En af de markanteste skikkelser blandt de tyske orientalister ved begyndelsen af dette århundrede var Georg Jacob (1862-1937). Han begyndte sine studier - som førte ham fra Leipzig til Strassburg, Breslau, Erlangen, Berlin og så igen til Leipzig - som teolog (han vedkendte sig, at Eduard Reuss i Strassburg havde haft en gennemgribende indflydelse på hans udvikling) men vendte sig derefter til orientalistikken og dyrkede også germanistik og etnologi. Til disse mangesidige interesser svarede en tilsvarende usædvanlig rig litterær virksomhed, som harmonisk forenede udstrakte sprogkundskaber og sikker beherskelse af den filologiske metode med en detaljeret fagviden på vidt adskilte fagområder. Fx resulterede fortolkningen af en efterretning hos Muqaddasi (side 324f i de Goejes udgave) i en afhandling om spørgsmålet Welche Handelsartikel bezogen die Araber des Mittelalters aus den nordisch-baltischen Ländern? ['Hvilke handelsartikler indhandlede araberne fra de nordisk-baltiske lande i middelalderen?'] (1886; 2.opl. 1891). Der nordisch-baltische Handel ['Den nordisk-baltiske handel'] var også tema for Jacobs disputats fra 1887, som samtidigt viste hans fortrolighed med møntvidenskaben og med arabiske fremmedord. Hertil sluttede sig andre Studien in arabischen Geographen ['Studier af arabiske geografer']. Efter i 1892 at have kvalificeret sig til professor i Greifswald, beskæftigede han sig indgående med den gammel-arabiske digtning, hvorunder han igen skænkede sagforholdene særlig opmærksomhed og [fx] studerede botanikken grundigt, for at kunne identificere de i digtene forekommende plantenavne. Efter at han i de første hæfter af sin Studien in arabischen Dichtern ['Studier i arabiske digtere'] havde givet bidrag til forståelsen af Mu'allaqat , skildrede han i det tredje hæfte i 1895 Das Leben der vorislamischen Beduinen ['De før-islamiske beduiners liv']. Men endnu inden 2.udgave af denne - stadig læseværdige - bog udkom i 1897 under titlen Altarabisches Beduinenleben nach den Quellen geschildert ['Gammel-arabisk beduinliv, skildret efter kilderne'], havde Jacob, som i 1895 havde besøgt Istanbul, vendt sig til de tyrkiske studier, en disciplin, som først gennem ham og hans elever har fået hjemsted i Tyskland. Disse studier viede han de bedste af sine manddomsår og sine betydeligste arbejder. Gennem det tyrkiske skygge-teater førtes han videre til Ibn Daniyals arabiske skyggespilsdigtning, og brugte megen tid og møje på disse litterær- og kulturhistorisk lige betydningsfulde tekster - de eneste hidtil kendte rester af middelalderlig skuespilsdigtning i den islamiske orient . Men de sproglige og saglige vanskeligheder ved disse digtninge, - skrevet dels på klassisk arabisk, dels i dialekt, dels i de rejsende folks jargon - hindrede ham i at nå til en afsluttende udgave med oversættelse og kommentar.

Ved sin beskæftigelse med orientalsk poesi blev Jacob ikke stående ved en fortolkning af indholdet, [som blot] arbejdede med rationelle midler, men søgte at gøre også de æstetiske værdier nærværende for den vesterlandske læser. Som efterslæt af romantikken betjente han sig heri - som [også] sine lærere Reuss og Ahlwardt - af gendigtning. Fx støbte han Lamiyat al-'Arab (hvor han hårdnakket fastholdt Sanfaras forfatterskab) i verseform, gentog også E.Reuss' og Fr.Rückerts oversættelsesforsøg og foranstaltede i sine Schanfara-Studien (SBBA 1914-1915) ['Studier over Sanfara'] en tekstudgave, forbilledlig ved sin grundighed, med oversættelse, kommentar, ordfortegnelse og bibliografi.

Denne evne til [både] at gøre omstændeligt filologisk slavearbejde og [samtidigt] med romantisk svung strejfe omkring på de store vidder, gav Jacobs værker deres karakteristiske præg. Tro mod sit valgsprog (fra Fischardts Glückhaftem Schiff von Zürich ['Det lyksalige skib fra Zürich']:

Arbeit und Fleiss, das sind die Flügel
So führen über Strom und Hügel
['Arbejde og flid, det er de vinger
som fører over strøm og tinder']

sprang han allerede i sin disputats kækt over de skranker enkeltfagene sætter, betragtede handelen som en af de vigtigste kulturbærere og stillede den opgave for den almindelige kulturhistorie, at undersøge de sagforhold, som har været bestemmende for folkenes karakter og været fremmende for den sande humanitet. Heraf fulgte det universelle præg over hans forskning, som træder os lige så tydeligt i møde i hans fængslende bog Der Einfluss des Morgenlandes auf das Abendland vornehmlich während des Mittelalters ['Østens indflydelse på vesten, fortrinsvis gennem middelalderen'] (1924), som i hans Geschichte des Schattentheaters im Morgen- und Abendland ['Skyggeteaterets historie i Øst og Vest'] (2.opl.1925). Men Jacob gengav en generation, som var i færd med at acceptere den stadig mere omsiggribende videnskabelige specialisering som en uundgåelig skæbne, ikke blot troen på al videnskabelig forsknings universalitet tilbage, men viste den også igen den humanitet som rinder af en sådan universalitet. Men det er ganske vist svært at stille noget op mod dybt rodfæstede fordomme, såsom den primitive mistænksomhed over for alt udenlandsk, den kritikløse forherligelse af sit eget folk og dets historie, samt religiøs utålsomhed over for anderledestroende. Jacob skadede også sin egen sag, idet han alt for temperamentsfuldt førte kamp mod dogmet om den klassiske oldtid . Men, stærkere end al hans kritik og polemik, vil hans livsværk leve videre som et imponerende monument for en forskning, som overskrider alle sprog-, tros- og folkegrænser, omfatter hele menneskeheden og uden nid anerkender enhver præstation, som tjener den videre kulturelle udvikling.