Blandt Viktor Rosens [se kap.54] elever taltes de betydeligst russiske orientalister. Blandt dem ragede Valsilij Vladimirovi? Barthold (1869-1930), som især gjorde sig fortjent af Mellemasiens udforskning, op . Allerede hans disputats om Turkestan på mongolstormens tid, som udmærkede sig ved sit udstrakte kildekendskab, den sikre metode og sunde dømmekraft, virkede banebrydende. En andenudgave, gennemset og udvidet af Barthold, udkom i 1928 i en oversættelse besørget af H.A.R.Gibb (GMNS V). I sine forskninger inddrog han også de arabiske geografer og historikere og opklarede, ved deres hjælp, mangt et problem i Mellemasiens historiske geografi. Dertil gjorde han til stadighed omhyggelig brug af ikke-litterære kilder, især mønterne. Allerede i 1899 oversatte han Stanley Lane-Pooles The Mohammedan Dynasties ['De muhammedanske dynastier'] (London 1894) til russisk, - med så mange forbedringer og tillæg, at hans bearbejdelse havde sin selvstændige værdi og kunne bevare føringen indtil udgivelsen af Eduard von Zambaurs Manuel de généalogie et de chronologie pour l'histoire de l'Islam ['Genealogisk og kronologisk håndbog til islams historie'] i 1927.

Barthold, som havde udgivet den orientalske afdeling af det russiske arkæologiske selskabs 'notater' (Zapiski), indså islamvidenskabens store betydning og overtog derfor i 1912 udgivelsen af det nygrundlagte tidsskrift Mir Islama ['Den islamiske verden'], som [dog] gik ind [midt] i anden årgang.. Dets første bind indeholder bl.a. Bartholds afhandling om 'Kalif og Sultan', som fik en lang eftervirkning i udredninger om den islamiske statsret . Samme år behandlede han (i tidsskriftet Christianskij Vostok ['Det kristne østen'] VI, 203 - 234) det meget diskuterede spørgsmål om Karl den Stores [reg. 771 - 814] forhold til Harun al-Rashid [reg.768 - 809] og tog med gode grunde stilling imod den antagelse, at de to fyrster havde udvekslet gesandter. Senere gav han også nogle alment forståelige fremstillinger i sine bøger om Islam (1919), dens kultur (1918) og dens verden (1922).

Barthold, som efter afslutningen af sine studier havde tilbragt to semestre hos A.Müller i Halle og hos Th.Nöldeke i Strassburg og holdt gode forbindelser til udenlandske forskere, havde allerede siden sin disputats kunnet glæde sig over et stort internationalt ry. Han var medarbejder på Enzyklopädie des Islam ['Islamisk Encyclopædi', se kap.87] og offentliggjorde et stort antal artikler deri, især om Mellemasiens geografi og historie, samt om de tyrkiske folk. I Mitteilungen des Berliner Seminars ['Meddelelser fra Berlins Seminarium'] fra 1898 til 1903 berettede han om russiske nyudgivelser på området mellem- og fjernøstlig forskning. Flere af hans arbejder blev oversat til tysk og i 1925 blev han indbudt af den tyrkiske regering til at gæsteforelæse på Istanbuls universitet hvor han i Zwölf Vorlesungen über die Geschichte der Türken Mittelasiens ['Tolv forelæsninger om de mellemasiatiske tyrkeres historie'] (som først udkom på tyrkisk, og senere også på tysk) et storartet overblik over sit livsværks videnskabelige resultater.