Forside    Støt Netværket    Kontakt   
Ligeværdig Dialog eller Konfrontation PDF

Af Erling Albinus. Foredrag holdt ved møde for Islamkritisk Netværk, Vejle d. 4. september 2006.

Jens Christensen, der var missionær i Pakistan i godt 40 år, har som nogen af jer måske er klar over, i sommer været udsat for en både hånende og uforskammet omtale i Jyllands Posten, leveret af en vis Egon Clausen, som jeg skal undlade at karakterisere. Jeg nævner ham kun, fordi han antyder at Jens Christensen mødte muslimerne som en feltherre, der ville bekæmpe dem. Jeg har spekuleret på, hvordan han er kommet på den ide, for måske er jeg årsag til det, da det er mig, der er ophavsmand til den titel, Jens Christensens bog The practical approach to muslims fik på dansk: Konfrontation - kristendom og islam. Jeg var dengang naiv nok til at mene, at læsere vidste, at kristne, der konfronterer muslimer med evangeliet - og det er det, der ligger i titlen - må - som Jens Christensen selv udtrykkeligt siger det: "vise tolerance og finde sig i at blive latterliggjort, ringeagtet, hadet og forfulgt" - og det er dog vist ikke ligefrem noget en feltherre frivilligt vil acceptere at blive.

Læs mere…
 
Dhimmificering og dialog PDF

Af Poul E. Andersen. Foredrag holdt ved Islamkritisk-Netværks møde i Vejle den 4. september 2006.

I debatten om dialog mellem kristne og muslimer er der to hovedsynspunkter, der står overfor hinanden. Det ene går ud på, at en seriøs dialog overhovedet er forudsætningen for, at kristne og muslimer kan leve side om side med hinanden i gensidig forståelse og med gensidig respekt. Det andet synspunkt peger på, at dialog med muslimer kun kan ske på islams betingelser, og derfor rummer en dialog på kulturelle og religiøse områder en alvorlig risiko for nedbrydning af kristne værdier og grundlæggende danske kulturformer. Den kan bidrage til en slags dhimmificering af det danske samfund. - Jeg lægger ikke skjul på, at jeg i de fleste henseender deler det sidste synspunkt. Det støttes af snart 1400 års skræmmende erfaringer.

Ved dhimmificering forstår jeg accept og videreførelse af den pro-islamisk strømning, som har været mærkbar i Europa siden oplysningstiden, som senere af udenrigspolitiske grunde har vundet støtte især i Frankrig og Storbritannien, og som, tilsat en anti-israelsk holdning, for øjeblikket vinder stadig større tilslutning i Europa.

Læs mere…
 
Kristen jihad? PDF

Af Jesper Bacher, foredrag holdt ved Islamkritisk Netværks seminar om korstogene, d.13.september 2008.

 - teologiske kommentarer til en uhellig alliance. Eller noget om korsteologi og korstogsteologi.  

Crux sola est nostra theologia (Martin Luther - (se note 1)).

Nærværende essay (et lettere omarbejdet foredrag) er et forsøg på en kortfattet fremstilling og teologisk kommentering af den middelalderlige korstogsteologi med udblik til vores aktuelle situation. Mere skal det ikke være, men det skal det til gengæld også være. Replikker i en samtale, ja, en disput med korstogsteologien, og hvor bevidst man end bør være om kontekstafhængighed og anakronismens farer, finder jeg fortidens kristne værd at tage alvorligt og værd at tale teologi med. Som det ofte nok siges: samtale fremmer forståelsen. Og det gælder vel og sandt at mærke ikke bare forståelsen af, hvor meget vi i grunden ligner hinanden, men sandelig også af, hvor grundlæggende vores uenighed er!

Korsteologi
Crux probat omnia (se note 2), korset er altings prøve / korset prøver alting, siger Luther og med god evangelisk ret. Korset er paradigmatisk for kristen teologi (se note 3). Vel vidende, at korsteologien formuleres forskelligt og optræder mere eller mindre eksplicit, kaster korset sin skygge eller snarere sit lys over hele det nytestamentlige vidnesbyrd. Korset kan stå i forgrund eller baggrund, men kristne må altid vedstå sig korset. Korset og den korsfæstede Herre gennemsyrer kristendommen, og vil man ikke vide af korset, vil man ikke vide af kristendommen. Korset er dom over verden, som korsfæster sandhed og kærlighed og er dermed syndens kulmination. Korset er sejr over verden, her nagles synden til korset og er dermed frelsens kulmination. Korsfæstelsen er sejrsdød, triumf i nederlagets dragt. Et kors for den rationelle tanke, men for syndere et kors til salighed.

Læs mere…
 
Abrahams hus PDF

Af Søren Holm. Oplæg ved møde for Islamkritisk Netværk, Vejle d. 4. september 2006.

Forestillingen om Abraham som den fælles historiske rod for de tre religioner jødedom, kristendom og islam lyder umiddelbart lige så selvfølgelig, som den ved nærmere eftersyn viser sig at være forkert. Myten om Abrahams hus som fælles udgangspunkt for de tre monoteistiske religioner er en falsk forestilling, som ikke desto mindre har fået plads i mange menneskers forestillingsverden, og som også indtil for meget kort tid siden var en del af min egen.

Myten, som i grunden kun er en ubetydelig fodnote til bibelhistorien, går i sin simpelhed ud på, at den Abraham, som er troens fader for såvel jøder som kristne, tilmed gennem sit faderskab til Ismael, hvem han avlede med slavinden Hager, er arabernes og dermed muslimernes stamfader. Thi da Ismael sammen med sin moder blev fordrevet fra Abrahams hus, endte han til sidst i Arabien, hvilken nation han blev grundlæggeren af.

Læs mere…