på den vestlige verdens korsfarermentalitet ramt dybt i vore ømme samvittigheder og ladet den kollektive skyldfølelse vokse dag for dag.

Symptomatisk er det, at hundreder af amerikanere og europæere for få år siden begav sig på pilgrimsvandring tværs gennem Mellemøsten for at bede om tilgivelse for Vestens forbrydelser. I muslimske skoler lærer børnene i dag om korsfarernes brutale hærgen og plyndring, de ser det som en afsløring af de vantro vestlige horders krigeriske galskab overfor profetens hellige folk.

Af Poul E. Andersen, tidl. domprovst, uddrag fra bogen: ”Islam som udfordring i EU – kulturkaos på vej?”, 2002.

Om de islamiske helligskrifter og den historisk-kritiske metode.

II: Metodologisk tilgang til Muslimsk Tradition

Islam har som religion ikke kunnet acceptere fornuften som overordnet tolkningsprincip. Det ville være i modstrid med den guddommelige åbenbaring i Koranen og et anslag mod Allah, som er enebestemmende for tro og politik. At rationaliteten skulle være vurderingsgrundlag forud for det religiøse, er således udtryk for tanker af blasfemisk karakter. Tænkere gennem islams historie har arbejdet med spørgsmålet, men har ikke kunnet overvinde den religiøse barriere. Islams placering i Vesten har gjort dette problem yderst aktuelt, og en muslimsk integration i de demokratiske samfund er totalt afhængig af løsningen heraf, ellers fortsætter muslimske indvandrere som fremmede i deres nye land. Friheden til en totalt fri og neutral forskning med benyttelse af alle forskningen metoder er en betingelse for, at islam kan udvikle sig og finde plads i de europæiske samfund på linje med andre. Også selvom muslimer vil opleve det som en smertefuld proces, og selvom de vil rette en stor vrede mod alle, som retter kritik mod deres hellige skrifter.

Af Jesper Bacher.

Pinsedag 2007 - Tekst: Joh. 14, 22-31.

Hvor der er liv, er der ånd.
Ånd er det, som giver liv og holder i live. Jeg er i live, når jeg ånder, og får jeg et ildebefindende, kan kunstigt åndedræt være nødvendigt. Ånd er forskellen mellem liv og død, opgiver jeg ånden, dør jeg. Uden ånd intet liv.
Det gælder også for det indre liv, den sjælelige tilstand, at den bestemmes af ånd.

Af Jesper Bacher.

Matthæus 10,32-42

”Religion er skyld i al ufred”, sagde manden ved selskabet. Det, eller noget lignende, har jeg - sikkert også I - hørt mere end én gang.

Det er ikke ligefrem det mest præcise udsagn, religion er jo så mange ting. Det er heller ikke det mest vidende udsagn. Kommunisme og nazisme er f.eks. udtalt gudsfornægtende og disse ideologier og deres tilhængere er dog blandt historiens helt store bagmænd, når det kommer til krig og folkemord. Man kan selvfølgelig sige, at der er tale om religionserstatninger, og det viser så med al ønskelig og smertelig tydelighed faren ved erstatningsprodukter.

Men det kan og skal heller ikke nægtes, at religion er motivet bag de skændigste forbrydelser. Da terroristerne i de kaprede flyvemaskiner torpederede tvillingetårnene i New York i 2001, gjorde de det i Guds navn, som på arabisk kaldes Allah. Da den hollandske filminstruktør Theo van Gogh blev myrdet på åben gade i Amsterdam i 2004 fæstnede morderen med kniv et brev i ofrets bryst, som bl.a. indeholdt Koran-citater til lejligheden.

Af Jesper Bacher.

Prædiken til 2. søndag efter Påske. Søndag den 6. april 2008.

Tekst: Johannes 10,22-30

"Hvor længe vil du holde os hen?" sådan spørger jøderne i dagens evangelium. Hvorfor melder Jesus ikke klart ud, toner rent flag og siger, hvem han er?

I første omgang forstår man deres irritation. Uld i mund er meget trættende, og klar tale kan være så befriende. Falsk eller fordækt identitet kan nok være nødvendig i visse sammenhænge, men taler man falsk eller uklart om sig selv, så gør man sig skyldig i et grundlæggende bedrag.

Det er også en kendt taktik for visse foretagender ikke ligeud at sige, hvem de er, men præsentere sig anderledes eller kun fortælle den halve sandhed.

Sandheden ligeud og uden omsvøb kan selvfølgelig være temmelig problematisk og slå skår i megen pæn og fredsommelig tale. Det gælder for eksempel i forholdet mellem religionerne. Det er så fint og tolerant at tale om den spændende mangfoldighed af religioner og f.eks. skildre den som en farverig regnbue, og ve den formørkede sjæl, som ønsker sig en ensfarvet regnbue.

Af Jesper Bacher. Kronik bragt i Kristeligt Dagblad, 19. april 2008.

"… de siger letsindigt:
"Fred, fred!", skønt der ikke er fred"
Jeremias 8.11

Som virkeligheden dog kan slå ned i studerekammeret! Det traf sig nemlig sådan, at jeg sad bøjet over tasterne i gang med søndagsprædiken, da jeg på min indbakke fandt en meddelelse om brevet fra Danske Kirkers Råd. Altså det brev, som svarer på det åbne brev fra de 138 muslimske religiøse ledere, som verden stiftede bekendtskab med i fjor. Et virkelig sammentræf eller rettere sammenstød, for søndagens tekst var fra Johannes-evangeliet, som indeholder det nytestamentlige highlight, hvor Jesus siger til disciplen Filip: "Den, der har set mig, har set Faderen".
Som forberedelse havde jeg konsulteret Helge Kjærs Nielsens kommentar til Johannes-evangeliet, hvor bibelverset bl.a. får disse ord med på vejen "At sige nej til Jesus som Guds åbenbaring og samtidig mene at have et ret forhold til Gud er at være offer for et selvbedrag. Sagt på en anden måde: Man kan ikke bekende første led i trosbekendelse, hvis man ikke kan bekende det andet. Gør man det alligevel, er det ikke en bekendelse til den sande Gud".

Af Jesper Bacher, foredrag holdt ved Islamkritisk Netværks seminar om korstogene, d.13.september 2008.

 - teologiske kommentarer til en uhellig alliance. Eller noget om korsteologi og korstogsteologi.  

Crux sola est nostra theologia (Martin Luther - (se note 1)).

Nærværende essay (et lettere omarbejdet foredrag) er et forsøg på en kortfattet fremstilling og teologisk kommentering af den middelalderlige korstogsteologi med udblik til vores aktuelle situation. Mere skal det ikke være, men det skal det til gengæld også være. Replikker i en samtale, ja, en disput med korstogsteologien, og hvor bevidst man end bør være om kontekstafhængighed og anakronismens farer, finder jeg fortidens kristne værd at tage alvorligt og værd at tale teologi med. Som det ofte nok siges: samtale fremmer forståelsen. Og det gælder vel og sandt at mærke ikke bare forståelsen af, hvor meget vi i grunden ligner hinanden, men sandelig også af, hvor grundlæggende vores uenighed er!

Korsteologi
Crux probat omnia (se note 2), korset er altings prøve / korset prøver alting, siger Luther og med god evangelisk ret. Korset er paradigmatisk for kristen teologi (se note 3). Vel vidende, at korsteologien formuleres forskelligt og optræder mere eller mindre eksplicit, kaster korset sin skygge eller snarere sit lys over hele det nytestamentlige vidnesbyrd. Korset kan stå i forgrund eller baggrund, men kristne må altid vedstå sig korset. Korset og den korsfæstede Herre gennemsyrer kristendommen, og vil man ikke vide af korset, vil man ikke vide af kristendommen. Korset er dom over verden, som korsfæster sandhed og kærlighed og er dermed syndens kulmination. Korset er sejr over verden, her nagles synden til korset og er dermed frelsens kulmination. Korsfæstelsen er sejrsdød, triumf i nederlagets dragt. Et kors for den rationelle tanke, men for syndere et kors til salighed.

Af Jesper Bacher, sognepræst, trykt i Kristeligt-dagblad 16. august 2012.

I den kommende tid markerer DR den muslimske højtid eid med omfattende dækning og afholdelse af en stor eid-fest. Direktør i DR Morten Hesseldahl har i den forbindelse skrevet, at P3 "vil forsøge at gøre eid til en fest, der inkluderer os alle".

Jeg anfægter ikke DR's ret, ja, pligt til at skildre islam og muslimerne som del af den danske og globale virkelighed, men er det virkelig DR's opgave ligefrem at holde eid-fest og forsøge at inkludere folk i hin højtid?

Af Katrine Winkel Holm og Jesper Bacher.

"I sidste instans er enten Muhammeds Allah eller vor Herre Jesu Kristi Fader pure opspind af den menneskelige hjerne"
Jens Christensen (i bogen: Konfrontation, Tidehvervs Forlag, 1989, s. 399).

I Præsteforeningens Blad 2008/43 tager Theodor Jørgensen en række dokumenter under behandling. Det drejer sig mere konkret om de 138 muslimske lederes brev fra i fjor og de danske svar fra henholdvis Danske Kirkers Råd, en række lutherske teologer og fire biskopper i folkekirken. Der uddeles ris og ros, og Theodor Jørgensens teologiske hu står så afgjort til brevet fra de 138 og det applauderende svar fra Danske Kirkers Råd, der kaldes værdigt, mens de øvrige svar, for nu at sige det pænt, skønnes knapt så beundringsværdige. Da undertegnede er ansvarlige for forfattelsen af teologernes brev, som i øvrigt nåede at få tilslutning fra 101 teologer, er det følgerigtigt, at vi svarer i denne sammenhæng. Svaret står naturligvis udelukkende for vores egen regning.

Ifølge Theodor Jørgensen gør vi os skyldig i noget så grimt som "mistænkeliggørelsens hermeneutik". Nu kunne man imidlertid få den mistanke, at beskyldningen for mistænkeliggørelsens hermeneutik også vil mistænkeliggøre. Men uagtet mistænkelige tanketorsk finder vi det oplagt at pege på de fuldstændig åbenlyse modsætninger mellem kristendom og islam og fokusere på de 138s larmende tavshed om de omfattende kristenforfølgelser - og chikanerier, som foregår med eksplicit begrundelse i islam. Må vi i stedet anbefale en alternativ hermeneutik, nemlig "de åbne øjnes hermeneutik", som forholder sig til klare tekster, faktiske forhold og konkret praksis? Man kan f.eks., kaste et blik på brevet fra de 138, der hævder, at der gives en fælles grund mellem kristendommen i kærligheden til Gud og næsten: "Således bliver Guds enhed, kærligheden til ham og kærligheden til næsten, en fælles grund…" (Se note 1)

Gør det nu også det? Netop forståelsen af Guds enhed, er da det punkt, hvor vandene for alvor skiller mellem kristendommen og islam. Det kræver teologisk eskapisme af rang at se bort fra dette forhold eller måske en strategisk/missionsarisk overvejelse hos brevskriverne? Den engelske Barnabas Fund, en kristen NGO, som hjælper den forfulgte kirke, har i sit svar - som givet ikke vil falde i Theodors Jørgensens smag - gjort opmærksom på, at brevet også kan ses som et klassisk eksempel på islamisk da`wa eller mission. (Se note 2) (I parentes bemærket er det betegnende, at det begejstrede svar fra Danske Kirkers Råd modtog anerkendende ord fra den notoriske treenighedsfornægter Steen Ribers…). (Se note 3)

I indledningen til brevet fra de 138 henvises til Sura 3,64 som et slags dictum probans for henvendelsen til den globale kristenhed. Den lyder bl.a: "Sig, I Skriftens folk! Kom, lad os enes om et ord, der er fælles for os og jer: At vi tjener Gud alene, at vi ikke sætter noget ved Hans side, og at ingen af os tager nogen anden til Herre foruden Gud!". (Se note 4)

på brevet "Et fælles ord mellem os og jer" fra 138 muslimske ledere.

Af Jesper Bacher og Katrine Winkel Holm.

"Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Johannes 14,6)

Med det åbne brev af 13. oktober 2007 har 138 muslimske ledere henvendt sig til forskellige kristne ledere og forsøgt at skitsere et fælles grundlag som udgangspunkt for dialog og fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne.

Vi er ikke imod samtale og diskussion mellem mennesker af forskellig tro, men den gode og ærlige samtale forudsætter et troværdigt og solidt grundlag og er ikke tjent med udeladelser og fortielser, som slører fundamentale modsætninger og graverende misforhold.

Lad os ikke "gå sagte med sandheden", som den dansk-amerikanske missionær og biskop, Jens Christensen, advarede imod, men tværtimod gøre den gældende i ord og ånd, men aldrig med magt og vold.

Vi kan som kristne ikke tale ret om Guds enhed uden at tale om Gud som den treenige Gud. Gud åbenbarer sig som Fader, Søn og Helligånd og har dermed ikke blot kundgjort sin vilje, men vist sig selv. Guds enhed er enheden mellem Fader, Søn og Helligånd som den levende og handlende Gud, der former og leder det israelitiske folk gennem præster, konger og profeter, og som i Jesus Kristus lever og lider for alle folkeslag og ved ham skaber et nyt folk af døbte.

Jesus Kristus er den inkarnerede, korsfæstede og opstandne broder og frelser, som tager syndere til nåde, og frelsen er uløseligt knyttet til hans person og gerning. Vi kan ikke uden at forråde dette vidnesbyrd anerkende andre veje til Gud, men vi anerkender, at Kristus kan bane sig vej til mennesker på utallige måder. Guds selvhengivende kærlighed skaber kærlighed blandt mennesker og i kraft af inkarnationen findes der ikke den næste, som ikke deler menneskelighed med Guds kære søn. Vi er skyldige at elske, som vi selv er elskede. I Jesus Kristus vil Gud ikke lade noget eller nogen komme mellem sig og os, og derfor har ydre skel og renhedsregler ingen betydning - og bør ingen betydning have - for forholdet og omgangen mellem mennesker. Kærligheden til næsten udelukker imidlertid ikke, men indbefatter kærlighed til sandheden om Jesus Kristus, som vi skylder alverden at bære vidnesbyrd om.

Af Scott E. Benjamin^{(note 1)}.

Scott. E. Benjamins^{(note 2)} artikel giver – også mellem linjerne – et billede af, hvorledes man i konservative lutherske kredse i Amerika tænker om sit land, sin tro og sit forhold til amerikanske muslimer.

Originaltitel: ‘Reaching American Muslims’, fra ‘LOGIA, A Journal of Lutheran Theology’, vol. XVIII, no. 4, 2009, - et særnummer med titlen ‘Wittenberg & Mecca’, - se LOGIA’s hjemmeside på www.logia.org
Oversat med tilladelse fra LOGIA ved Senior Editor Michael J Albrecht, mail af 18.nov.2009, af cand. theol. Lars Brinth, stiftsbibliotekar, Nørregade 12,2.th., 9000 Aalborg, Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Martin Luther skrev: ’Så medens Muhammed (på grund af Guds vrede og ved Hans bestemmelse) fejrer sejre, succes, herredømme og ros fra verden, så bærer vi kristne vor Herres kors, med forventning om lyksalighed, ikke i dette liv, men i det kommende. Almindelige mennesker prøver, drevet af deres lavere instinkter, at undgå korset og søger hellere dette livs ligegyldige glæder. Muhammed forfægter dette i sin koran^{(note 3)}.’ Det rejser spørgsmålet, om der findes en måde at udnytte det muslimske fokus på succes i denne verden til at få adgang til de amerikanske muslimske samfund. Roy Oksnevad, som har viet sit liv til at prædike evangeliet for muslimer, taler for, at kristne ikke bør begynde med at tale om evangeliet, - som øjeblikkeligt vil afskære videre samtale med muslimer, - men derimod tage udgangspunkt i ’hvordan mennesker erfarer livet på denne jord^{(note 4)}’. Hvis en sådan fremgangsmåde er tilforladelig, så har lutheranere en enestående tilgang foræret. Det er mit udgangspunkt [her], at den lutherske lære om de to riger giver et redskab til at komme i dialog med amerikanske muslimer, netop fordi den handler om menneskets handlinger og om Gud, som den ene hersker over alle.

Af dr. theol. Carsten Breengaard, Kronik, Kristeligt Dagblad, 20. nov. 2007.

INGEN VIL FORMODENTLIG benægte, at islam er placeret temmelig højt på den folkekirkelige dagsorden. Nogle er ganske vist af den mening, at østerlandsk spiritualisme og menneskeopfattelse udgør en langt bredere udfordring for kristendom, ja, for så vidt vestlig kultur i videste forstand.

Af Carsten Breengaard, lektor emeritus, dr.theol., indlæg i Kristeligt Dagblad, 6. juni 2009.

Polemik er jo godt, men klarhed er måske alligevel bedre. Efter debatten om den islam-respekterende Peter Grønlykkes teologi eller mangel på samme skal der nok være skabt en del uklarhed i menighederne.

To fremtrædende medlemmer af Islamkritisk Netværk, Henrik Bang-Møller og Thomas Reinholdt Rasmussen, har prøvet at fiksere forholdet mellem kristendom og islam som et spørgsmål om lovreligion (islam) kontra ikke-lovreligion (kristendommen). Deres hovedargument har været en henvisning til Paulus' ord i Romerbrevet om Kristus som lovens ende/ophør. Voila! - og så skulle sagen vel være afgjort. Hvad kan i en luthersk kirke bestå mod et Paulus-citat?

Af Lars Brinth, Boganmeldelse, inif.dk, 02-06-2010.

Johannes Ehmann: Luther, Türken und Islam. Eine Untersuchung zum Türken- und Islambild Martin Luthers (1515-1546); Gütersloher Verlagshaus 2008; 499 sider;

PD. Dr. Johannes Ehmann er privatdozent ved universitetet i Heidelberg, og denne bog er antaget som hans habilitationsschrift ved det teologiske institut ved universitetet i Heidelberg. Han har tidligere publiceret en udgave af Ricoldis 'Confutatio Alcorani' - altså 'Gendrivelse af Koranen' - med Luthers tyske oversættelse, samt en moderne tysk oversættelse direkte af Ricoldis tekst. Denne udgave giver således den ikke-latin kyndige en interessant mulighed for at se, hvorledes Luther i 1542 oversatte og fortolkede Ricoldis bog.

I sin 'Luther, Türken und Islam' giver Johannes Ehmann først en 50 sider lang forskningshistorisk oversigt til emnet, hvorefter han på 114 sider analyserer netop Luthers oversættelse ('Verlegung des Alcoran') af Ricoldis Confutatio: stilistisk/retorisk og teologisk. Herefter - og det er hvad som gør, at hans værk formodentlig vil stå som standardværket om emnet de næste mange år, - gennemgår han minutiøst Luthers skrifter fra de tidligste breve og notater i 1515 til de sidste bordsamtaler og breve fra 1546, det år Luther døde. Ehmanns interesse gælder dels spørgsmålet om, hvor meget Luther egentlig vidste og kom til at vide om 'tyrken' og islam, og dels en mængde delspørgsmål om Luthers teologiske udvikling og hans stillingtagen både politisk og teologisk til 'kejseren, tyrken og paven'.

Af Lars Brinth, Boganmeldelse, inif.dk, 02-06-2010.

Athina Lexutt/Detlef Metz (udg.): Christentum - Islam. Ein Quellencompendium (8. - 21. Jh.) Böhlau Verlag 2009; 237 sider;

Forfatterne er henh. professor og videnskabelig medarbejder ved Institut for Evangelisk Teologi ved universitetet i Giessen, og de har med denne lille bog givet 18 tekster i tysk oversættelse til temaet 'kristendom og islam'. Begyndende med den første vægtige ikke-muslimske beretning fra Johannes af Damaskus' hånd, får man her tekster af pave Gregor VII, af Frans af Assisi, Bonaventura, Manuel II (Palaiologos), og frem til Luther, Heinrich Barth for at slutte med tekster fra det 2.Vatikanerkoncil i 1962-64. Der er et kapitel for det 8., 11., 13., og derefter for hvert århundrede op til vort eget. Hvert kapitel har en kort indledning om århundredet som helhed, og desuden er hver tekst forsynet med en introduktion.

Af Lars Rasmussen Brinth. 5.s.e.Trin., 16/7,2006: Ræhr 10:30; Klitmøller 19:30; 2.txtrk: Jer.1.4-9/1.Pet.2.4-10/Matt.16.13-26.

Salmer:
3 Lovsynger Herren, min mund og mit indre
390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes
323 Kirken den er et gammelt hus
580 Jesus, dødens overvinder
31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud

Det har været en varm sommer, indtil videre, og det bliver det vist ved med at være en tid endnu. Varm, både som vi mærker det i dag, - men også i aviserne og den offentlige debat.

Hvis man for 20 år siden havde fortalt os, at religion og kristendom ville blive så varmt et emne som det har været det sidste halve år, så ville næppe nogen have troet det. Og det er ikke nødvendigvis noget man er glad for. Man kunne gerne have været det foruden. Både på grund af det som har givet anledning til det, og på grund af det som kommer frem i den anledning. Jeg skal ikke analysere situationen, andet end sige, at det er sært at se hvem der placerer sig hvor i diskussionen, sært at se animositeten dér hvor man skulle synes der ikke var så meget at være uenige om. Altså: mennesker i den offentlige debat man troede man kendte, står pludseligt et helt andet sted end man ville formode, - og besindige mennesker med normalt besindige synspunkter, tager nu alt skytset i brug i nogle angreb, som synes sært dårligt motiverede.

Af Lars Rasmussen Brinth. Kristeligt Dagblad 7. okt. 2006.

Da forkæmperen for euroislam, Tariq Ramadan, næppe læser Kristeligt Dagblad, kan det måske være futilt at svare på det indlæg han havde i Kristeligt Dagblad den 23.september. Men ét punkt må dog kommenteres, for den almindelige ordens skyld, og det er Tariq Ramadans ord om et Europa som vil definere sig selv ud fra 'de andre', om et Europa, som bør forsone sig med sin mangfoldige fortid osv. Tariq Ramadan forlanger at Europa besinder sig på sig selv og - må man forstå - den store gæld til Islam, som man nødigt vil indrømme for sig selv og andre.

Hertil er at sige, at europæiske lærde har knap nok haft tid til andet de sidste over 200 år, end at besinde sig og studere Europas gæld til alt, lige fra Islam til indisk filosofi og gammel keltisk visdom. Man har skilt bibel og den klassiske arv ad, og man har gravet orienten tynd, har fundet tekster, tydet sprog, oversat og kommenteret, så der i slutningen af 1800-tallet var en stærk mistanke i lærde kredse om, at der ikke stod noget som helst, fx i bibelen, som ikke havde været kendt på assyrisk, babylonisk, ægyptisk i århundreder før.

Af Lars Rasmussen Brinth. (Robert Irwin: For Lust of Knowing - The Orientalists and their Enemies - Penguin, 2006).

Robert Irwin er historiker af fag, født i 1946, og har en række bøger om arabiske forhold bag sig, fx også en bog om 1001 nat, som kom på dansk i 2005. Han har bl.a. undervist i arabisk og mellemøstlig historie ved de store universiteter i England.

Hans bog 'For Lust of Knowing' er skrevet som reaktion på den debat om 'orientalisme' som har løbet siden Edward Said i 1978 udgav sin bog 'Orientalism' (dansk overs. 2002). Saids bog har som these, at der findes en ganske bestemt måde at skrive om orientalske forhold på, som er opstået i Europa gennem de sidste 200 år, og skabt af forskere og skønlitterære forfatter i fællesskab. En kliché, som har haft og stadig har medansvar for den måde 'orientalske' forhold opfattes på. Som om der var tale om én fælles og (måske) mindreværdig kultur.

Dette var ikke noget Said selv fandt på. I 1950 udgav Raymond Schwab en bog 'La Renaissance Orientale' hvori han, med vid, ironi og en umådelig belæsthed fortæller historien om den europæiske begejstring for alt 'orientalsk' i perioden ca 1750 til 1850. Det er en betydeligt mere interessant bog end Saids, og Said henter meget af sit materiale netop herfra. Den er oversat til engelsk, men er vist desværre lidt for speciel til at kunne oversættes til dansk.

Af sognepræst Lars Rasmussen Brinth. Trinitatissøndag, 6. juni 2004, Hansted 9:00 & Ræhr 10:30. 2. txt.rk.: Es.49.1-6/Ef.1.3-14/Matt.28.16-20.

Salmer:
744: Morgenrøden sig udstrækker; 355: Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre; 356: Almagts Gud, velsignet vær; 362: Gør dig nu rede, kristenhed; 364: Al magt på jorden og i himlen.

Det er blevet nemmere at tale om kristendom, end det var for 30 år siden, da jeg begyndte med teologi. Hvis man dengang talte om, at de fjerne folk skulle høre, og de fjerne øer lytte til, fordi Gud, den kristne eller jødiske Gud, havde noget på hjerte, - så blev man mødt med en storm af forargelse. For Europa havde i århundreder, nærmere bestemt da i det mindste de sidste 250 år, vænnet sig til at tro, ja, gjort det til en trosbekendelse, at hver bliver salig i sin tro, og at alle religioner inderst inde blot er forskellige udtryk for den ene samme religiøse erkendelse. For det første. Og for det andet, for 30 år siden, så havde Europa, og vesten i almindelighed, så mange moralske skrupler over sin historie: missionshistorien, verdenshistorien, den imperialistiske historie, at enhver tale om, at vi eller vores Gud skulle have noget som helst at tilbyde den øvrige verden, måtte være mere end afdæmpet. For det andet. Og, for det tredje, så havde man, også siden Rousseau i 1700-tallet, vænnet sig til at mene, at civilisation og kultur og i hvert fald da vestlig, europæisk kultur, var noget som gjorde mennesker ringere end de var i deres naturtilstand. At, med andre ord, hvis man nåede tilstrækkelig langt væk fra Europa, til uberørte folkeslag, - at hvis man nåede tilstrækkeligt langt væk, så nåede man også så meget nærmere paradis og menneskers naturlige, oprindelige tilstand. For det tredje.

Af Morten Brøgger. Kristeligt Dagblad, 6. juli 2006.

Kristne og muslimer tror ikke det samme om Gud, hævder blandt andre biskop Niels Henrik Arendt, men vi tror dog på den samme Gud (se note 1). Giver den påstand mening?

Af Bent Christensen. Trykt i Dansk Kirketidende nr. 16, 2006.

I artiklen "Grundtvig, islam og det islamkritiske netværk" (Dansk Kirketidende nr. 14, 2006) påstår Kim Arne Pedersen, at vi grundtvigske teologer i Netværket har et forklaringsproblem. Men Grundtvig selv kan altså også være meget hård - og meget træffende, forbløffende aktuel - i sin islamkritik. Og Islamkritisk Netværk er ikke et skabelsesteologisk og kulturhistorisk diskussionsforum. Det er dannet i en situation, hvor de gode, de bange og de kyniske (erhvervsfolk og geopolitikere) slår knuder på sig selv for at fedte for muslimerne, ja, repræsentanter for Folkekirken ligefrem taler om at revidere teksten i et af dens bekendelsesskrifter.

Af Bent Christensen. Trykt i Kristeligt Dagblad 12. juni 2006 under overskriften: »Der er mindst fem dimensioner i det nye netværk«.

Den fremmedpolitiske debat og debatten om forholdet til islam har altid været præget af rod i begreberne. Og forvirringen er ikke blevet mindre, efter at Islamkritisk Netværk er trådt frem. Der er mindst fem dimensioner i hele den samlede problematik.

Af Torsten Dam-Jensen, Sognepræst i Osted og Allerslev. Kronik i Roskilde Dagblad 14.11.2007. (Kronikkens overskrift er tilføjet af Dagbladet).

For nylig kom det frem i alverdens medier, at over 100 muslimske religiøse ledere har rettet en opsigtsvækkende appel til deres kristne kolleger om fred, forsoning og retfærdighed. Appellen er sendt til bl.a. paven, en række ortodokse patriarker og den anglikanske ærkebiskop. Den er ikke skrevet af hvem som helst. Bag appellen står en lang række fremtrædende muslimske teologer fra tre forskellige retninger: suni, shia og sufi. Der er med andre ord vægt bag ønsket om at skifte konfrontationskurs ud med forsoningskurs.

En appel om fred og forsoning mennesker imellem må altid hilses velkommen. Ikke mindst når den kommer fra troende mennesker til troende mennesker. Historien er desværre fuld af eksempler på, hvordan religioner ikke har kunnet leve i fred med hinanden, men tværtimod har skabt krig og ulykke, had og undertrykkelse. Som troende menneske er det unægtelig en udfordring at argumentere imod religionens negative sider.

Inden vi kammer over i begejstring over det nye gode initiativ, må vi desværre slå koldt vand i blodet. Det er nemlig ikke nok med gode ord og venlige hensigtserklæringer. Der skal aktiv handling og bindende aftaler til. Reel forsoning er en vanskelig og langvarig proces. Gensidig mistillid kan først lægges på hylden, når religionsdialogen breder sig fra de bonede gulve til de brede folkemasser, og når man tør diskutere de sager, hvor det virkelig gør ondt. Det kræver stor respekt. Gensidig respekt.

Af Torsten Dam-Jensen, Sognepræst i Osted-Allerslev, lagt på inif.dk d.1. Juli 2012.

Hvad ville mon reaktionerne være, hvis afholdsbevægelsen arrangerede en studietur til München under oktoberfesten for at blive klogere på, hvordan man begrænser ølforbruget i den danske befolkning? Eller hvis man tog til Ukraine eller Kina for at studere, hvordan man dér tackler menneskerettighederne på eksemplarisk vis? Jeg tror, at de fleste ville ryste på hovedet i vantro over slige tiltag.

Herausgegeben vom Kirchenamt der Evangelischen Kirche in Deutschland (EKD), Herrenhäuser Straße 12, 30419 Hannover.

Christen und Muslime in Deutschland - Klarheit und gute Nachbarschaft.

- Klarhed og godt naboskab; En håndsrækning fra den Evangeliske Kirke i Tyskland (EKD)

Oversat af L. Brinth (se slutningen af dokumentet)

Til oversættelsen:
Denne tekst er oversat i sin helhed, idet den efter oversætterens mening er et lærerigt problem- og til dels også løsningskatalog til problemstillingen Kristendom og Islam.
Desuden er der adskillige faktuelle oplysninger, som man ellers måtte langt omkring for at finde.
Gud er - af æstetiske og praktiske, men ikke teologiske grunde - overalt skrevet med stort.

Til oversættelsen:
Denne artikel fremkom i et særnummer af det klassiske tyske tidsskrift Der Spiegel i november 2006: 'Weltmacht Religion' - 'hvorledes troen har indflydelse på politik og samfund'. Det omhandlede alle de store verdensreligioner, med en vis overrepræsentation af islam. Nedenstående dobbelt-interview viser meget tydeligt de sproglige vanskeligheder i debatten kristendom-islam. Om islamrådet, se oversættelsen af 'Klarhed og Godt Naboskab', kapitel 4.3.2

Religionsforskeren Ursula Spuler-Stegemann og Ali Kizilkaya, formand for Islamrådet, om indenrigs-ministerens islamkonference, tyske islamiske organisationers demokrati-kompatilitet, og om misforståelser i integrationsdebatten.

SPIEGEL: Efter den meget bemærkede optakt til islamkonferencen i Berlin, vil indenrigsminister Wolfgang Schäuble nu regelmæssigt pleje dialog med de i Tyskland boende muslimer. Hvad forventer De af disse samtaler?

Den dansk-egyptiske ingeniør, Cherif el-Ayoty, er blevet medlem af Islamkritisk Netværks støttekreds. Han deltog i netværkets sidste møde på Liselund 24. november 2007. Cherif el-Ayoty har selv oplevet konsekvenserne af islamisterne frihedsundertrykkelse. Mødet satte derfor en række overvejelser i gang hos ham om islam og islamisme, saudernes indflydelse på radikaliseringen af islam, nødvendighed af at stå fast over for islamisterne. Og behovet for en islamisk reformation.

Den 24. november 2007, afholdt Islamkritisk Netværk i Folkekirken et seminar om ”Den Danske Folkekirke og Islam”. Dagens emne fokuserede på spørgsmålet: Kan der føres en dialog mellem islam og kristendom? Dette var ikke en forsættelse af den tusind år gamle diskussion mellem parterne om princippet for et fælles grundlag til en dialog. Dagens spørgsmål var alene baseret på alle nutidens begivenheder efter den 11. September 2001 og de efterfølgende handlinger fra islamistiske bevægelser rundt om i verden.

Ud af 116 medlemmer af Netværket, som alle er teologer, deltog mere end 50 fra hele Danmark samt en del politikere, forfattere og debattører. Det var et meget koncentreret møde med et stramt program ledet mesterligt af fhv. domprovst Poul E. Andersen. Oplægsholderne inkluderede bl.a. biskop Niels Henrik Arendt, sognepræst Lars Rasmussen Brinth, sognepræst Anne Ehlers, forfatter og menighedsrådsmedlem Bente Hansen, fhv. højskoleforstander og cand. mag. Niels Højlund, domprovst Steffen Ravn Jørgensen, valgmenighedspræst Morten Kvist, Indre Missions generalsekretær Jens Olesen og sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen.

Af Adam S. Francisco^{(note 1)}.

Nedenstående er oversat pga. dens klare fremstilling af islamisk teologi og hvilke konsekvenser det har for muslimers muligheder for at forstå og indgå i samtale med andre religioner og trossamfund.

Originaltitel: 'The Relevance of Islamic Theology', fra 'LOGIA, A Journal of Lutheran Theology', vol.XVIII, no. 4, 2009, - et særnummer med titlen 'Wittenberg & Mecca'. - se LOGIA's hjemmeside på www.logia.org
Oversat med tilladelse fra LOGIA ved Senior Editor Michael J Albrecht, mail af 18.nov.2009, af cand.theol. Lars Brinth, stiftsbibliotekar, Nørregade 12,2.th., 9000 Aalborg, Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Islam er - og vil altid være - én af kristendommens største udfordringer^{(note 2)}. Der er selvfølgelig andre påtrængende udfordringer, men uanset hvordan man prioriterer dem, bør islam stå højt placeret på listen. Det er der mange grunde til. Demografi, økonomi og geopolitik spiller alle en vigtig rolle^{(note 3)}, - men udover fra de mange spørgsmål de rejser, så er der en dybere grund, som kun langsomt begynder at løfte sit fæle ansigt^{(note 4)}: islamisk teologi.

Det kan lyde ekstravagant eller overspændt, men tænk på følgende: islam markedsføres som en fredelig altomfattende religion, som understøttes af naturlig og rationel teologi. Endvidere fremfører islam sig i stadig højere grad som et korrektiv til excesser og innovationer, som har fundet vej til kristendommen. For ganske nylig har muslimske apologeter citeret vestlig videnskab - lige fra Walter Bauers Orthodoxy and Heresy in Earliest Christianity [Rettroenhed og kætteri i den tidligste kristendom] til Bart Ehrmans Misquoting Jesus [Fejlcitering af Jesus] - for at støtte disse teser. Derfor, som Abdul Saleeb udtrykker det, har muslimer ..... en stærk følelse af intellektuel berettigelse i deres afvisning af ortodoks kristendom. De kan pege på det faktum, at de teologiske udfordringer de har givet kristendommen i det meste af islams historie, er blevet gentaget i den vestlige liberale tradition i de sidste mindst tohundrede års bibelske studier^{(note 5)}.

Af teolog Henrik Frost. Trykt i Jyllands-Posten den 18. september 2006.

Jeg har netop færdiglæst Karen Jespersen og Ralf Pittelkows fortræffelige anklageskrift om ”Islamister og Naivister”. Der er vældig meget godt at sige om bogen, og den kan kun anbefales varmt.

Men bogen lider af en forstyrrende svaghed, idet forfatterne gennemgående accepterer og selv bruger den politisk korrekte skelnen mellem islamisme og islam. Islamismen beskrives ganske vist flere gange som ”ortodoks islam”, og dermed får forfatterne midt i al deres skelnen antydet, at islamismen og islam i virkeligheden trække på samme hammel, men læseren efterlades alligevel med den uklarhed, at der ingen sammenhæng er mellem den magtbegærlige Muhammeds islam og den totalitære islamisme.

Af Torben S. Hansen.

To faser i jihad mod Europa - fra det 7. til det 11. Århundrede

Den islamiske tidsregning begynder med år 622, da profeten Muhammed ifølge traditionen flyttede til Yathrib (senere Medina), hvor han blev politisk og militær leder. Tidspunktet for den første "åbenbaring", han mente at modtage i Mekka, ligger adskillige år tilbage, men denne begivenhed blev anset som sekundær i forhold til magtudøvelse og krig. Islam - "underkastelse" - var i udgangspunktet erobring og dominans. Kun en snes år efter Muhammeds død i 632 havde arabiske rytterhære udslettet det persiske Sassanide-rige og halveret det byzantinske (østromerske) imperium. År 649 og 698 erobrede islam henholdsvis Kypern og Karthago, og i 711 blev Spanien invaderet.

Ekspansionen fortsatte. Konstantinopel (Byzans) blev - ganske vist forgæves - belejret to gange af en arabisk flåde. Kaukasus (med det kristne, armenske kongerige) plus dele af Sydfrankrig blev indlemmet i islams verdensrige. Først i 732 slog frankerne under Charles Martel en muslimsk invasion tilbage mellem Poitiers og Tours - et halvt hundrede kilometer fra Loire-floden. I 759 blev muslimerne fordrevet fra Narbonne, og på samme tid oprettedes mindre kristne statsdannelser i det bjergrige Norspanien.

År 823 besatte spanske muslimer Kreta. I 827 begyndte den islamiske invasion af Sicilien, som blev komplet erobret fra Byzans i 865. Derefter var den første - arabiske - fase af jihad ved at ebbe ud. Men muslimske røvere og slavehandlere fortsatte deres togter til lands og til vands. Fraxinetum - i den bjergrige egn Massif des Maures nær St. Tropez på den franske Riviera - var deres uindtagelige bastion fra 889 til 975. Herfra hærgede de Norditalien og det sydøstlige Frankrig. År 846 plyndrede og nedbrændte disse "saracenere" Rom udenfor den aurelianske mur - d.v.s. Vatikanstaden med den daværende Peterskirke. Fra 882 til 915 bed de sig fast i endnu en base i Traëtto, nær Gaeta (syd for Rom). Herfra hærgede de baglandet - blandt andet det kendte benediktinerkloster Montecassino. Muslimer fra Nordafrika erobrede også de byzantinske besiddelser Bari og Taranto ved Adriaterhavet. Fra disse havne udskibedes gennem årtier et betydeligt antal slaver, hentet i det tætbefolkede landbrugsdistrikt Terra del lavoro omkring Capua, nord for Napoli. År 943 plyndrede og nedbrændte muslimer Genova, hvis overlevende beboere også blev ført bort som slaver.

Af Søren Holm. Oplæg ved møde for Islamkritisk Netværk, Vejle d. 4. september 2006.

Forestillingen om Abraham som den fælles historiske rod for de tre religioner jødedom, kristendom og islam lyder umiddelbart lige så selvfølgelig, som den ved nærmere eftersyn viser sig at være forkert. Myten om Abrahams hus som fælles udgangspunkt for de tre monoteistiske religioner er en falsk forestilling, som ikke desto mindre har fået plads i mange menneskers forestillingsverden, og som også indtil for meget kort tid siden var en del af min egen.

Myten, som i grunden kun er en ubetydelig fodnote til bibelhistorien, går i sin simpelhed ud på, at den Abraham, som er troens fader for såvel jøder som kristne, tilmed gennem sit faderskab til Ismael, hvem han avlede med slavinden Hager, er arabernes og dermed muslimernes stamfader. Thi da Ismael sammen med sin moder blev fordrevet fra Abrahams hus, endte han til sidst i Arabien, hvilken nation han blev grundlæggeren af.

Af John W. Hørbo. Bragt i Jyllands-Posten 20.01.2008.

KRISTENDOMMEN kan ikke anbefales. Der kan ikke siges: Bliv god og lykkelig, bliv kristen.
Der kan derimod siges, at kristendommen er et skarpt lys, som afslører os i al vor lurvethed og forstillelse.

Der kan også siges, at kristendommen er den skarpeste religionskritik, som findes.
Ingen ateist er så kritisk over for religion som kristendommen.

Der kan også siges, at kristendommen gør islam til en dværg i religionernes verden. Islams Gud ligner ved siden af kristendommens Gud mere en smålig købmand end den almægtige Skaber, der sender os af sted til livet.

Af Sognepræst Frits Erik Jensen. Påskeprædiken 8. april 2007. Harring 9.00. Stagstrup 10.30. Tekst: Mark. 16,1-8 (A).

Salmer: 408, 446, 236, 439, 233, 49, 280.

Sidste søndag, Palmesøndag, om eftermiddagen - satte jeg en buket med en halv snes Påske-liljer fra Præstegårdshaven på Fars grav i Himmerland. -

Mange af jer har gjort noget lignende her til Påske.- Men jeg regnede jo ikke med at kunne få fri her i Påske. - Ser I: De påskeliljer, hver enkelt af de påskeblomster forkynder sandheden:

"Frelseren stod op af graven". - Som vi skal synge om lidt.- Når jeg satte de Påskeliljer, var det meget bevidst - man kunne kalde det en protesthandling. - Samme dag havde JP en leder, hvor man fulgte op på den debat, der har kørt i Kristeligt Dagblad, og altså også i Jyllands-Posten (JP) om opstandelsen: Jesu opstandelse: Fandt den virkelig sted - eller er det bare et poetisk billede. - Alt sammen foranlediget af, at en teologisk professor har udtalt, at han ikke tror på opstandelsen som noget virkeligt, som noget, der bogstaveligt talt er sket. -

Af Frits Erik Jensen.

3. S.e.P. - 13.04.2008. - Sl. 724 (7) 56/ 342, 484.

I dag bliver det gjort helt klart for os, at der kun er én frelsesvej og kun ét navn, vi kan blive frelst ved: Vejen er Jesus selv. - Navnet er Jesus. - Ikke som en profet blandt andre - som han opfattes i Islam. Nej, Jesus som Kristus, Guds Søn. Som den korsfæstede og opstandne Herre og Frelser. Jesu guddommelighed understreges stærkt. "Jeg er i Faderen, og Faderen er i mig" - siger Jesus. - Der kan ikke være tale om en kristen Gudstro uden at tale om Jesus som Kristus, Guds Søn, ét med Faderen.-

I et brev, nylig offentliggjort, fra Danske Kirkers Råd, går man desværre langt i retning af at nedtone Jesu guddommelighed og Treenigheden, Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd - alt sammen i et forsøg på at imødekomme et brev, som nogle muslimske ledere og lærde udsendte i efteråret.- Det lyder så fint med dialog.- Imellem religionerne.- Men vi må fastholde, at en samtale må finde sted uden fortielser, uden at give køb på selve frelsesvejen og det navn, som vi alene kan blive frelst ved.- Jesus er ikke bare en profet blandt andre.- Og vi kender ikke Faderen, uden om Jesus.-

Af Siegfried Kohlhammer.

(Nedenstående artikel er oversat fordi den viser et eksempel på hvor komplicerede historiske forhold er. Også de historiske mellemværender mellem islam og det kristne Europa er indviklede og har en lang historie [sic!]. En tilsvarende historie ville kunne skrives om Indien og indisk kultur, men ikke i samme grad om Kina. o.a.)

Genopdagelsen og omformningen af det muslimske Spanien
I anledning af 500-årsdagen for Granadas fald og den endegyldige afslutning på det muslimske herredømme i Spanien, blev der i 1992 udgivet et fremragende tobinds samleværk 'The Legacy of Muslim Spain' [Arven fra det muslimske Spanien]. Heri udtrykker udgiveren Salma Khadra Jayyusi sin "store glæde" ved, gennem arbejdet med dette værk at kunne konstatere, hvor mange lærde fra "den vestlige verden" som "i den senere tid" har delt hendes "enthusiasme og højagtelse" for [dette] tema. (Af de knap 40 bidragsydere kommer ca. 4/5 fra 'den vestlige verden'). "Den tidligere forsætlige forsømmelse af en meget omfattende og glansfuld historisk tilstedeværelse gennem hele middelalderen af arabere og arabiserede muslimer (og endog arabiserede ikke-muslimer), som ikke blot bevarede, men også i høj grad forøgede den menneskelige tankemæssige og [Intellektualität] kreative arv, udgjorde, for nu at udtrykke det så mildt som muligt, en længe fortiet historisk forbrydelse. Jeg er meget glad for, at nu et stedse stigende antal af vestlige lærde interesserer sig for sandheden."

Af Valgmenighedspræst Morten Kvist, Herning. Kronik i Kristeligt Dagblad d. 14. juni 2006.

Som bidragyder til det islamkritiske netværk er jeg flere gange blevet stillet to nært knyttede spørgsmål, som det er vigtigt at forholde sig til. Det første er, hvad man skal gøre, hvis man ikke vil gå i dialog med muslimerne? Er der overhovedet andre muligheder? Det andet er, hvordan man skal missionere blandt muslimer, altså forkynde evangeliet og helst med konkrete henvisninger til, hvad forkyndelsen betyder for menneskers daglige liv.

Om dialogen er der at sige, at netværket har rejst en debat, som hurtigt og forudsigeligt er blevet stillet op i enten konfrontation eller dialog. Hvis man stiller sig kritisk an overfor dialog, har man samtidig sagt, at man overhovedet ikke gider tale med muslimer. Mener mange! Eller netværket beskyldes for, at udgangspunktet er ren negation, fordi dialog må betyde, at muslimer og kristne må udvise velvillig imødekommenhed overfor hinanden.

Af Valgmenighedspræst Morten Kvist, Herning. Artiklen findes i bogen: "Karma, koran og Kirke", forlaget Univers, 2007.

Multikulturalismens fallit.
I undersøgelsen "Den religiøse mangfoldighed som folkekirkelig udfordring" er den første konklusion værd at opholde sig ved et øjeblik. Den siger, at sekulariseringen ifølge 62% af Danmarks præster er den største udfordring for folkekirken. Det er stillet op som en forskel til islam og blandingsreligiøsitet. Hvad undersøgelsen ikke kan tage højde for er den eventuelle indbyrdes sammenhæng mellem de tre, og at begrebet 'sekularisering' er dobbelttydigt.

Af Morten Kvist, Valgmenighedspræst i Herning og medlem af Etisk Råd.

Kristeligt Dagblad, 19. apr 2010.

Vi mangler åbenhjertige indrømmelser af, hvem Muhammed var, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Mig bekendt var Muhammed både den første, største og mest ægte muslim nogensinde, og han brugte ifølge alle officielle islamiske kilder vold, skriver Morten Kvist.

Pontius Pilatus’ berømte spørgsmål til Kristus under forhøret inden korsfæstelsen (Johs. 18,38) melder sig af sig selv ved læsningen af et interview med den syriske filminstruktør Najdat Anzour i JyllandsPosten den 3. april 2010. Den succesfulde Najdat Anzour har været i Danmark for at holde foredrag på Københavns Universitet og på Det Danske Filminstitut, og har altså ladet sig interviewe til JP.

Bortset fra den sædvanlige floskel om dialog mellem Vesten og Mellemøsten uden at præcisere, hvad den skal gå ud på, og bortset fra det sædvanlige krav om gensidig respekt og deraf følgende indskrænkning af ytringsfriheden, rejser Najdat Anzour et afslørende spørgsmål: ”Det store spørgsmål er, hvad Danmark har vundet ved at trykke tegningerne? Intet”.

Af sognepræst  Mads Mønsted. 3. søn. i adv. Første tekstrække: Matt. 11, 2 - 10.

For nogle uger siden hørte jeg i TV-avisen, at den engelske efterretningstjeneste holder øje med et par hundrede islamistiske grupper i landet. Disse grupper betragtes af den britiske efterretningstjenestes chef som overordentligt farlige, da de menes at planlægge terrorangreb.

Da jeg hørte det, spurgte jeg mig selv, hvad det mon er, der egentlig motiverer islamisterne. Hvad får dem til at flyve ind i World Trade Center? Hvad motiverer dem til angrebene i Madrid og London?

En udbredt opfattelse er, at det er fordi, de er økonomisk dårligt stillede og ikke bliver godt nok modtaget i de vestlige samfund. Men forbedrer man blot de økonomiske og sociale forhold, så forsvinder også motiverne til terrorhandlingerne. Det er der mange intellektuelle, præster og politikere, der mener. Spørgsmålet er om denne økonomisk-sociale forklaring på islamisternes handlinger holder stik. Mange af islamisterne i Vesten viser sig i hvert fald at være velintegrerede borgere fra middelstanden og Bin Laden er mangemillionær.

Det mest naturlige, hvis man vil forstå islamisternes motiver, er vel i virkeligheden også at gå til islam selv og se på, hvad den forkynder. Lad os derfor se lidt på Muhammed og islams historie, som ikke er uden relevans for dagens evangelietekst.

Muhammed var påvirket af både jødedom og kristendom. Men om jøderne og de kristne sagde Muhammed, at de havde forfalsket Den hellige Skrift. Han afviste også tanken om Jesu guddommelighed og dogmet om treenigheden. Ligeledes forkastede han den kristne opfattelse af Jesu død. Det var ikke Jesus, der blev korsfæstet, kun hans skyggebillede. Derfor er Jesus heller ikke opstanden fra de døde. Muhammed afviste således hele det kristne evangelium.

Af Mads Mønsted, Flensborg Avis, 27. marts 2008.

Demokratiet afhænger af den kritiske diskussion og frie meningstilkendegivelse i ord, på skrift og i billeder. En mangfoldighed af meninger, der brydes, er imidlertid undergravende for ethvert totalitært system. Derfor undertrykker alle totalitære regimer ytringsfriheden, og derfor angriber islamister og udemokratiske muslimer den frie meningstilkendegivelse.

I marts 2007 fremlagde en række muslimske lande en resolution i FN, som opfordrede medlemslandene til at begrænse ytringsfriheden af hensyn til respekten for religion. Resolutionen blev vedtaget. En række jordanske medier planlægger nu at sagsøge de danske aviser, som i sidste måned genoptrykte muhammedtegningerne. De vil fortælle Danmark, hvad man må og ikke må, og således blande sig i en nationalstats interne anliggender. En opera af Mozart blev aflyst i Berlin, en kunstudstilling midlertidig lukket i samme by, skribenters artikler er blevet afvist, og Holland har nu øget terrorberedskabet på grund af en forestående islamkritisk film m.m. - alt sammen af frygt for islamisterne.

Af Mads Mønsted, Sognepræst for Egernførde danske pastorat, Sydslesvig. Artiklen har tidligere været trykt i Præsteforeningens Blad, 2010, nr. 47.

FN's Menneskerettighedsråd toner rent flag: Religioner skal beskyttes mod kritik. Det drejer sig om den velkendte resolution mod krænkelse af religioner (Combating defamation of religions). Der er stemt om den siden 1999, og siden 2005 er den blevet anerkendt på FN's Generalforsamling.

Det er Organisationen for Den Islamiske Konference, OIC, der er ophavsmand til resolutionen mod krænkelse af religioner. OIC er som bekendt et kæmpestort og velhavende organ, bestående af 56 lande samt palæstinenserne. Organisationen har hovedsæde i Saudi Arabien og er den mest magtfulde blok i FN i dag og dominerer også FN's Menneskerettighedsråd. OIC har bl.a. organiseret den muslimske boykot af danske firmaer efter offentliggørelsen af Muhammedtegningerne og forsøgt at påvirke indenrigspolitikken i mange europæiske lande. Det var også medlemmer af OIC, der iværksatte en verdensomspændende kampagne mod Schweiz, da landets borgere havde stemt nej til minareter på schweizisk jord.

Af Ole Burchardt Olesen, sognepræst. Kronik offentliggjort 19.12.07 i Jyllands-Posten.

Torsdag den 13. december havde Jakob Skovgaard-Petersen (JSP) et indlæg i debatten om Muhammed-tegninger og ytringsfrihed på baggrund af Uffe Ellemann-Jensens (UEJ) udtalelser og kritikken af ham.

Ligesom for vor tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen er der for JSP grund til at have den største opmærksomhed over for det, der bliver sagt. Alene de platforme, de to står på, når de udtaler sig - henholdsvis tidligere statsmand med en kæmpeindsats for Danmark og Europa, og så en dybt indsigtsfuld forsker med fingeren på pulsen, hvad angår mellemøstlige og især muslimske forhold, gør dette naturligt.

Jeg kan da nævne, at jeg selv har været meget inspireret af, hvad JSP tidligere har skrevet om disse ting; og har i den forbindelse også selv været ansporet af den optimisme med hensyn til det fremtidige forhold mellem Vesten/den kristne kultur og den mellemøstlige/muslimske ditto, som JSP har givet udtryk for før.

Imidlertid er det med årene blevet stadigt vanskeligere at se JSP's analyser af og syn på disse ting som holdbare.

Hver dag, når jeg åbner min computer, ser jeg lige efter via internet, om der har været nogen overgreb/er begået nogen uhyrligheder mod kristne rundt om i verden.

Tale af Benedikt den XVIende.
Aula Magna på Universitetet i Regensburg,
Tirsdag den 12.september 2006

Eminenser, Magnificenser, Excellenser... [mine] ærede damer og herrer.

Det er for mig et bevæget øjeblik, endnu engang at være på universitetet og endnu en gang at måtte holde en forelæsning. Mine tanker går herved tilbage til årene, hvor jeg - efter en dejlig tid ved Freisinger Hochschule - begyndte mit virke som akademisk lærer ved universitetet i Bonn. Det var - 1959 - endnu på de gamle ordinarie-universiteters tid. Der fandtes hverken assistenter eller skrivehjælp for de enkelte lærestole, men i stedet fandtes der en meget umiddelbar omgang med studenterne og - navnlig - professorerne imellem. I docent-værelserne mødtes man før og efter forelæsningerne. Kontakter med historikere, filosoffer, filologer og naturligvis også mellem de to teologiske fakulteter var meget levende. Der var hvert semester en såkaldt dies academicus, hvor professorer fra alle fakulteter fremstillede sig for universitetets samtlige studenter, hvad der muliggjorde en oplevelse af Universitas - hvortil De, deres magnificens, netop henviste - den erfaring nemlig, at vi, i alle specialiser-inger, som ofte stiller os uden sprog overfor hinanden, dog udgør et hele og arbejder i den helhed, som udgøres af den Ene Fornuft, med alle dens dimensioner og således også står i et fællesskabets ansvar for den rette brug af fornuften, - det blev det muligt at opleve. Universitet var også helt igennem stolt af sine to teologiske fakulteter. Det var klart, at også disse, i deres spørgen efter Fornuften i troen, gør et arbejde, som nødvendigvis hører til den helhed [som kaldes] Universitas scientiarum, også selv om ikke alle kunne dele den tro, hvis tilforordning til den fælles fornuft teologerne arbejder på. Denne indre sammenhæng i Fornuftens kosmos blev end ikke forstyrret, da det på et tidspunkt forlød, at en kollega skulle have ytret at der på vores universitet fandtes noget mærkværdigt, nemlig to fakulteter, som befattede sig med noget, som overhovedet ikke fandtes, - med Gud. Det var [nemlig] på hele universitetet ikke anfægtet, at det selv overfor en så radikal skepsis stadig er nødvendigt og fornuftigt, at spørge fornuftigt efter Gud, og at gøre det i forlængelse af den kristelige trosoverlevering.

Af Jens Kristian Bech Pedersen. Trykt i Tidehverv, november 2006, efter at være blevet afvist af Jyllands-Posten, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad.

Det startede som en kamp mod religiøs censur i Danmark. De berygtede Muhammed-tegninger blev af Jyllands-Posten angiveligt bragt som et forsvar for en truet ytringsfrihed. Som sådan var tegningerne derfor anvendt som redskab i en tilspidset politisk eller kulturel kamp om de helt grundlæggende politiske frihedsrettigheder i dette land. Men man kan roligt sige, at betydningen og konsekvenserne af profettegningerne hurtigt blev flået ud af Jyllands-Postens kontrol.

Af Knud Riis. Artiklen blev afvist af Kristeligt Dagblad, der kun ville bringe den, hvis den blev forkortet.

Jeg kan kun være enig med Kim Arne Pedersen i, at Grundtvigs tekster ikke er kanoniske skrifter med karakter af trosgrundlag ("Grundtvig ville have rystet på hovedet", 24. juni), og at man skal beskæftige sig med hans tekster for at finde frugtbare fortolkninger til brug for nutiden.

Men jeg synes ikke, det er en dækkende gengivelse, Kim Arne Pedersen (herefter KAP) giver af Grundtvigs omhandling af "Islamismen" og "Mahomed" i "Haandbog i Verdens-Historien".

Af Morten Rydal, Tidehverv, årg. 84, 2010, nr. 7, september, s.136-141.

”Hvad laver de i banken efter 4?”, hedder det i den gamle sang. Efter at have snuset lidt til den nye islam-forskning kunne jeg have lyst til at spørge på samme måde: Hvad laver de på Carsten Niebuhr Instituttet, på Center for Islamisk Tænkning, og på institut for religions videnskab – både før og efter 4? Hvad i alverden laver de danske islam-forskere? Hvordan stiller de sig til deres kollegers forbløffende og revolutionerende resultater fra Tyskland? Jeg har ikke hørt det. Når man på hjemmesiderne ser, hvad der forskes i på de danske institutter og centre, er der mange spændende emner, men der er tilsyneladende ingen, der beskæftiger sig med gammeldags historisk-kritisk læsning af Koranen eller med arkæologiske undersøgelser af fund fra 600-tallet. Biblen har været i videnskabens vridemaskine gennem mere end 200 år. Den ene forskningsskole har afløst den anden gennem årene. I Danmark har vi de seneste årtier brystet os af ”Københavner-skolen” og ”den ny Paulus”. Vi er stolte af vores bibelforskning, men hvad med Koranen? Var det ikke også på tide, vi gik lidt historisk-kritisk til den? Mener de danske forskere, at Koranen virkelig er profeten Muhammeds uforfalskede åbenbaring fra engang i det 7. århundrede? Hvorfor har vi ikke en ”Carsten Niebuhr-skole”, en ”Aarhus-skole” i koranforskningen? Hvorfor hører man aldrig f.eks. en Jørgen Bæk Simonsen omtale den banebrydende forskning i Koranen og islams historie, som allerede i mange år er sket i f.eks. Tyskland? Hvorfor har de ikke på Islamisk-Kristent Studiecenter taget imod denne forskning med kyshånd? Det er da sært!

Af Kirsten Sarauw.

En forkortet udgave af artiklen blev bragt som kronik Kristeligt Dagblad.

I marts måned 2007 fandt en konference*)om den såkaldte euroislam sted i Wien. Her formulerede de prominente muslimske delegerede en fælles fremtidsvision om et islamisk behersket Europa. Mustafa Ceric, den bosniske stormufti, udmalede sig ved samme lejlighed ”en kommende islamisk æra, der med forbillede i det mauriske Spanien og det osmanniske Sydeuropa, skal afløse kristendommen”. Blandt deltagerne var også den allestedsnærværende professor Tariq Ramadan. Han mente, at euroislams mere langsigtede hensigter helst skal skjules for offentligheden.

Af Kirsten Sarauw, kronik, Kristeligt Dagblad, 11.01.2008.

Man kan undre sig over, at konferencen om euroislam i Wien sidste år ikke har vakt større opsigt end tilfældet er, for konferencen er i realiteten en muslimsk krigserklæring mod den gamle europæiske befolkning.

Sidste forår fandt en konference om den såkaldte ”Euro-islam” sted i Wien. De prominente muslimske delegerede formulerede her en fælles fremtidsvision om et islamisk behersket Europa. Mustafa Ceric, den bosniske stormufti, udmalede sig ved samme lejlighed ”en kommende islamisk æra, der med forbillede i det mauriske Spanien og det osmanniske Sydeuropa, skal afløse kristendommen”. Blandt deltagerne var også den allestedsnærværende professor Tariq Ramadan. Han mente, at euro-islams mere langsigtede hensigter helst skal skjules for offentligheden.

Af Kirsten Sarauw, Kronik bragt i Kristeligt Dagblad 29.12.2008.

Tørklædet er et effektivt redskab i den muslimske bekendelse og mission til at synliggøre islam over alt i det offentlige rum og til at adskille muslimer fra alle andre.

SKIK FØLGE ELLER LAND FLY er et gammelt prøvet råd til enhver, der slår sig ned i et fremmed land. Det retter de fleste indvandrede befolkningsgrupper her i landet sig da også efter. Kun ikke en del af vore muslimer, der gennem årene har stillet det ene særkrav efter det andet, som reelt indebærer det omvendte: at det er den danske befolkning, der skal imødekomme og tilpasse sig muslimsk skik og brug.

Under avisdebatten i forsommeren 2008 om dommertørklædet diskuteredes også det betimelige i islamisk tørklæde på hovedet af ansatte i andre offentlige institutioner, derunder i hospitalsvæsenet.

Af Kirsten Sarauw, Kronik bragt i Kristeligt Dagblad d. 11.09.2008.

Hvis valget af tørklædet for en muslimsk kvinde er frivilligt, følger deraf, at hun som praktiserende muslim kan vælge det fra. 

DA DOMSTOLSSTYRELSEN i foråret 2008 pludselig kundgjorde, at der intet skulle være til hinder for, at dommere bar religiøst tørklæde, rejste der sig et ramaskrig. Regeringens lynhurtige beslutning om at skride ind med en lovgivning mod religiøs og politisk manifestation i dommeres påklædning - som nu snart må være på trapperne - vakte imidlertid ikke mindre postyr.

"Hysterisk" blev regeringens reaktion blandt andet kaldt med henvisning til, at ingen muslimer med tørklæde står på spring til dommerembeder inden for en overskuelig årrække. Et lovindgreb af den art opleves også af mange - her- iblandt integrationsministeren - som værende i modstrid med vore frihedstraditioner, måske endda i modstrid med religionsfriheden.

Af Kirsten Sarauw (præst og psykoterapeut) og Britta Mogensen (mag.scient. i antropologi), Kronik, Kristeligt Dagblad, 14. jan 2010.

Kritik af visse totalitære, inhumane og ikke mindst kvindeundertrykkende sider af den islamiske politisk-religiøse ideologi er ikke "anti-muslimsk", men til gavn for vore muslimer og deres ret til et ligeværdigt og velintegreret liv i Vesten.

KORT FØR JUL fremkom Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, i et interview på bloggen Snaphanen med nogle groft generaliserende udsagn om vold, voldtægt og incest i muslimske familier, som han virkelig fortjente at få på puklen for. Det fik han så. Og mere til.

Under ingen omstændigheder bør krænkende generaliseringer om grupper af mennesker finde sted. Det har Hedegaard da også beklaget og korrigeret. Men midt i den almindelige forargelse skal det ikke overses, at Hedegaard har peget på et alvorligt problem ikke bare for integrationen af muslimer i den moderne vestlige kultur, men for hele den muslimske verden, nemlig kvindernes manglende ligestilling og den udbredte vold mod kvinder og børn inden for den muslimske kulturkreds.

Af Kirsten Sarauw, Kristeligt Dagblad d. 10.12.2009.

- Til hr. Ramadan og resten af den forargede islamiske verden er der blot at sige: Fej først for egen dør, inden I håner europæernes angivelige "snæversyn" og "mistro", skriver Kirsten Sarauw.

I GLOBALT SET i Kristeligt Dagblad den 2. december tolker professor Tariq Ramadan udfaldet af den nylige folkeafstemning i Schweiz, hvor et flertal stemte for forbud mod minareter, som en "national modstand mod europæiske muslimers nye synlighed. Minareterne er blot et påskud."

Bedrøveligt nok, tænker jeg, at hr. Ramadan har fuldstændig ret. Minareterne blev - som de magtfulde symboler på islams tilstedeværelse, de er - virkelig et påskud for schweizerne til at vise deres bekymring over den voksende islamisering af deres land.

Af Kirsten Sarauw og Morten Kvist. Kronik i Berlingske Tidende 26. oktober 2006.

Efter pavens tale i Regensburg, efter at den franske gymnasielærer Redeker har måttet gå under jorden på grund af islamkritik, efter at kristne TV-stationer er blevet forhindret i at sende i Tyrkiet, efter en uge med nervøsitet for endnu en Muhammed-krise, efter at der hele tiden kommer nye tilfælde af islamisk overfølsomhed og rasende udbrud mod Vesten, er det på tide at skærpe opmærksomheden over for islam som religion. Er det virkelig kun islamismen, det er galt med? Eller er den blot fortroppen af en religion, som på grund af sit væsen har store vanskeligheder med at acceptere kritik og modsigelse?

Lad os se på pavens tale. Den indeholdt både religionskritik og en invitation til samtale mellem den islamiske verden og Vesten. Selv fra to forskellige religiøse udgangspunkter må det være muligt at mødes i en fælles fornuft. Det kræver to ting: At muslimerne for alvor tager et opgør med de voldelige sider af deres egen religion og vil acceptere historisk kritik. Og at Vesten besinder sig på, at fornuften har brug for troen, dvs. erkender den såkaldte sekularismes begrænsninger.

Af Kirsten Sarauw, Kronik i Kristeligt Dagblad, 2. Juli 2009.

I et indlæg her i avisen den 29. maj gør forfatteren Leif Hjernøe sig til varm talsmand for, at de irakiske asylsøgere skal få lov at forblive i Danmark. Hans argumentation munder ud i en appel til "at tænke nok så meget på den ånd, hvori vores love er udformet, som på ordlyden".

Som kristeligt belæg for et sådant nyt "åndeligt" fortolkningsprincip i vores retsvæsen anfører Leif Hjernøe et bibelcitat (2. Kor.3, 4-6), som munder ud i de berømte ord: "for bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende". Citatet udlægger Leif Hjernøe selv på følgende måde: "Ja, sådan bør det være mennesker imellem: Love er til for at kunne brydes når som helst, hvor de viser sig ikke at være til for menneskers skyld!"

En sådan fortolkning og brug af Paulus dækker måske i virkeligheden meget godt tankegangen hos de mange kristne støtter af pressionsgrupperne, som i disse måneder blandt andet via ulovlig kirkebesættelse arbejder for at få omstødt de lovlige myndigheders afgørelse af asylsøgernes sager.

Af Rolf Slot-Henriksen. (Storm over Europa. Islam - fred eller trussel", redigeret af Lone Nørgaard og Tabita Wulff).

Kan Øst og Vest nogen sinde mødes i fredelig sameksistens? Svaret er sikkert NEJ. Derfor står Vesten over for valget mellem enten det vestlige samfunds frihedsrettigheder og tro på ligestilling eller en ørkenreligion, der ønsker at skabe en islamisk verdensstat. Fødselstallet falder i den vestlige verden, men vokser i den muslimske. I dag er der cirka 1,3 mia. muslimer, om nogle årtier 2,1 mia. Folkevandringer fra øst mod vest vil ændre vores tilværelse radikalt, hvis vi ikke sætter grænser.

"Storm over Europa. Islam - fred eller trussel" er efterårets vigtigste bog i debatten om islam i Vesten. 15 forskere og journalister stiller skarpt på spændingsfeltet mellem Islam og den europæiske kristne kultur og analyserer den fremtid, vi risikere, hvis ikke vi er villige til at erkende, at kulturkamp er et spørgsmål om overlevelse. Bogens forfattere offentliggør, hvad pressen og politikerne skjuler for os. En rystende analyse afslører, at vi i Danmark har over ½ mio. indvandrere fra ikke vestlige lande i dag; sættes der ikke en stopper for indvandringen, vil vi have muslimsk flertal i dette århundrede i Europa. Bogen afslører også, at EU i Barcelona har indgået en aftale med ni arabiske stater om fri bevægelighed over grænserne; altså en accessioneringsaftale med vidtrækkende konsekvenser. Der redegøres for den stigende indvandrerkriminalitet og den umenneskelige kvindeundertrykkelse. Det er bogen, der gør dig klogere på verden af i dag. Budskabet er, at du ikke bør bøje nakken, for gør du det, underskriver du civilisationens dødsdom.

Bidragyderne er: cand. theol., Poul E. Andersen (bidraget kan læses her), cand. pæd., Mogens Wenzel Andreasen, forfatteren Kåre Bluitgen, forfatteren Helle Merete Brix, cand. pæd. psych., Kirsten Damgaard, cand.mag., Jørgen Grimstrup, historikeren Torben Hansen, mag.art. i filosofi Henrik Gade Jensen, cand. phil., Thue D. Kærhus, mag. scient., Britta Mogensen, cand. mag., Lone Nørgaard, forfatteren Tim Pallis, cand. mag., Carsten Ringmose, filosoffen Kai Sørlander og forfatteren Tabita Wulff.

Læs deres bidrag hvis du vil stå rustet til tænderne i debatten mod islamisering af vores land.

"Storm over Europa. Islam - fred eller trussel", redigeret af Lone Nørgaard og Tabita Wulff, Holkenfeldt 3, kr.250,-. ISBN 87- 91660-37-8

Af Katrine Winkel Holm, bragt i JP 17.08.2011.

Nu, da det første chok har lagt sig, må det være på tide at protestere mod den politiske udnyttelse af én mands ugerning. Har en stribe hæderlige mennesker fået en plet på tøjet, fordi massemorderen satte pris på noget, de havde skrevet?

For nylig faldt jeg over dette George Orwell-citat:
»Med patriotisme mener jeg kærlighed til et bestemt sted og til en bestemt livsform, som man synes er den bedste i verden, men som man ikke har noget ønske om at påtvinge andre mennesker. Patriotisme er i sin natur defensiv, både militært og kulturelt. Nationalisme derimod er uadskillelig fra ønsket om magt«.

Af Katrine Winkel Holm. Kronik fra Berlingske Tidende 27. maj 2007. 

Da muslimske organisationer i Frankrig forsøgte at få avisen Charlie Hebdo dømt for blasfemi og racisme, førte anklagerne kun ét vidne mod avisen: Den katolske præst Michel Lelong. Tankevækkende at en katolsk præst aktivt støttede ortodokse muslimers forsøg på at begrænse ytringsfriheden. Pinligt for den katolske kirke. Men helt det samme ville formodentlig kunne udspille sig herhjemme.

Af Katrine Winkel Holm, artikel bragt i Kristeligt Dagblad 22.04.2008.

Den danske kirke er ufattelig naiv, skrev en engelsk bekendt for nylig. "Tror den, at den kan få mullaherne til at lave indrømmelser? Det svarer til at tro, at en leopard kan lave om på sine pletter."
Anledningen var brevet fra Danske Kirkers Råd til 138 muslimske religiøse ledere, det pinlige dhimmi-dokument, som med god grund har fået mange kritiske ord med på vejen. En enkelt folkekirkepræst, domprovst Anders Gadegaard, berygtet for sit ønske om at lave kirkeindsamlinger til moske-byggeri (med mineret!), har skrevet under på dette teologiske makværk.
Pinligt nok, men folkekirken som sådan har faktisk hverken lod eller del i miseren.

Af Katrine Winkel Holm, Kronik i Jyllands Posten, 7. okt. 2009.

Mens Københavns biskop holder vennemøder med stormuftier og stenings-imamer, sætter kristne hver dag livet på spil ved at blive døbt i den treenige Guds navn. Hvorfor virker de kristne kirker så ligeglade med kristenforfølgelser? spørger Katrine Winkel Holm.

For kristne, der konverterer fra islam, er dåben den afgørende prøve for deres tro. Her udtrykker de offentligt deres nye loyalitet over for Jesus og deres ønske om at følge ham selv ind i døden. Efter dåben er der ingen vej tilbage, dåben er det afgørende brud og derfor også ofte det øjeblik, der indleder forfølgelsen af konvertitten.

Denne højtidelige formulering er ikke min egen; ordene er Patrick Sookdheos, der er leder af den såkaldte Barnabas Fund, der hjælper forfulgte kristne over alt i verden.

Lørdag den 26. september besøgte Sookdheo København i anledning af en konference om vantro i islamiskdominerede samfund, arrangeret af Islamkritisk Netværk i Folkekirken og Trykkefrihedsselskabet. Vi ville gerne høre Sookdheo fortælle om kristnes trosfrihed og ytringsfrihed i islamisk dominerede områder.

Af Katrine Winkel Holm, trykt i Jyllands-Posten 15. september 2012.

Er der nogen, der kan huske, da alle kommentatorer i foråret erklærede værdi- og kulturkampen død? 10 års debat om indvandring og islam var ovre, hed det.

Emnet var færdigdebatteret og kun hysteriske islamofober med muslimer på hjernen - som denne klummeskriver - kunne finde på at blive ved at råbe op om det.

Af Katrine Winkel Holm og Thomas Reinholdt Rasmussen. Kronik i Kristeligt Dagblad d. 15. 5. 2006.

Respekt for islam og dialog med islam. Gang på gang er det meldingen, når landets forskellige biskopper omtaler det næststørste trossamfund i Danmark. Man taler ikke sjældent om muslimer som en slags religiøse kolleger, som man har mere til fælles med end den kirkefremmede, sekulariserede frikadelle-dansker. Som ”religiøs” deler man nemlig noget så forfinet som ”religiøse følelser” med muslimen. Det var ud fra den tankegang, at domprovsten i København løb linen helt ud og opfordrede kirkerne i København til at samle ind til byggeri af en stormoske.

I samme ånd lød det fra kort tid siden fra århusbispen Kjeld Holm, at vi skal fokusere på det, vi er fælles om. Det vil altså sige, at biskop Holm opfordrer til ikke at fokusere på Kristus. For det er lige præcis Jesus Kristus, der skiller den kristne og muslimen.
En kristen kirke, der ikke vil fokusere på Kristus, er i fuld gang med at forråde Kristus.
En kristen kirke, der agiterer for indsamling til etablering af et trossamfund, der højt og tydeligt forkynder foragt for Jesus som Kristus, er en kirke i forfald.

Af Katrine Winkel Holm og Thomas Reinholdt Rasmussen. Kronik bragt i Kristeligt Dagblad d. 4. 9. 2006 i forkortet form, her bragt i uforkortet form.

”Det lyder som et vældig godt og tiltrængt initiativ, men jeg tror ikke, jeg vil være med. Man kan jo blive beskyldt for så meget”.
Sådan omtrent svarede en præst, da vi en dag i foråret spurgte, om han ville være med i Islamkritisk Netværk i Folkekirken, som vi var ved at danne.

Her godt fem måneder senere må vi give den frygtsomme sognepræst ret. Man kan ganske rigtigt blive beskyldt for så meget, når man offentligt markerer islamkritik. Det er en af de konklusioner, vi må drage på de overvældende reaktioner på stiftelsen af Islamkritisk Netværk i Folkekirken.

I helt overvejende grad har reaktionerne været positive. Men de negative har været der og været højlydte. Vi vil gerne prøve at svare på nogle af dem. Men først en lille buket af de mere kulørte beskyldninger, som netværksstiftelsen førte med sig: