Den tanke om [muhammedaner]mission, som havde ført til oversættelsen af koranen og til beskæftigelsen med arabisk sprog, kom i det 13.århundrede til fuld udfoldelse i den virksomhed som vandreprædikanter fra de dominikanske og franciskanske tiggerordner udfoldede. Bekæmpelse af kætteriet med prædiken, belæring og religionssamtaler som middel, nødvendiggjorde beskæftigelse med modpartens doktriner samt indlevelse i hans argumenter, og det måtte man tage hensyn til allerede under ordensmedlemmernes uddannelse, som dermed fik et lærd præg over sig. Ganske vist fandt man det ikke nødvendigt at beskæftige sig med kilderne i originaltekst, men nøjedes med oversættelser, hvis utilstrækkelighed allerede Roger Bacon (ca. 1214 - 1294)  havde påpeget. Selvom Bacon gik for vidt, når han fx hævdede at det var Hermannus Alemannus' saracenske hjælpere, som var ansvarlige for hans oversættelser, eller at Michael Scotus kunne takke en jødiske konvertit Andreas for sine oversættelser , så er det dog en given sag, at selv i den europæiske blomstringstid for arabiske studier var oversættelsernes pålidelighed stærkt indskrænket pga. anvendelsen af konvertitter, som nok kunne arabisk, men enten ikke kunne latin, eller også kun kunne det i utilstrækkelig grad. Men Bacon var langt forud for sin tid, med sit krav om, at man skulle studere græsk, arabisk, hebræisk og kaldæisk, hvor man ellers stillede sig tilfreds med informationer på anden eller tredje hånd. Da [fx] dominikanerne - vel på foranledning af Raymundus Pennafort (død 1275), som var ansvarlig for jøde- og muhammedanermissionen - ville skabe en håndbog til brug for de ordensbrødre, som stod i det praktiske missionsarbejde, blev denne opgave ikke overdraget fx en missionær, som af egen erfaring kendte arbejdsforholdene og som var sprogkyndig, men derimod den katolske kirkes største skolastiker, Thomas af Aquinas [1225 - 1274]. Han skrev (omkring 1260) sin Summa contra gentiles ['Hovedpunkter [af teologien, rettet] mod hedningerne']. Ikke engang til arbejdet med omvendelse af hedningerne anså man kendskab til fremmede sprog for uomgængeligt, [for] netop på det vigtigste arbejdsområde, jøde- og muhammedanermissionen i Spanien, kunne missionæren, pga. befolkningens to-sprogethed, klare sig ganske godt med det romanske folkesprog. Hvor langt kendskabet hertil rakte, også i ikke-kristne kredse, viser for muslimernes vedkommende de arabiske ord i Ibn Qozmans (død 1160) strofedigte, og for jødernes vedkommende, de arabiske og kastilanske floskler i Jehuda hal-Lewi's (død 1141) diwan. [diwan, - digtsamling]. Og også de som missionerede i de områder i den nære orient, som stod under kristent herredømme, - i islamiske områder umuliggjorde lovene om frafald fra troen i længden en seriøs missionsvirksomhed - kunne udmærket klare sig ved hjælp af en tolk. Under disse forhold blev det overordentlig få som kunne arabisk eller et andet orientalsk sprog . Blandt de som kunne, står den spanske dominikaner Raymundus Martini  højt. Han viser sig i sin Pugio Fidei adversus Mauros et Judaeos   ['Troens dolk mod maurere og jøder'] som en fremragende kender af arabisk og hebræisk sprog. I dette værk, hvormed han ville give sine ordensbrødre et redskab til at forsvare de kristne dogmer, specielt mod deres jødiske modstandere, diskuterer han især de jødiske indvendinger mod at Jesus skulle være Messias ['Kristus'] og mod treenighedslæren og han citerer i den forbindelse i grundtekst [hebræisk] og oversættelse, ikke kun af det gamle testamente, men også fra de rabbinske talmudiske skrifter, fra mischna og midrash lige til Raschi (død 1105) og Kimchi (død 1235). For at bevise at Maria var en profet, påberåber han sig  også de steder i koranen , som omtaler Jesu moder og han citerer fra Buharis og Muslim's  kanoniske samlinger den tradition, som siger, at enhver nyfødt, undtagen Maria og hendes søn, bliver berørt af djævelen. Medens han her kun af og til tager hensyn til koranen og til traditionen, er han tydeligvis under kraftig indflydelse af Gazali [1059 - 1111] og andre islamiske tænkere i den første del af dette værk, som ganske vist kun udgør en tiendedel af det hele værk, men som diskuterer forskellige filosoffers læremeninger og kritik af de vanlige forestillinger om Gud, verden og udødelighed. Straks i det første kapitel støtter han sig til en lang redegørelse fra Gazalis (død 1111) al-Munqid min ad-dalal ['Befrieren fra Afvejene'] ; fra samme skrift, samt fra Tahafut al-falasifa ['Filosoffernes Forvirring'] og fra et Epistula ad amicum ['Brev til en ven'] stammer det 5.kapitels skældsord mod filosofien . Tahafut citeres også ellers flere gange ; desuden kender Raymundus Gazalis Mishkat al-anwar  ['Lys-Nichen'] og Mizan al-'amal ['Gerningernes Bedømmelse']  . Fra Ibn Sina's ([Avicenna], død 1037) Isharat ['Tegn,Anvisninger'] bruger han en skildring af glæderne i Paradis  og en gendrivelse af Galens (død 199) sjælelære. Selv Ibn Rushd ([Averroes], død 1198), som forsvarede filosofien mod Gazali, og hvis aristotelisme dengang fandt mange tilhængere i vesten, kommer gentagne gange til orde, fx under redegørelsen for Guds alvidenhed ; også [Raymundus'] 25.kapitel  om spørgsmålet Utrum Deus cognoscat singularia ['Om hvorvidt Gud erkender det enkelte'] stammer i det væsentlige fra en sendebrev af Ibn Rushd; et andet sted nævnes hans kommentar til Ibn Sina's Urguza  [et medicinsk digt]. Et skrift af Razi (død 925) leverer argumenterne mod verdens uforgængelighed  og Fahraddin ar-Razi (død 1209) nævnes et sted i forbigående . At Raymundus Martini var i stand til at skrive et grammatisk upåklageligt arabisk, kan ses af hans polemiske efterligning af en sura i koranens stil .