Med August Fischer (1865-1949), som i 1899 blev kaldet til Leipzig som Socins efterfølger, blev Fleischers lærestol besat med en lærd, der som elev af Thorbecke (som kun ved sin tidlige død var blevet hindret i at efterfølge Fleischer) var opvokset i Leipzigerskolens bedste traditioner, og som i Fleischer så sit videnskabelige forbillede. Ligesom Fleischer var han positivist og analytiker, og han betragtede, som denne, den arabiske filologi som det uomgængelige grundlag for al videnskabelig beskæftigelse med arabiske tekster. Hans sikre fornemmelse for det sproglige udtryks grammatiske muligheder, hans fortrolighed med det arabiske ordforråd og arabisk sprogbrug [lige] fra de ældste sproglige mindemærker til nutidens folkelige dialekter, samt hans intime kendskab til de arabiske nationalgrammatikere satte ham i stand til, ved en uforlignelig fortolkningskunst, at kalde alt hvad der gemmer sig bag en arabisk teksts døde bogstaver til live igen. Ud af ærefrygten for teksten [selv] opvoksede i ham en bevidsthed om sit eget ansvar, som gjorde ham streng i sine krav til sig selv, og derfor var alle hans værker [præget] af en minutiøs akribi [pinlig nøjagtighed]. Hans studie over Wert der vorhandenen Koranübersetzungen und Sure III (BVSAW 89,2) ['Værdien af de foreliggende koranoversættelser og sura 3'] påviser ikke blot - med en enkelt sura som eksempel - de gængse versioners filologiske utilstrækkelighed, men behandler samtidigt, på metodisk forbilledlig vis, også koranfortolkningens fundamentale spørgsmål, det mærkelige lys-mørke [Helldunkel], som hviler over de koranske åbenbaringer, deres sprog- og stilmidler, læsemåderne, den hedensk-arabiske omverdens betydning for forståelsen af Muhammed o.a. I sin monografi over Koran des Abu l-'Ala' al-Ma'arris ['Abu l-'Ala' al-Ma'arris Koran'] giver Fischer en indføring i de mest fundamentale spørgsmål om mening og betydning af en højst egenartet digtning. Til brug for den akademiske undervisning fornyede han R.Brünnows Arabische Chrestomathie aus Prosaschriftstellern ['Arabisk tekstsamling af prosaforfattere'] og gav dermed begynderen en læsebog i hånden, som ved sit behændige udvalg af tekststykker og især på grund af dens fremragende ordfortegnelse har holdt sig flot.

Savnet af en arabisk ordbog, øst direkte af kilderne, var siden udgangen af det 19.årh. blevet stadig mere føleligt, og Fischer synes, efter disposition og anlæg, at være den rette mand til at afhjælpe denne mangel. Det var hans livs tragedie, at han måtte lægge pennen netop i det øjeblik han havde afsluttet den første artikel i sin ordbog . Derimod blev et ledsageværk til ordbogsforetagendet afsluttet i 1945, [nemlig] de Schawahid-Indices ['Registre til Schwahid'], som Fischer havde sammenstillet, sammen med sin elev og efterfølger Erich Bräunlich (1892-1945).

Blandt Fischers elever taltes bl.a. Arthur Schaade (1883-1952), Erich Graefe (1886-1914) og Gotthelf Bergsträsser (1886-1933).
Bergsträsser, som havde drevet vidtstrakte studier og udover den semitiske filologi også havde beskæftiget sig med indogermanistik og klassisk filologi, anvendte den sproghistoriske positivisme og den kritiske historismes metoder - først på det arabiske, dernæst på det hebræiske og det aramæiske, og udstrakte snart også sine forskninger til åndshistorien, hvorunder han ikke sjældent vendte tilbage til gamle arbejdsområder. Fx kredser en del af hans arbejder om koranen: hans disputats om Die Negationen im Koran ['Nægtelserne i koranen'] (1911; udvidet i LSS V 4, 1914) var den lovende begyndelse til en historisk grammatik over koranens sprog. Korantekstens historie, som han efter sin forgænger Schwallys død påbegyndte ved nybearbejdelsen af det 3.bind af Nöldekes Geschichte des Korans ['Koranens historie', se kap.52, i begyndelsen] (og som hans elev Otto Pretzl førte til ende i 1938), gav ham anledning til udbytterige undersøgelser og til udgivelsen af et uddrag af Ibn Halawaihs værk om læsemåderne (udkommet efter hans død i Bibliotheca Islamica VII, 1934 ['Islamisk bibliotek']) og Ibn al-Jazaris biografiske leksikon over koranlærere (ført til ende af Pretzl, sammesteds VIII, 3 bind, 1933-1935). Han påbegyndte hermed forskningen på et forskningsområde, som, ganske vist i nogen grad på grund af utilstrækkelige håndskrifter , hidtil var næsten ubetrådt. Med sit kvalifikationsskrift om Die bisher veröffentlichten arabischen Hippokrates- und Galenübersetzungen ['Om de hidtil offentliggjorte arabiske håndskrifter til Hippokrates og Galen'] (1912; udvidet under titlen Hunain b.Ishaq und seine Schule ['Hunain b.Ishag og hans skole'], 1913) leverede han sprog- og litteraturhistorisk vigtige undersøgelser, hvorpå senere fulgte en række andre arbejder samt to udgaver af skrifter af Hunain. En rejse til orienten i 1914 gjorde ham fortrolig med Syriens dialekter og førte til offentliggørelsen af prosatekster i Damaskus-dialekten (1924), samt til hans Sprachatlas von Syrien und Palästina ['Sprogatlas over Syrien og Palæstina'] (ZDPV 38, 1915, side 169-222), som fortjener anerkendelse som det første forsøg på at anvende den moderne dialektgeografis metoder på det arabiske sprogområde. Endvidere samlede han nyaramæiske tekster i Ma'lulas dialekt, udgav dem i 1915 [sammen] med Pryms og Socins samlinger, samt leverede en ordfortegnelse dertil (AKM 13,2. 3; 15,4). Allerede i 1913 havde han påtaget sig at forny 'Gesenius', den gamle, gennemprøvede hebræiske grammatik, i sproghistorisk ånd, - men kunne kun færdiggøre to dele af nybearbejdelsen (29.opl.1918 og 1929), som omfatter skrift- og lydlæren, samt verbet. Afslutningen på disse sproghistoriske værker udgøres af den originale Einführung in die semitischen Sprachen ['Indføring i de semitiske sprog'] (1928). Endelig viede Bergsträsser også den islamiske retshistorie sin opmærksomhed og virkede overordentligt inspirerende ved sine tankerige afhandlinger om Anfänge und Character des juristischen Denkens im Islam ['Den juridiske tænknings begyndelse og karakter i islam'] (Der Islam XIV, 76-81) og Zur Methodik der Fiqh-Forschung ['Fiqh-udforskningens metodelære' [Fiqh - den muslimske retslære]] (Islamica 4, 283-294). Hans Grundzüge des islamischen Rechts ['Grundtræk af den islamiske retslære'] efter den hanafitiske ritus, blev efter hans død bearbejdet og udgivet af J.Schacht (LSOS 35, 1935). Da Bergsträsser i 1933, kun 47 år gammel, styrtede ned fra et bjerg, fandt et forskerliv, som stadig bar løftet om mange erkendelser i sig, en brat afslutning.

Ved siden af Fischer virkede også Paul Schwartz (1867-1938) i Leipzig, - en elev af Socin. Han var en god kender af arabisk digtning og udgav bl.a. 'Umar b.abi Rabi'as digtsamling i 1909 og leverede en udbytterig undersøgelse af digterens sprog, stil og versemål. Hertil arbejdede han, på Wilhelm Sieglins tilskyndelse, på den historiske geografis område og gav i de 8 bind af Iran im Mittelalter nach den arabischen Geographen ['Iran i middelalderen, ifølge de arabiske geografer[s beskrivelse]'] (1896-1923) en systematisk ordnet samling af de relevante efterretninger.

Også Hans Stumme (1864-1923) var udgået fra Socins skole og udgav, som nævnt, sin lærers Diwan aus Zentralarabien ['Digtsamling fra det centrale Arabien']. Hans egen forskning gjaldt især dialekterne i Maghrib. Dertil var han en kender af berbersprogene.