Gennem Golius' arbejde var et betragteligt stykke islamisk litteratur på arabisk kommet indenfor vesterlandets synsfelt, og selv om kristne missionsforventninger ikke lå ham fjernt - han beskriver i forordet sit leksikon som en tolk, som skal formidle det bedste, som den arabisktalende verden besidder, til de kristne folk og omvendt bringe evangeliets lys til dem - så gjaldt hans eget arbejde dog i det væsentlige muslimske forfattere. Det var begribeligt, at fortolkere af det gamle testamente, hvis arbejde ofte fandt uoverstigelige hindringer for deres arbejde i og med det ringe omfang af det gamle testamentes skrifter og det deri indeholdte hebræiske ordforråd, foretog en seriøs undersøgelse af i hvilket omfang de kunne forvente hjælp fra det arabiske sprog og dets litteratur, som nu kom indenfor deres synsvidde [den såkaldte philologie sacra¸ den hellige filologi]. Ganske vist var der for [tekst]kritikken intet at hente i de arabiske bibeloversættelser, og kun lidet mere for fortolkningen. Men det overordentlig omfangsrige arabiske ordforråd kunne - i forsigtige fortolkeres hænder - vise sig som et nyttigt korrektiv, pga. det sproglige slægtskab mellem hebræisk og arabisk. Men først og fremmest måtte bibelfortolkere kunne forvente belæring fra de rige forråd i den alle vidensområder omfattende arabiske litteratur. Denne litteratur, som ligesom bibelen var opstået i østen, stillede i omfang og vigtighed hele den kristne litteratur i østen i skyggen. Således benyttede den - efter Golius - kendteste af Erpenius' elever, franskmanden Samuel Bochartus (1599-1667) sine arabiskkundskaber udelukkende med skriftfortolkning [bibelfortolkning] som formål. Men medens en Scaligers altomfattende viden havde ordnet store mængder af stof efter ledende synspunkter og havde lært at se stivnet historie i epokerne [se kap.12] så manglede det 17.århundredes barokke polyhistori ['alvidenhed'] værdige mål for erkendelsen. Fx indførte Bochart i sin Hierozoicon's ['De hellige dyr'] mægtige folianter alle de oplysninger om bibelens dyr, som han kunne samle sammen; i den brogede mosaik af kildesteder indtager udtog af Damiri's dyreliv, Qazwini's 'Aga'ib al-mahluqat ['Skabningernes mærkværdigheder'], Qamus (som Bochartus gennemlæste i sin helhed, da han i 1652 boede hos dronning Kristina af Sverige) og forskellige andre arabiske værker, som er opregnet efter fortalen, en stor plads . Hvor højt han satte værdien af disse arabiske bidrag, viser hans brev af 14.nauar 1666 til Jacobus Cappellus , professor i orientalske sprog i Saumur (og en søn af den ovenfor nævnte Ludovicus Cappellus), som han indtrængende anbefaler studiet af arabisk; som bevis [for dets værdi] anfører han en række bibelske dyrenavne, hvis betydning han kun havde kunnet bestemme ved hjælp af det arabiske. Mange af hans tydningsforsøg har holdt sig indtil nu [som værende rigtige]; men ikke få måtte igen opgives, når det viste sig at etymologi, [ordenes oprindelse og oprindelige betydning], er en upålidelig rådgiver og at spørgsmål vedr. sprogbrug aldrig kan afgøres udelukkende ved dens hjælp.