I Frankrig var der blandt dem, som Postel introducerede til det arabiske, ingen ringere end Joseph Scaliger (1540 - 1609), i hvem ikke blot den klassiske filologi ser én af sine store mestre, men som også som orientalist ikke har sin lige blandt sine samtidige. For det arabiske sprogs skyld levede Scaliger endog en del af året 1562 sammen med sin særling af en lærer, og man kan ligefrem betragte ham som den egentlige arving til den udstrakte viden, som Postel havde erhvervet sig i de forskelligste sprog. Ganske vist mærkede han snart, at Postel ikke var så godt hjemme i det arabiske, som han gerne ville have man skulle tro, og at han ikke beherskede noget sprog overhovedet fra grunden af. 'Postellus excellens philosophus, cosmographus, mathematicus, historicus, stultus, linguarum non ignarus, sed nullius ad unguem peritus' ['Postel, en fremragende filosof, kosmograf, matematiker, historiker, tåbe, ikke ubekendt med sprog, men ikke fuldkommen expert i nogen [af dem]'], med disse ord sammenfattes hans dom over ham i den første samling af hans Udsagn . Det var ham heller ikke ubekendt, at Postels grammatik i det væsentlige var en oversættelse af de arabiske nationalgrammatikker . Det undgik heller ikke hans skarpe blik, at slægtskabet mellem arabisk og hebræisk ganske vist hjælper den, som kender dette sprog til den første begyndelse, men intet gavner, når det gælder en dybere indtrængning i sproget, hvor der behøves andre hjælpemidler ; lige så lidt delte han Postels fantastiske tro på orientens mystiske visdom: han vidste, at 'ikke al visdom var hos kaldæerne og i orienten, men at også menneskene i vesten eller i norden var fornuftbegavede væsener. ' Men hans lærers missionsiver var ham helt fremmed, og enhver tanke om at stille sine sprogkundskaber i den kristne religions tjeneste, stod ham ligeså fjern. For ham drejede det sig om den historiske sandhed; havde han først fundet en værdig genstand for sine forskninger, så arbejdede han med alle til rådighed stående midler, nøgternt og fordomsfrit, på at fastslå de faktiske forhold. Det mest strålende eksempel på det, er hans hovedværk De emendatione temporum ['Om forbedring af kalenderen'] , - et resultat af hans videbegær, som voksede ud af den forundring [over tingene], som er begyndelsen til al filosofi. For ganske vist havde mange før ham med bedrøvelse konstateret, at år og dag for verdenshistoriske begivenheder, fx slaget på de katalauniske marker eller Karl Martells sejr over saracenerne, ikke længere kunne fastslås med sikkerhed, eller at man selv for en langt senere tids vedkommende, fx kunne strides om den præcise dato for osmannernes indtagelse af Konstantinopel . Men det var først Scaliger, som hævede kronologien fra at være et stykke praktisk håndværk, til rang af en videnskabelig disciplin, - ved ikke blot at samle alle tilgængelige kalendere fra alle lande og tider, ordne dem, beskrive dem, bestemme deres forhold til [vores] julianske kalender og gøre dem praktisk anvendelige ved methodisk sammenligning, synkronisme, - men også ved at belyse disse kalenderes og tidsregningers indre principper, så man kom til at forstå epoker og æra'er som historiens sjæl, indre væsen. Hans fremstilling, som hæver sig til en videnskabelig verdensbetragtnings højder, bruger alle tilgængelige kilder; han benytter den græske og latinske litteratur, indskrifter, (som fx Monumentum Ancyranum, som Busbeck havde gjort kendt, s. 449b) og den græske del af den græsk-palmyrenske tosprogede tekst fra Rom (s. 427b) og han bruger informationer fra græske mønter, hvor Alexander fremstilles med horn, til at forklare udtrykket Dhu'l-Qarnain [Ham, med de to horn] (s.425); han er fortrolig med de middelalderlige krønikker og er særligt interesseret i de kronologiske problemer i den tidlige frankiske historie; han er lige så velorienteret i den samtidige litteratur; de spanske og portugisiske opdagelsesrejser er han lige så fortrolig med, som deres missionærers beretninger om forindien, Kina og Amerika. Han kender venetianeren Marco Polos rejser, værdsætter Leo Africanus' Descrittione dell'Africa ['Beskrivelse af Afrika'] og har læst Benjamin von Tudela's rejsebeskrivelse i en latinsk oversættelse af Arias Montanus. Han bruger Fr. Alvarez' dagbog over sin rejse til Abessinien, citerer et brev, hvor den portugisiske jesuit Aloisius Froes (Luis Frois) beskriver det japanske nytår (s. 118d) og bruger Historia de las Indias af jesuiten Franc. Lopez Gomara til den mexicanske kalender. Hertil kommer den fylde af orientalske kilder, som han - takket være sine mangesidede sprogkundskaber - kunne inddrage. Hans kendskab til de jødiske, rabbinske, skrifter gør ham det muligt at trække på mischna og på Maimonides' og Josef ben Ascher' liturgiske bøger, såvel som på bibelkommentarer af David Kimchi, Gersonides og Arama, - eller den franske jødiske menigheders liturgier og kalendere. Han kan læse både den aramæiske oversættelse af det gamle testamente, den såkaldte Targum, såvel som det syriske nye testamente (s.549b). Han er tilstrækkeligt bevandret i ætiopisk til at kunne bruge den ætiopiske oversættelse af det nye testamente, som var udkommet i 1548 og kunne konstatere, at den tekst som er brugt til Apostlenes Gerninger ikke er ægte, men stammer fra udgiveren Petrus Aithiops (Tasfa Sejon) (s.682a). Af arabiske oversættelser havde han 3 (s. 240b, 505d, 553d), i sin samling af orientalske håndskrifter, som han senere overlod til biblioteket i Leiden. Selv om der kun stod begrænsede og nødtørftige materialer til hans rådighed på det orientalske område, så gjorde han dog bedst mulig brug af dem og foretog personlige forespørgsler, hvor hans materialer var utilstrækkelige. Fx udvekslede han breve med den jakobitisk patriark Ignatius af Antiokia, som var i Rom fra slutningen af 1577, med henblik på unionsforhandlinger , og som interesserede sig levende for kronologiske spørgsmål. - Men man må i denne sammenhæng ganske vist også huske på, at Scaliger arbejdede med et område, som dengang havde stor praktisk interesse og betydning, idet den reform til forbedring af den julianske kalender, som Aloisius Lilius havde udarbejdet, og som pave Gregor antaget, samt den [påfølgende] indførelse af den såkaldte gregorianske kalender havde tiltrukket sig en offentlig opmærksomhed, langt ud over de snævre faggrænser, og havde ført til livlig debat. - På flere steder i sit værk, bringer Scaliger oplysninger i arabisk original, som han takker denne ophavsmand [Ignatius] for - samt priser ham i høje vendinger; fx skylder han ham de 12 dyrenavne i den østasiatiske årscyklus , som Scaliger bringer på syrisk, arabisk, tyrkisk, persisk og i 'chatai og jeguraei''s sprog, - ligesom en forklaring af Aera martyrum (s. 495f) . Scaliger henvendte sig også til samaritanerne i Nablus [Bethlehem] og i Kairo ; de sendte ham fra Kairo en kalender for året 1584, som han har aftrykt i sit værk (ss. 657 - 669)  i samaritansk skrift og som han omtaler, dog ikke uden frimodigt at indrømme dette første forsøgs mangler, og henvise kommende Palæstinarejsende til at være på udkig efter samaritanske bøger og specielt efter deres udgave af de 5 mosebøger. Fra Kairo fik han også - formidlet ved en italiensk købmand (s. 705a, 240c) - en ætiopisk præsts optegnelser vedrørende den ætiopiske, den koptiske og den antiokenske kirkes kalendere. Skønt han ofte klager over denne mellemmands uvidenhed og efterladenhed, så hviler dog fremstillingen af disse tre kirkers kalendervæsen i det væsentlige på hans opgivelser. Ham kan Scaliger takker for den ætiopiske kalender, som han har optaget i sit værk, og trykt i originaludgave, i hebræisk transskription samt i latinsk oversættelse, - med udførlige noter (s. 670f), - ikke uden at have bedt læseren undskylde udeladelser og fejl (s. 704c). Denne præst har også afskrevet den antiokenske kirkes kalender for året 1578 for ham (s. 718a), som han bringer i arabisk original (i træsnit) og ledsager med latinsk oversættelse og anmærkninger (s. 708 - 720). Vanskeligere var det ham at finde oplysninger om den islamiske tidsregning. Ganske vist kendte han værker af Abu Ma'sar, al-Qabisi, og al-Battani i latinsk oversættelse, såvel som de alfonsinske tavler, men bortset fra koranen, som han havde læst, havde han kun nogle få sene værker til sin rådighed , som ikke gav ham meget til sit formål. På et tidspunkt fik han en mærkværdig persisk kalender i hænde; men forgæves bestræbte han sig på at forstå dens opbygning, og også da han i 1583 viste den til en benediktinermunk i Toulous, som var tidligere muslim og talte godt arabisk, fandt han ikke tilfredsstillinde oplysninger; ikke desto mindre lykkedes det ham at give en korrekt fremstilling af Hijra-dateringen og korrekt at omregne islamiske dateringer til år og dag efter den julianske kalender; han kunne påvise flere fejl i de synkronismer , som var blevet sammenstillet af Leuclavius i Annales Turcici eller af Martin Crusius i Turcograecia, uden [dog] dermed at miskende disse to mænds fortjenester, som han fuldt anerkendte (s.764a,c); også om seldsjukersultanen Alp Arslan's kalenderreform og den efter ham opkaldte Galali-kalender, viser han sig velunderrettet. Men medens den dybe historiske baggrund for den klassiske oldtids og den kristne verdens kalender bredes ud for læserens øjne, ligger der endnu en tæt tåge over de islamiske folks baggrund, - en tåge som selv ikke Scaligers geniale forskerblik formåede at gennemtrænge.

Også den Manilius-kommentar , som udkom i 1579, og i forbedret udgave i 1600 , og hvor Scaliger - udover at give en elementær forklaring af digtet - også har givet et omrids af den græske astronomi og astrologi, vidner om udstrakte orientalske studier. Her har han fx en ekskurs De quarundam stellarum arabicis appellationibus ['Om nogle stjerners benævnelse på arabisk'] (s.428 - 442), og han giver de arabiske og hebræiske navne på dyrekredsens tegn (s.459) og planeterne (s.460), og gengiver - fra Ibn Ezras Rêshit hokma ['Visdommens begyndelse'] - en beskrivelse af den persiske, indiske og barbariske [himmel]sfære, hvor han har genindsat (s.336 - 347) de græske stjernenavne , som forsætligt var blevet slettet i hans forlæg. Disse orientalske studier har Scaliger fortsat langt op i sin høje alder, og selv om han udmærket var klar over grænserne for sin viden og indsigt på dette vanskelige område, betragtede han sig med rette som sit århundredes fremmeste orientalist. Kun hvad angår den hebræiske filologi, som indtog en særstilling, pga. dens forbindelse med teologien, blev han overgået af sin yngre samtidige Buxtorf , som ikke blot var hjemme i hele den rabbinske litteratur, men først og fremmest, som den første, løsrev sig fra den nationaljødiske grammatiks spændetrøje og behandlede det hebræiske sprog i humanistisk ånd efter sunde, metodiske, filologiske grundsætninger. Og samtiden - for så vidt som den ikke var forblændet af had til huguenotterne - anerkendte Scaligers betydning. Thomas Erpenius [se kap.14], som få år efter Scaligers død satte den arabiske filologi på et solidt metodisk-grammatisk grundlag, gjorde sig selv ære, da han uden misundelse anerkendte sin forgængers fortjenester og kaldte ham primus Arabisantium [den første, blandt de arabisk-studerende].