Den islamiske filosofis historie, hvis udforskning August Schmölderes (1809-1880) var den først e i Tyskland som - om end med utilstrækkelige midler - havde arbejdet med, fandt i Max Horten (1874-1945) en flittig og kundskabsrig bearbejder. Han var godt fortrolig med den kristne skolastik og søgte gennem oplysende oversættelser af arabiske værker at gøre de islamiske filosoffers og teologers problem[stillinger] begribelige for den europæiske læser. Han måtte som regel acceptere tekstkritisk utilstrækkelige forlæg, en ulempe som først jesuitterne i Beirut, med deres Bibliotheca Arabica ['Arabisk bibliotek'] begyndte afhjælpningen af, men til større skade for værdien af von Hortens bearbejdelser, var hans mangel på filologisk nøjagtighed. Samtidigt behandlede han i omfangsrige afhandlinger filosofiske detailproblemer. Fx henviste han, som modvægt til S.Horovitz , til den betydning som før-sokratikerne har for den ældste islamiske filosofi. En sammenfattende fremstilling gav han i Philosophie des Islam in ihren Beziehungen zu den philosophischen Weltanschauungen des westlichen Orients ['Islams filosofi, i dens forhold til de filosofiske verdensanskuelser i den vestlige orient' [sic!]] (1924), uden dermed at vinde almen tilslutning [til sin tese]. Især stødte hans forsøg på at eftervise indflydelse fra indiske filosofiske lærdomme, på modstand.

Naturvidenskabernes historie i islam fandt i dette tidsrum en fremragende udforsker i Julius Ruska (1867-1949). Han havde studeret matematik og naturvidenskaber og var trådt i skolevæsenets tjeneste, men dyrkede orientalske studier hos Brünnow, og efter dennes bortgang hos gammeltestamentleren A.Merx og assyriologen C.Bezzold, - med det formål, at læse de store religioners åbenbaringsskrifter i originaltekst. Han valgte, godt rådet af Merx, at vælge udforskningen af naturvidenskaberne i islam som sin livsopgave. I 1911 opgav han sit skolearbejde og kvalificerede sig i Heidelberg med Untersuchungen über das Steinbuch des Aristoteles ['Undersøgelser over Aristoteles' Stenbog'], hvilken han i 1912 lod følge af den arabiske tekst. Allerede i disse undersøgelser træder Ruskas historiske vidsyn og kritiske begavelse frem i hans forsøg på at eftervise, at dette pseudepigraphon [skrift, falsk tilskrevet (Aristoteles)] må være opstået i sammenhæng med syrisk-persiske medicinstudier. Men at han også forstod at behandle overleveringshistoriske spørgsmål, viste hans Qazwini-Studien ['Studier over Qazwini'] (i: Der Islam IV), hvor han udredede Qazwinis kosmografis teksthistorie. Opdagelsen af Razis Kitab sirr al-asrar ['Bogen om mysteriernes mysterie'] i et håndskrift i Göttingen, gav ham anledning til undersøgelser over den arabiske alkymi, hvor han -uafhængigt af Stapleton - indså den experimentelle karakter af Razis kemiske værker. Spørgsmålet om Razis forgængere førte sagligt til problemet med salmiakken og litterært til de under navnet Gabir b.Haiyan bevarede skrifter, samt slutteligen til Halid b.Yazid, hvis alkymistiske virksomhed Ruska alt for kritisk afskrev i sin Arabischen Alchemisten I ['Arabiske Alkymister I'] (om end de alkymistiske digte og traktater, som er i omløb under Halids navn, sikkert er uægte). Corpus Gabrianum ['Gabirs samlede skrifter'] blev af Ruskas assistent Paul Kraus (1907-1946) bevist at være et produkt af isma'ilitiske kredse fra tiden omkring 900 eKr, - en for de 'arabiske videnskaber' afgørende indsigt, hvorpå Kraus byggede videre i sit banebrydende værk Jabir ibn Hayyan, contribution à l'histoire des idées scientifiques dans l'Islam (Memoires de l'Institut d'Égypte 44-45, 1942-1943) ['Jabir ibn Hayyan, et bidrag til de videnskabelige idéers historie i islam (Afhandlinger fra de Ægyptiske institut 44-45, 1942-1943)]. Ruska selv, som i 1927 overtog ledelsen af det i Berlin grundlagte forskningsinstitut for naturvidenskabernes historie, kunne på sin side afrunde sine studier i Razi med oversættelsen af Sirr al-asrar ['Mysteriernes mysterie'] (1937, Quellen und Studien zur Geschichte der Medizin und Naturwissenschaften VI ['Kilder og studier til medicinens og naturvidenskabernes historie VI', 1937].

Sammen med Heinrich Wieleitner udgav Ruska Karl Schoys (1877-1925) efterladte papirer. Karl Schoy havde gjort sig fortjent af den islamiske matematiks og astronomis historie, og Ruska udgav hans Die trigonometrischen Lehren des Biruni 1927 ['Birunis trigonometriske videnskab'].

Foruden Ruska erhvervede også Eilhard Wiedemann (1852-1928) sig store fortjenester af kendskabet til de eksakte videnskaber i islam. Med utrættelig flid sammenbragte han relevant materiale fra trykte og håndskrevne kilder og gav de nødvendige saglige forklaringer dertil. Hans Beiträge zur Geschichte der Naturwissenschaften 1-78 ['Bidrag til naturvidenskabernes historie 1 - 78'] (i Sitzungsberichten der phys.-med.Sozietät Erlangen Bind 34-66, 1902-1928 ['Mødereferater fra det fysisk-medicinske selskab i Erlangen'], samt hans øvrige, talrige, og på de forskelligste steder offentliggjorte afhandlinger og artikler udgør en guldgrube for studiet af de 'arabiske videnskaber'.

Ansporet af Wiedemann leverede en læge, Ernst Seidel (1852-1922), som var interesseret i lægevidenskabens historie, en kommenteret oversættelse af det medicinen vedrørende kapitel i Mafatih al-'ulum ['Nøgler til videnskaberne', se kap.51] (1915; i Sitzungsberichten der phys.-med. Sozietät [- se ovenfor]. Også hans hovedværk, den fra armenisk foretagne oversættelse af Mechitars 'Trøst ved feber' (1908) er ved sine udførlige noter til lægemidlernes navne, værdifulde for arabisten.

En anden læge, Max Simon (1863-1909), udgav den arabiske tekst til de i græsk original tabte sidste syv bøger af Galens anatomi [2.årh.eKr.], - filologisk ikke helt tilstrækkelige, men med ordfortegnelse over de medicinske fagudtryk og en tysk oversættelse (2 bind, 1906). Øjenlægevidenskaben og farmacien, lægemiddelvidenskaben, fandt - efter de allerede nævnte studier af J.Hirschberg - i Max Meyerhof (1874-1945) en også i filologisk henseende kompetent bearbejder.