Erpernius' præstationer havde givet Nederlandene et så gevaldigt forspring på de arabiske studiers område, at de andre europæiske nationer, som [ønskede at] fremme de samme studier, først måtte forsøge at fuldkommengøre deres videnskabelige udrustning, før de igen tiltrådte kappestriden. Som følge heraf mærkede man snart alle steder, hvor man beskæftigede sig seriøst med studiet af det arabiske sprog, indflydelsen af de impulser som udgik fra Erpenius' indflydelse. Uden med hans grammatik som forbillede til efterligning, havde maroniterne Gabriel Sionita og Joannes Hesronita i Paris, som vi tidligere har mødt i følge med Savary de Brèves [se kap.13]), næppe fået i opdrag af denne sidste at skrive en arabisk grammatik. Af de fem bøger som værket (sikkert efter Erpenius' mønster) var beregnet til at skulle omfatte, udkom i 1616 den første bog, tilegnet kardinal J. du Perron og parlamentspræsidenten J. de Thou, - en 48 sider lang fremstilling af skriftlæren, trykt med Savary's fonte ; men så gik forehavendet i stå, og man benyttede Erpenius' grammatik, af hvis forkortede udgave man i året 1638 havde lavet et optryk, - igen med Savary's typer, og vel under Sionita's tilsyn . Herefter skulle de to maroniter, på du Perrons og de Thous foranledning - Savary trak sig tilbage til privatlivet i 1618 - oversætte arabiske og chaldæiske værker til latin, og begyndte - på Thous tilskyndelse (som heri fulgte et tidligere forslag af Scaliger) - med oversættelsen af et udtog af Idrisi's Rogerbog, som i 1619 udkom under titlen Geographia Nubiensis [se kap. 13]; som tillæg fulgte en kort traktat af de to oversættere 'De nonnullis orientalium urbibus nec non indigenarum religione ac moribus' ['Om en del orientalske byer og samt de indfødtes religion og sæder'], hvori allehånde oplysninger - fra sene kilder - om lande og indbyggere i østen, deres klædedragt, mad og drikke, deres sprog og litteratur, såvel som om den islamiske religion, dens regler og dogmer er sammenstillet. Men derefter gik også dette projekt i stå. Blandt franskmændene selv fandtes der dengang knap nogen som kunne arabisk. Godt kendskab til sproget havde fx den franske chargé d'affaires i Ægypten, André du Ryer. Han var den første, som oversatte koranen til fransk, ledsaget af en Sommaire de la religion des Turques ['Oversigt over den tyrkiske religion']. Hans ikke særlig præcise oversættelse udkom første gang i 1647; da den blev meget efterspurgt udkom den i mange udgaver og genoptryk, indtil den blev fortrængt af Savary's oversættelse. Desuden blev den allerede i 1649 oversat til engelsk af Al. Ross, og i 1658 til hollandsk af J.H.Glazemaker. Fra denne hollandske version er den tyske oversættelse afledt, som findes i Happels Thesaurus Exoticorum ['Eksotiske Skatte'], udkommet i Hamborg i 1688. I selve Paris fungerede Pierre Duval som kongens tolk. Hvor dilettantisk han gik til værks, viser hans Dictionarium Latino-Arabicum Davidis regis ['Kong Davids Latinsk-Arabiske Leksikon'] fra 1632, som er en alfabetisk fortegnelse over alle sætninger i den latinske oversættelse, hvormed Victor Scialach og Gabriel Sionita ledsagede den arabiske udgave af Davids Salmer, som de udgav i 1614. Duval så i dette register et hjælpemiddel til brug for mundtligt og skriftligt arabisk, og viste ved to øvelseseksempler, sammensat af salme-floskler, hvorledes han tænkte sig denne kuriøse ordbog anvendt. Da kardinal Richelieu nogle få år senere - [helt] på linie med den traditionelle franske orientpolitik - skrev en katekismus til brug for orientalske kristne, måtte en kapucinerpater i Bagdad, Juste de Beauvais, sørge for oversættelse af den franske original til arabisk; da denne oversættelse skulle trykkes i Paris, var man igen henvist til Sionita og en anden maronit, over hvis skødesløshed der klages jammerligt i forordet til bogen, da den endelig udkom i 1640 . Sionitas medvirken viste sig også uundværligt ved det store projekt med Pariser Polyglotten, hvis 10 bind udkom i 1645; han aftrykte den arabiske bibelversion efter et håndskrift, som Savary havde erhvervet i Kairo i 1606 og vedføjede en latinsk oversættelse. Han sørgede endvidere for den syriske version i originaltekst og oversættelse. Først i 1640 lykkedes det at hente en yngre landsmand til Sionita, maroniten Abraham Ecchellensis (al-Haqlani, 1604 - 1665) , som var tolk for paven og lektor i arabisk og syrisk i Rom, til Paris . Han var her fra 1640 til 1641 og igen i 1645 til 1653, fandt anvendelse som tolk for kongen og underviste i arabisk og syrisk på universitetet. 1641 udgav han et uddrag af Maqasid hikmat falasifat al'Arab [ca.: 'Intentioner i arabiske filosoffers visdom'] af Qadi-Mir Husain al-Maibudi, under titlen Synopsis propositorum sapientiae arabum phjilosophorum ['Sammenstilling af temaer fra de arabiske filosoffers visdom'] . i 1646 udkom hans ordrette - næsten uforståeligt ordrette - oversættelse af Zarnuji's Ta'lim al-muta'allim ['De lærdes undervisning'] og hans bog om Antonius den store , som ligeledes var skrevet ud fra arabiske kilder. 1651 fortsatte han med den arabiske tekst til en ganske kortfattet verdenskrønike - indtil året 1259 - af kopteren Ibn ar-Rahib . Efter at han havde forladt Paris, fortsatte han sit mangesidige skriftlige virke: sammen med matematikeren Borelli udgav han V. - VII. bog af Apollonius af Perga's Conica ['Om kegler, keglesnit'], som kun findes på arabisk [de første fire bøger findes på græsk, VIII.bog er tabt] samt Archimedes' Lemmata [om plangeometri] i latinsk oversættelse . Også den syriske filologi kan takke ham for nogle bidrag. Men først og fremmest lod han sit forfatterskab tjene den romerske kirkes unionsbestræbelser og forfattede, sammen med Leo Allatius (Leone Allacci) en Concordantia nationum orientalium in fidei Catholicae dogmatibus ['De orientalske kirkers overensstemmelse(r) med den katolske tros dogmer']. Ligeledes forsvarede han Roms kirkeretslige anskuelser og vendte sig polemisk mod den fremstilling af den gamle kirkehistorie, som englænderen John Selden og schweitzeren J. H. Hottinger havde givet.

Også i Rom, hvor man først og fremmest studerede arabisk med henblik på unionsbestræbel-serne, udfoldede man her fra 20'erne og fremefter en stærk litterær virksomhed, - som ganske vist helt igennem udfoldede sig inden for den arabiske nationalgrammatiks traditionelle rammer. I 1620 offentliggjorde minoritten Franciscus Martelottus, på Paul V.'s befaling, sin omfangsrige Institutiones linguae Arabicae ['Grundbegreber af det arabiske sprog'] og behandlede heri, for første gang, syntaksen indgående. Denne fremstilling fulgte de Sacy [(1758 - 1838), se kap.28], da han - udover at fremstille syntaksen efter europæisk mønster - også ville beskrive den efter de arabiske grammatikeres system. Fire år senere fulgte, under samme titel, en noget svag sammenfatning, som den syriske jesuit Petrus Metoscita havde skrevet sammen fra nationalarabiske grammatikker. I 1631 udgav minoriten Thomas Obicinus a Novaria (Tommaso Obicini, død 1633) for fjerde gang Agurrumiya [se kap.13], med en god latinsk oversættelse og udførlige anmærkninger . Thomas Obicinus havde tilbragt ti år i orienten, som varetager af Forløserkirken i Jerusalem fra 1614 eller 1615, og var så blevet lektor i orientalske sprog ved klosteret S.Pietro in Montorio i Rom . Desuden oversatte han (på nær de sidste tre kapitler) et arabisk-syrisk ordfortegnelse ordnet efter emner, Kitab at-targuman fi ta'lim lugat as-Suryan ['tolkens bog, ved instruktion i det syriske sprog'] af nestorianeren Elias Bar Sinaya til latin, ret mangelfuldt dog; tekst og oversættelse blev først udgivet efter hans død - og uden at nævne den syriske forfatter - i året 1636 af hans elev og efterfølger Dominicus Germanus de Silesia (1588-1670) under den misvisende titel Thesaurus Arabico-Syro-Latinus ['Arabisk-Syrisk-Latinsk ordsamling']. [Samme] Germanus de Silesia var ved et fireårigt ophold i østen blevet overbevist om, at en missionær først og fremmest måtte kende til folkesproget, og han offentliggjorde i øvrigt samme år sit eget værk Fabrica overo Dittionario della lingua volgare arabica et Italiana ['Redskab eller Ordbog over det arabiske og italienske dagligsprog'], som trods titlen ikke er en ordbog men en temmelig værdiløs indføring i det vulgærarabiske sprog, - og lod et lige så ubetydeligt italiensk-latinsk-arabisk vokabular, Fabrica linguae Arabicae ['Redskab i det arabiske sprog'], følge i 1639. Senere, da han virkede som missionær i Persien, studerede han persisk og tyrkisk og skrev en Introductorium practicum in linguas Arabicam, Persicam, Turcicam ['Praktisk indføring i det arabiske, persiske og tyrkiske sprog'], som ligesom de fleste andre af hans værker ikke er udkommet på tryk . Også hans storværk, en kommenteret oversættelse af koranen til latin, som han udførte midt blandt de rige håndskriftsamlinger i biblioteket på Escorial efter sin hjemkomst fra østen (efter 1650), er aldrig blevet trykt og den blev nogle få årtier senere i den grad stillet i skyggen af Lodovico Maracci's - det 17.århundredes største arabisk-kyndige [se kap.20] - koranoversættelse, som var ledsaget af en udførlig gendrivelse [af dens lærdomme], at forgængerens værk snart blev glemt fuldstændigt.

Omkring den tid hvor Germanus de Silesia endnu var lektor i arabisk i Rom, udgav hans ordens generalprokurator, Filippo Guadagnoli, en ny arabisk grammatik under titlen Breves arabicae linguae institutiones (1642) ['Kortfattet grundlag i det arabiske sprog'], som bestræbte sig på fuldkommenhed og også omfattede metrikken [læren om versemål], idet den optog Hazragiya. Allerede 8 år senere foranledigede de mange vanskeligheder som modsætningen mellem skrift- og talesprog gav for indlæringen af arabisk en anden minorit, Antonius ab Aquila, til påny at behandle den arabiske grammatik, og ([ganske vist] på helt utilstrækkelig måde) sammenstille det skriftlige arabiske og det talte arabisk . Antonius ab Aquila var efter 10 års missionsarbejde i østen blevet lektor i arabisk ved sin ordens kollegium i Rom.

Medens det arbejde, som i Italien blev gjort med den arabiske grammatik mellem 1620 og 1650 [således] ikke bragte noget væsentligt fremskridt i den videnskabelige erkendelse, var der i samme tidsrum en anden italiener, Antonius Giggeius, som med større udbytte dyrkede den arabiske leksikografi. Hans Thesaurus linguae Arabicae ['Ordbog over det arabiske sprog'], som i 1632 blev trykt i Milano i 4 folianter, på kardinal Federigo Borromei's bekostning , er ifølge Golius' [se kap.16] opgivelser i hovedsagen bygget op over Firuzabadi's Qamus ['Ordbog'] og gjorde [dermed] for første gang vesten bekendt med indholdet af en stor nationalarabisk ordbog. Men den blev allerede tyve år senere overgået af Golius' Lexicon Arabico-Latinum, hvis fortrin beviser, at også på den arabiske leksikografis område var den hollandske skoles udgivelser ikke lette at overgå.