De kredse, som i det 12.århundrede arbejdede på en åndelig, idémæssig, diskussion eller opgør med islam, kan vi også takke for vesterlandets første bidrag til den arabiske leksikografi ["Ordbogsvidenskab"], det ufuldendte Glossarium Latino-Arabicum [Latinsk-Arabisk ordfortegnelse]. Hverken forfatternavn, oprindelsessted eller -år er overleveret, men indholdet viser, at det er forfattet i det kristne Spanien, og man tager næppe fejl, hvis man regner med, at ideen til et sådant projekt skyldes en højerestående gejstlig, som dermed har villet skabe et redskab for muhammedanermissionen. Som grundlag valgte den ukendte forfatter en almindeligt brugt samling af ordforklaringer fra den daværende højere undervisning, en efterkommer af Liber glossarum ['Ord-bog'], og han gav ordre til at oversætte denne ordfortegnelse, - halvt ordbog, halvt realleksikon, - til det arabiske skriftsprog. Oversættelsens sproglige karakter viser, at den er udfærdiget af en mand, som talte flydende arabisk, og man har derfor formodet, at han stammede fra kredsen af mozarabere (musta'rib, 'arabiseret' [et participium af 'arab', araber]), altså fra de spanske kristne, som under det muslimske herredømme havde tilegnet sig de fremmede erobreres sprog og kultur. Derimod manglede han både et tilsvarende kendskab til det latinske og en klar forståelse af forskellen på en oversættelse og så en forklaring af et sagforhold. Derfor holder han sig til den latinske ordforklaring, i stedet for at gengive det latinske opslagsord med det tilsvarende arabiske ord: Fordi [fx.] opslagsordet modulatio, 'melodi' [i den oprindelige Liber glossarum] forklares ved dulcedo vocis [stemmens sødhed], skriver han gina hulw, 'sød sang' efter opslagsordet; fordi [fx] ordforklaringen til 'fistula' (vandrør) er 'aquaeductus de plumbo' [vandledning af bly] oversætter han med qanawat ar-rasas allati yagri fiha al-ma', 'blyrør, hvorigennem vand løber'. Og han begår ofte fejl: ordforklaringen til 'vescor' (at nyde) er 'pasco (læs: pascor) [spise,nyde] manduco [spise/ædedolk] comedo spise/en forslugen]' - oversætter han med 'akul', 'slughals', fordi han opfatter de to sidste ord som navneord. Da han ikkekendte opslagsordets betydning opdagede han tit heller ikke, at ordforklaringen var fejlagtig: det fra Vergils Æneide VII, 277 stammende udtryk alipes 'med bevingede fødder' blev forklaret med 'equus velox' [hurtig hest], for denne vor oversætter forefandt i sit forlæg kun alipes equus og skrev derfor faras 'hest' bagved. Ordforklaringen 'angina (halsbetændelse) tubera (bylder)' var blevet fejlskrevet som 'angina taberna', - derfor oversatte han med 'hanut', 'knejpe'. - Da det eneste håndskrift vi har overleveret, som regel udelader den latinske forklaring, når der står en arabisk equivalent på stedet, så kan hans fejloversættelser som regel kun gennemskues, når de latinske ordforklaringer er os bekendt andetstedsfra, fra den øvrige ordforklaringslitteratur [Glossarier]. Her kommer først og fremmest det righoldige materiale i betragtning, som er sammenstillet af G. Goetz i Corpus Glossariorum Latinorum (CGL) ['Samling af Latinske Ordfortegnelser'] og mønstergyldigt belyst af udgiveren i hans Thesaurus Glossarum Emendatarum ['Ordbog over fejlskrevne gloser']. Når den ukendte forfatter fx oversætter feniceum, 'purpurrød' med 'wardi', 'rosenrød', så stemmer dette med ordforklaringen CGL V, 381, 27 phoeniceum roseum. Det gådefulde 'Kaua bucina qirn' [sic!] finder sin forklaring gennem CGL IV, 432, 19, for her beskrives nemlig det i Æneiden VI, 171 forekommende 'cava concha' 'hul muslingeskal' ved ordet bucina, horn, og dette har oversætteren gengivet med [det arabiske] 'qarn'. Den sælsomme omskrivning af 'migma', 'trængsel' - hvormed Hieronymus i Esajasbogen 30.24 gengiver det hebræiske 'belil' - ved 'gubar at-tibn ma' al-husala', 'støv fra hakkelse med hvedemelsrester', bliver forståelig gennem CGL, VI, 699: palea minuta cum frumento permixta 'småtskåret, med korn blandet hakkelse'. 'Patriarcha' gengiver han ikke med 'bitriq', men derimod efter 'patrum princeps' (CGL, VII, 55) med 'ra'is al-aba'. - Denne afhængighed, som oversætteren stod i til ordforklaringerne, er hovedkilden til de mangler, som hefter ved hans arbejde og heraf forstås det, hvorfor han snart ophober synonymer - til 'conquasso' giver han ikke mindre end 16 arabiske ækvivalenter - snart, omvendt, gengiver de forskelligste ord med det samme arabiske ord. Her må fx 'hizana' ['skatkammer'] gøre det ud for apotheca, cellaria, penum, promtuarium, [forsk. latinske ord for 'rum, lagerrum'] og i pluralis også for 'gaza'; 'qurban' gengiver 'holocaustum', 'libamen', 'sacrificium', 'victima' og endda 'conventiculum' [forsk. latinske ord for 'offer']; 'kafir' [vantro] skal ikke blot betyde 'infidus' og 'infidelis' [vantro], men også 'incredulus', 'perfidus', 'praevaricator', 'sacrilegus' og 'crudelis' ['ikke-troende, uredelig, anklager (jur.), skænder og grusom']. Oversætteren retter sig også efter forbilledet i ordfortegnelserne deri, at han stiller sig tilfreds med det nærmeste overordnede begreb, når han ikke har et synonym eller en omskrivende forklaring til sin rådighed. Fx gengiver han 'academicus' med 'failasuf' 'filosof' eller gengiver både 'Falernum' 'Falerner', 'Lyaeum'  'Sorgstiller' og Bacchi latex   'Bacchus' væde' [3 forsk. sorter vin] med 'hamr', 'vin'. Disse mangler forstærkes ved den ubehændige måde der oversættes på, når det ordrette af og til fører til meningsløshed, fx når 'legifer' 'lovgiver' omskrives med 'hamil kitab' 'bærende en bog', eller 'chirographum' 'gældsbrev' med 'kitab dikr hagg', 'bogen som nævner retten'. Det kan ikke undre, at oversætteren, som en kristen, ikke er fortrolig med det specielt islamiske ordforråd med sin faste terminologi, men også i gengivelsen af kirkelige fagudtryk er skævheder ikke sjældne: 'minbar', 'talerstol, prædikestol' og 'kursi', 'sæde', behandler han som synonymer og anvender dem ligeligt for 'analogium', 'cathedra'¸ og 'sedes' [omtr.: læsepult, katheder, stol]. 'Cimiterium, 'begravelsesplads' gengiver han ved 'dair', 'kloster'; for 'voluptas', 'vellyst', giver han valget mellem den klodsede omskrivning 'hawa lahmi dunyawi', 'kødeligt jordisk begær' og så 'irada', 'vilje'. Lægger man hertil, at han ikke fik fuldført sit arbejde, men efterlod ca. en tredjedel af de hen ved 11.000 stikord uoversat, så bliver det forståeligt, at et værk behæftet med så mange både indre og ydre mangler ikke fik nogen udbredt virkning.

Værket er kun overleveret i ét håndskrift, "codex 231 Scal.", i biblioteket i Leyden, og på grundlag heraf udgivet af Chr. F. Seybold, Glossarium Latino-Arabicum ex unico qui exstat codice Leidensi decimo saeculo in Hispania conscripto nunc primum edidit…. [Glossarium Latino-Arabicum, for første gang udgivet efter det eneste eksisterende eksemplar, i Leyden, nedskrevet i Spanien i det 10.årh….] (Tillægsbind til ZA 15-17) XX, 574 S. og 1 tavle, Berolini 1900. Den på titelbladet angivne aldersbestemmelse er ubegrundet: håndskriftet, som er ødelagt på forsiden, og skrevet dels på pergament, dels på papir, bliver af kendere (s. Dozy, Suppl. I, VIII og C.A:Nallino, Al-Battani Opus astronomicum I, 291) anslået til at være fra det 12.århundrede. Som Dozy, Suppl. 1, IX, har vist, - ved at pege på nogle oplagte skrivefejl, - er manuskriptet ikke det autografiske værk [forfatterens eget, først nedskrevne eksemplar]. Den fejl, at der ved opslagsordet '(h)abitudo' (uden latinsk ordforklaring) bliver givet en arabisk ækvivalent, som egentlig hører til det følgende opslagsord '(h)abitus', og at derfor den latinske ordforklaring ikke er slettet bag det tilsyneladende uoversatte opslagsord 'abitus ', viser endvidere, at han som skrev dette håndskrift, med vilje udelod de latinske ordforklaringer, når der blev givet en arabisk oversættelse. Men afstanden i tid mellem dette håndskrift og originalen er dog næppe særlig stor, for også i den os overleverede form gør værket endnu et alt for uensartet indtryk.

Til støtte for den ofte ytrede mening (s. Seybold, s. XVIII), at oversætteren må være en til kristendommen konverteret jøde, kan man ikke påberåbe sig den halve snes hebræiske tilføjelser i hebræisk eller arabisk skrift: - de hidrører fra en senere bruger. Heller ikke de hebræiske navne på ædelsten (fra 2.mosebog 28.17-20, i arabisk transkription) som afskriveren har indføjet i begyndelsen beviser noget, da hele den (af Seybold medudgivne) tilføjelse intet har med glossariet at gøre. [Direkte] imod ovenstående antagelse taler derimod afgørende den måde, hvorpå de ikke sjældne hebræiske fremmedord behandles på: en jøde havde med sikkerhed vidst at forbedre det fejlskrevne og fejlplacerede nanzer til mamzer.

Seybolds udgave er hovedsageligt en gengivelse af håndskriftet: den latinske tekst har han med vilje gengivet nøjagtigt efter håndskriftet, med alle dens fejl og orthografiske ejendommeligheder; de i anmærkningerne anførte forbedringer og henvisninger er uvigtige. I Addenda et Emendanda ['Tilføjelser og rettelser'] har G. Goetz anført en række forbedringer på grundlag af Thesaurus Glossarum emedatarum, men det meste står stadig tilbage at gøre, hvad kritik og exegese af den svært ødelagte latinske tekst angår.

Goetz giver i forordet til Seybolds udgave en orientering om den latinske del og det bagvedliggende ordfortegnelse, - samt i CGL I (1923) 188; hvad angår de beslægtede ordfortegnelser og liber glossarum, se desuden sammes artikel 'Glossographie' i Pauly-Wissowas Real-Enzyclopädie der Klassischen Altertumswissenschaft.

I det arabiske del har Seybold konsekvent forenklet håndskriftets vokalisation (s. side XVIII) og forbedret åbenlyse fejl, ganske vist uden konsekvens: således har han, hvor d og z er blevet forvekslet, for det meste sat det rigtige i teksten (s.23, 18; 342, 18 henv. 301, 3; 366, 14; 371, 3; 428, 6; 477, 14), men et par gange ladet fejlen stå (s. 165, 13; 464, 12 henv. 180.6); omvendt har han for det meste bibeholdt håndskriftets talrige øvrige vulgarismer, skønt de rigtige former, som hele tiden også forekommer, beviser, at skriveren bestræbte sig på en korrekt tekst. - Dozy har i sit Supplément gjort forsigtig og omhyggelig brug af det i ordfortegnelseiet bevarede ordforråd.