I århundreder levede det kristne vesten og den islamiske orient side om side, uden at føle behov for at lære hinandens sprog. For så vidt som man kom i berøring med hinanden, for eksempel gennem den livlige handel, betjente man sig sædvanligvis af tolke; men ellers tog de ledende kredse på begge sider så lidt notits af hinanden som muligt: hver gruppe mente sig i besiddelse af den ene sande religion og opfattede allerede det faktum, at modparten mente det samme, som en udfordring. Muslimen levede i - åben eller latent - krigstilstand med den verden, som hverken var af samme tro som han, eller ville anerkende det muslimske herredømme. Og den kristne kirke følte sig alvorligt truet ved rivalens uophørlige sejrstog: Byzans havde allerede i det 7.århundrede tabt sine asiatiske og nordafrikanske besiddelse - bortset fra Lilleasien - til araberne, og måtte i det 9.årh., efter forskellige kampe, overlade også Lilleasien til Seldsjukkerne. Med Sicilien havde man tabt herredømmet på havet, og Middelhavet blev gjort usikkert af de saracenske sørøvere. I vesten havde endelig arabere og berbere erobret størstedelen af Spanien; kun den nordvestlige del var forblevet fri, og herfra forsøgtes med vekslende held en tilbageerobring (reconquista).

Et så spændingsfyldt forhold gav ikke plads for en ægte og saglig gensidig forståelse: de meninger man havde om hinanden var i begge lejre upræcise og usaglige; det skortede i stor udstrækning ikke blot på evnen til at forstå den anden part, men ofte nok også den gode vilje til at lade den frygtede og hadede modstander vederfares ret, - navnlig efter at de to parter igen var stødt sammen i det første korstog (1096 - 1099). Men alligevel skabte netop korstogenes tidsalder forudsætningerne for en indgående beskæftigelse i vesten med arabisk sprog og litteratur. Det begyndte med et behov for at indhente det forspring som den islamiske verden, som forvalter af den græske arv, havde på områder som medicin, filosofi og naturvidenskab. Allerede mod slutningen af det 11.århundrede oversatte Constantinus Africanus, - en tunesisk kristen i hertugen af Apulien, Robert Guiscard's tjenste, ( hvis normanner fra 1060 til 1090 fravristede saracenerne Sicilien), - græske og muslimske lægevidenskabelige værker til latin og gav dermed skolen i Salerno, og derudover den samlede lægevidenskab i vesten, en mægtig impuls og inspiration. Men disse oversættelser, hvortil snart føjede sig andre oversættelser fra området 'antikke videnskaber' (al-`ulum al-qadima), formidlede endnu ikke noget indblik i egentlig islamiske tankegange - lige så lidt som overtagelsen af europæisk teknik giver den nuværende orient noget indblik i vestlige tankegange - og gav lige så lidt anledning til et selvstændigt studium af det arabiske sprog. Da man udelukkende interesserede sig for indholdet af de skrifter, som skulle oversættes, nøjedes man med at lade sprogkyndige mellemmænd - orientalske kristne eller konvertitter, i Spanien tillige mozarabere, (dvs. de - pga. islamisk herredømme - stærkt islamiserede indfødte kristne) - gengive dette indhold. Og da disse mænd kun sjældent var latinkyndige, så måtte deres mundtlige indholdsangivelser først videreoversættes fra det romanske folkesprog til et litterært latin, før oversættelsen kunne endeligt nedskrives.

Det var snarere missionstanken, som foranledigede kirken til beskæftigelse med koranen og det arabiske sprog. Jo mere udsigten til at opnå den endelige sejr ved våbenmagt svandt, og jo tydeligere det blev, at erobringen af det hellige land ikke førte til saracenernes omvendelse, men at deres kultur, skikke og livsførelse til gengæld ikke var uden indvirkning på korsfarerne, jo højere lød de stemmer, som håbede på at overvinde vranglæren gennem åndelig strid. I 1143, endnu inden korsfarerprojektet led sit første store nederlag ved Edessas fald i december 1144, fremkom den første latinske oversættelse af koranen. Dens ophavsmand var Petrus Venerabilis (1092/94 - 1157), Abbed i Cluny, som i embeds medfør var i Spanien i året 1141. Her beså han ikke blot sin ordens institutioner og ejendomme, - samt formidlede freden mellem Alfons VII af Kastilien og Alfons I af Aragonien, - men også fik lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab såvel med mellemværendet mellem islam og kristendommen, som med kampene mellem maurer og spaniere, med ånden i Reconquista, som den fremstod i det på den tid digtede El Poema del Cid, samt med religionspolitikken i Almohaderiget, som i de år rettede deres angreb mod Spanien. Heraf var han kommet til den overbevisning, at man skulle bekæmpe 'Muhammeds kætteri', ikke med våbnenes blinde vold, men med ordets magt, gennem fornuftsgrunde i kristen kærlighed. Men det forudsatte, at man virkeligt kendte modstanderens synspunkter, og derfor fattede han den plan at lade koranen oversætte til latin. Han mødte i omegnen af Ebro to gejstlige, englænderne Robertus Ketenensis og Hermannus Dalmata, som kunne arabisk og som beskæftigede sig med studiet af 'astrologi' (dvs. arabernes astronomiske og matematiske værker), og vandt dem for sit forehavende ved lovning på god betaling. Robertus Ketenensis er ifølge bogens tilegnelse og dens efterskrift ansvarlig for koranoversættelsen; Hermannus Dalmata oversatte de korte traktater 'Doctrina Machumet', 'De generatione Machumet et nutritura' ['Muhammeds lære' og 'Muhammeds oprindelse og barndom'] og vel også - skønt han ikke udtrykkeligt er nævnt som oversætter - 'Chronica mendosa et ridiculosa Saracenorum' ['Saracenernes løgnagtige og latterlige historie']. Af disse tre skrifter, er det første en omvendelseslegende og går tilbage til en version af den vidtudbredte Masa'il 'Abdallah ibn Salam [''Abdallah ibn Salams spørgsmål'], hvori skildres, hvorledes Muhammed besvarer alle en lærd jødes spørgsmål og derved foranlediger hans antagelse af islam; det andet skrift, hvis lange forhistorie når tilbage til Ka'b al'Ahbar, er en legendeagtig fremstilling af profetens slægt, fødsel og barndom; det tredje giver endeligt et ganske kort overblik over den islamiske historie indtil Husseins død. Desuden foranledigede Petrus Venerabilis magister Petrus Toletanus - tilsyneladende en mozaraber - til at oversætte et kort stridsskrift om islam fra arabisk til latin. Han gav ham, da han kun delvis beherskede det latinske, sin sekretær, notaren Petrus Pictaviensis, med som hjælper på opgaven, - med besked om at glatte ud og lægge tilrette, så toledanerens ubehændige og ofte uforståelige gengivelse blev læselig. Alle disse oversættelser tilsendte Petrus Venerabilis i 1143 abbeden Bernhard af Clairvaux sammen med en følgeskrivelse, hvor han bevidst knytter til ved kirkefædrenes kamp mod alle kætterier.

Robertus Ketenensis' koranoversættelse blev gjort alment tilgængelig nøjagtig 400 år efter dens udfærdigelse, idet den blev trykt i 1543 i Basel af züricher-teologen Theodor Bibliander (Buchmann) i det første bind (side 8 - 188) af hans trebinds samleværk: Machumetis Saracenorum principis, eiusque succcessorum vitæ, ac doctrina, ipseque Alcoran, quo velut authentico legum divinarum codice Agareni et Turcae, aliique Christo adversantes populi reguntur, quae ante annos CCCC, vir multis nominibus, Divi quoque viros eruditos, ad fidei Christianae ac sanctae matris Ecclesiae propugnationem, ex Arabica lingua in Latinam transferri curavit. His adjunctae sunt Confutationes multorum, ….. una cum… Ph. Melanchtonis praemonitione …. Adiunctae sunt etiam Turcarum …. res gestae…. opera et studio Theodori Bibliandri….Ecclesiae Tigurinae ministri, qui collatis etiam exemplaribus Latinis et Arabicis Alcorani textum emendavit et marginibus apposuit Annotationes, quibus doctrinae Machometicae absurditas, contradictiones, origines errorum, divinaeque scripturae depravationes atque alia id genus indicantur ['Muhammeds, saracenernes fører, og hans efterfølgeres levned og lære, og koranen selv, ved hvilken agarenerne og tyrkerne og andre kristendomsfjendtlige folk regeres, som var den en autentisk, guddommelig lovbog, og som for 400 år siden af en velrenommeret mand blev besørget oversat af lærde gejstlige fra det arabiske sprog til det latinske med henblik på fremme af den kristne tro og den hellige moderkirke … sammen med Melanchtons formaning…. med tilføjelse af tyrkernes historie… ved Th. Biblianders, gejstlig i Zürich's, flid og indsats ……. og forbedret udfra latinske og arabiske eksemplarer af koranen, desuden forsynet med marginalnoter til belysning af den muhammedanske tros absurditeter, selvmodsigelser, fejl og fordrejninger af den hellige skrift….]. Et 2.oplag udkom i 1550.

Udgiveren havde to håndskrifter af koranoversættelsen til sin rådighed: han citerer eksemplar nr. 2 fx på side 19, 93, 185. Så længe disse håndskrifter ikke er lokaliseret, må spørgsmålet, om hvorvidt den her foreliggende tekst er gammel eller er en senere ændret tekst, stå åbent. Den 'sammenholdelse' med urteksten, som Bibliander lover på titelbladet, har ikke haft indflydelse på hans tekstudgivelse; hans arabiskkundskaber var så beskedne, at han kun lejlighedsvis gør opmærksom på tekstfejl eller lakuner i marginalnoterne (fx p. 185, 187, 188) og uden at gøre noget forsøg på at udbedre skaderne. Ikke engang de i hovedmanuskriptet manglende numre 3 og 4 (p. 16 henv. 19) har han kompletteret fra det andet håndskrift. Derimod har han tilføjet en gengivelse af den første sura fra en betydeligt bedre oversættelse (af en ubekendt) - desværre uden kildeangivelse - såvel som Wilhelm Postel's oversættelsesforsøg. Først under selve trykningen kom han i besiddelse af yderligere to håndskrifter, hvorfra et større antal læsemåder er optaget i 'annotationes' (p.230ff).

Bibliander har (svarende til sine håndskrevne forlæg) indledt koranoversættelsen med følgende tekster:

1: Petrus' brev til Bernhard af Clairvaux (p.1-2)

2: En Summula brevis contra haereses et sectam diabolicae fraudis Saracenorum sive Ismaelitarum (p.2-6). ['Kort sammenfatning - mod kætterne og saracenernes eller ismaeliternes løgnagtige og djævelske sekt']
Petrus af Cluny omtaler i begyndelsen af sin skrivelse til Bernhard af Clairvaux tilsendelsen af et stridsskrift mod islam, som Petrus Toletanus under medvirken af Petrus Pictaviensis havde oversat fra arabisk til latin. Man har man ment at det var dette skrift man havde i 'summula' (fx F. Wüstenfeld, Die Übersetzungen arabischer Werke in das Lateinische, AGGW XII, 1877, p. 47 f. ['Oversættelser af arabisk værker til latin']), skønt Petrus Venerabilis (på et sted, som ikke kan være en senere tilføjelse (p.6,35)) selv optræder i denne 'summula' og viser sig at være dens forfatter. Hermed stemmer den oplysning (p.3, 28) fint, at Muhammed er født for ca. 550 år siden. Man kan ikke engang påvise, at Petrus Venerabilis hertil har benyttet Petrus Toletanus' arbejde; hans Summula henvender sig til dannede kristne læsere, citerer kirkefædre, henviser til Augustins skrifter (p.6,9) og hentyder endda til begyndelsen af Horats' Ars poetica (p.5,5) ['Digtekunsten']. Mod slutningen annoncerer han en mere omfangsrig bekæmpelse af Islam; hermed menes tydeligvis skriftet Adversus nefandam sectam Saracenorum, ['Mod saracenernes gudløse sekt'] af hvilket 2 bøger er bevaret. Derimod indeholder det omfangsrige citat som Bibliander har taget fra Vincentius Bellovacensis' Speculum historiale ['Historiens spejl'] og aftrykt i 2.del af sit samleværk under titlen De haeresii Heraclii et principatu ac lege Machumeti (pp.1-20) ['Om Heraclius' kætteri og Muhammeds lov og herredømme'], et udtog af en stridssamtale (libellus disputationis) mellem en saracen og en kristen, som Petrus af Cluny lod oversætte fra hebræisk til latin (p.2,26-34) ved magister Petrus Toletanus, under redaktionel medvirken af munken Petrus. I denne stridssamtale (hvorfra udtoget ganske vist kun gengiver den kristnes indlæg) genfinder man måske det efterlyste arbejde af Petrus Toletanus og Petrus Pictaviensis, - selv om det heller ikke er udelukket, at de på Petrus af Cluny's opfordring har bearbejdet mere end ét skrift.

3: Robertus Ketensis' fortale til sin koranoversættelse, i form af en skrivelse til Petrus af Cluny (pp.7-8)
Til koranoversættelsen føjer sig, i Biblianders sammenstilling, de tre allerede nævnte stykker, af hvilke i hvert fald de to første er oversat af Hermannus Dalmata:

1. Doctrina Machumet (pp.189-200)

2. De generatione Machumet et nutritura (pp.201-212)

3. Chronica mendosa et ridiculosa Saracenorum (pp.213-223) [se ovenfor]
Robertus Ketensis' koranoversættelse indeholder betydelige mangler. Den er snarere en parafrase end en oversættelse, den afstår fra en ordret gengivelse, holder sig ikke nært til originalens sætningsopbygning og gør ikke rede for dens stilistiske ejendommeligheder, men bestræber sig på at gengive det abstrakte tankeindhold i hvert enkelt betydningsafsnit i en sura i en logisk forarbejdet form. Således konstaterer oversættelsen, ud fra det gjaldende ve-råb i sura 104 (azzoara CXIV) vers 1-3: "Ve enhver bagtaler og skumler, som samler ejendom og opregner den! Han regner med, at hans ejendom giver ham evigt liv." i forbindelse med den lidenskabelige tilbagevisning i vers 4: " Nej! Han skal kastes i Knuseren [al-Hutama]!" køligt:: rerum vilificator et obtrectator atque pecuniae coacervator avarus, quam sibi durabilem et semet ipsum immortalem arbitratur, igne…. damnabitur. [Den som ringeagter og forklejner og som begærligt samler penge, - tror dem evigtvarende, og sig selv udødelig, - til ilden….skal han dømmes]. Hertil tilføjer den bredt udmalede helvedesbeskrivelse i vers 5-9: "Hvordan kan du vide, hvad Knuseren er? Det er Guds antændte ild, som hæver sig op til hjerterne. Den lukker sig om dem i langstrakte søjler" blot et par tillægsord som attribut til igne [ild; (se det næstsidste ord i det latinske citat ovenfor)] i hovedsætningen: (igne) videlicet interminabili hominumque corda comburente et desuper corde imprimente (damnabitur). […til ilden, nemlig den som uendeligt brænder menneskenes hjerte og presser sig op over hjertet, skal han dømmes.] At hovedtankerne, trods alle unøjagtigheder, udeladelser og fejl, alligevel ikke er urigtigt gengivet i denne parafrase, lægger den formodning nær, at Robertus Ketenensis havde en maurer, som var fortrolig med den islamiske koranexegese, ved sin side. Derfor kan den oplysning, som findes i Observatio praevia ['Indledende bemærkning'] til Petrus Venerabilis' skrift Adversus nefandam sectam Saracenorum være rigtig, at nemlig den store abbed [Petrus Venerabilis] havde medsendt et skrift Saracenum, Mahumet nomine, utpote patriae linguae magis gnarum [omtr.: 'Til udbredelse af kendskab til Saracenerne og Muhammed på modersmålet' ] til oversætterne (Observatio [indledningen] lader, foruden Robert og Hermannus Dalmata også Petrus Toletanus være medvirkende ved oversættelsen). Men i øvrigt var ellers dette værk, alene ved at være den første oversættelse af koranen til et fremmed sprog, en betydelig præstation. Efter islamisk opfattelse er Allahs bog så hellig, at de troende kun må berøre den med ren[vasked]e hænder; angsten for, at den kunne blive profaneret af vantro, har ført til et forbud mod at medbringe eksemplarer af koranen til fjendeland . Troen på dens uefterlignelighed gjorde endvidere ethvert forsøg på at oversætte den til et fremmed sprog tilsyneladende udsigtsløst, og koranen spiller derfor ingen rolle for udbredelsen af islam. Derfor forblev dens indhold også ukendt i vesten i århundreder, indtil Robertus Ketensis' oversættelse gjorde det kendt. At Bibliander fire århundreder senere greb tilbage til denne oversættelse, er et bevis på den dominerende stilling, som denne oversættelse indtog gennem denne periode. Da den nu ved udgivelsen blev gjort alment tilgængelig, blev dens virkning endnu mere gennemgribende end før. Med den som grundlag besørgede Arrivabene den ældste italienske oversættelse af koranen i 1547 . Denne italienske oversættelse blev i 1616 oversat til tysk af Salomon Schweigger , denne igen til hollandsk i 1641 . Først den - uden sammenligning bedre - koranoversættelse, som italieneren Marracci [se kap.20] offentliggjorde i 1698, fortrængte endegyldigt Robertus Ketenensis' oversættelse.