I modsætning til historikeren Caetani var Carlo Alfonso Nallino (1872 - 1938) filologi. Den opvakte og tidligt modne dreng havde begejstringen for beskrivelse af fremmede lande drevet til et selvstudium af arabisk, og livet igennem bevarede han en forkærlighed for geografi. Fx studerede han, ved siden af orientalistikken , også geografiske studier hos Guido Cora, som allerede i 1890 antog et arbejde af sin begavede elev, Il valore metrico del grado di meridiano secondo i geografi arabi ['Måleværdien af meridiangraden ifølge de arabiske geografer'] til offentliggørelse i sit tidsskrift Cosmos XI (1892 - 1893). Desuden beviste han, ved det formålstjenlige tekstudvalg, de knappe forklaringer og den nyttige ordfortegnelse i sin Chrestomathia Qorani Arabica ['Tekstudvalg til den arabiske koran'], at han også havde gjort sig fortrolig med den historisk-kritiske koranforsknings resultater. Efter at han i 1893 havde bestået sin statseksamen, muliggjorde et stipendium fra undervisningsministeriet at han kunne tage til Kairo i et halvt år, hvor han indlevede sig så meget i det arabiske, at han til sidst beherskede det, mundtligt såvel som skriftligt. Men at han også udforskede dialekten grundigt, viser den både praktisk og teoretisk lige fortræffelige håndbog L'arabo parlato nell'Egitto ['Arabisk, som talt i Ægypten'] (1900; 2.opl.1913). Efter sin tilbagevenden fra Ægypten rådede lederen af Milanos astronomiske observatorium Giovanni Schiaparelli og hans broder, den allerede nævnte arabist Celestino Schiaparelli, ham til at udgive al-Battanis store astronomiske værk, som havde udøvet en afgørende indflydelse på udviklingen af astronomien og den sfæriske trigonometri i Europa. Nallino som fra 1894 arbejdede som docent (og fra 1899-1901 som professor) i arabisk ved det orientalske institut i Napoli, udgav allerede i 1899 teksten efter håndskriftet på Escorial. Da han i 1902 blev kaldet til universitetet i Palermo, lod han i 1903 den latinske oversættelse af den teoretiske del, samt udførlige indholdsforklaringer, følge, og afsluttede med en oversættelse af tabellerne samt den værdifulde ordfortegnelse og registrene i 1907. Denne indholdsmæssigt og sprogligt lige betydningsfulde præstation grundlagde Nallinos verdensberømmelse. Han blev af universitetet i Kairo indbudt til i 1909/10 at holde forelæsninger om den arabiske astronomis historie på arabisk, som så blev trykt under titlen 'Ilm al-falak ['Astronomi']. I 1912 gav regeringen ham til opgave, at indrette et oversættelsesbureau i Tripolis, i 1913 [ligeledes] at reorganisere orient-instituttet i Neapel. I 1915 blev han kaldet til den nyoprettede lærestol i islamiske institutioners historie i Rom, hvilken han beholdt til sin død. Da orient-instituttet blev grundlagt i 1921 blev han dets direktør og udgav i denne egenskab månedsskriftet Oriente Moderne ['Den moderne orient'], som snart vandt stor anseelse for sine udførlige og pålidelige beretninger om landene i den muslimske orient. Trods en stor byrde af tjenestelige forpligtelser af den forskelligste slags - han var fra 1932 medlem af det italienske akademi og redigerede udgivelsesserien Classe di science morali ['De etiske videnskabers klasse'] og var også fagredaktør for de orientalske artikler i Enciclopedia Italiana ['Den italienske encyclopædi'] - fandt han alligevel tid til en udstrakt litterær virksomhed. Ikke sjældent gav et arabisk fagudtryk ham anledning til en dybtgående undersøgelse, som, ved at udgå fra sprogbrugen, afdækkede store åndshistoriske sammenhænge. Eller han forbandt den præcise fortolkning (fx af Ibn Fasids Ta'iya) med grundlæggende redegørelser om forfatter og værk. En hel række af vigtige bidrag til den orientalske retshistorie voksede frem af striden om juristen Carusis arbejder. Og som han havde båret hovedvægten af redaktionsarbejdet på den i 1910 udkomne Centenario Amari ['Amaris hundredeårsdag', se kap.39] så [var det også ham som] besørgede nyudgivelsen af Amaris Storia dei Musulmani di Sicilia ['Muslimernes historie på Sicilien', se kap.39].

Blandt de øvrige italienske arabister ragede den tidligt afdøde Eugenio Griffini (1878 - 1925) op, - en lærd med alsidige interesser, som bl.a. udgav Zaid b.'Alis Corpus Juris i 1919 [(juridisk lovsamling)].