Medens de hidtil nævnte mænd havde deres virke ved universiteter, var Max van Berchem (1863 - 1921), grundlæggeren af den arabiske epigrafik [læren om indskrifter] en privat lærd. Han stammede fra en familie i Geneve af flamsk herkomst, havde fået en omhyggelig uddannelse og drev alsidige studier i Leipzig, Strassburg og Berlin, som også udstrakte sig til kunsthistorien. Med forbillede i de store indskriftværker fra Berlins akademi (CIG, CIL [Corpus inscriptionum graecorum/latinorum, 'Samleværk med græske/latinske indskrifter']) og Pariserakademiet (CIS), fattede han den plan at samle alle arabiske indskrifter systematisk i et CIA [altså: 'Samleværk med arabiske indskrifter'], at reproducere dem diplomatisk pålideligt og filologisk nøjagtigt. Da han var begavet med et sikkert blik for et bygningsværks kunstneriske egenart og var i stand til, ud fra dets arkitektur, at drage følgeslutninger om de religiøse og sociale forhold i det islamiske samfund, fandt han det uhensigtsmæssigt at skille behandlingen af en indskrift og af det bygningsværk, som bar den, skarpt fra hinanden. Han valgte derfor den beskedne titel Matériaux pour un Corpus Inscriptionum Arabicarum ['Materialer til et Corpus Inscriptionum Arabicarum'], skønt det gevaldige omfang snart nødte ham til væsentligst at indskrænke sig til det epigrafiske og give afkald på kunsthistoriske og arkitektoniske ekskurser. Af samme grund søgte han at finde medarbejdere [til værket]. Han fuldendte selv de bind, som omfattede indskrifterne i Kairo og Jerusalem. Ved det første hæfte i det tredje bind (Lilleasien) fik han bistand af Halil Edhem. Tekster til det andet bind (Nordsyrien) bearbejdede Moritz Sobernheim og Ernst Herzfeld. Et yderligere bind om Ægypten offentliggjorde Gaston Wiet.

Også ellers behandlede van Berchem med forkærlighed den islamiske histories arkæologiske og epigrafiske problemer i sine værker. I C. Lehmann-Haupts Materialien zur älteren Geschichte Armeniens und Mesopotamiens ['Materialer til Armeniens og Mesopotamiens ældre historie'] (1907), bearbejdede han 'Arabische Inschriften aus Armenien und Diyarbakr' ['Arabiske indskrifter fra Armenien og Diyarbakr']. I 1909 udgav han de af Max von Oppenheim (1860 - 1946) samlede arabiske indskrifter fra Syrien, Mesopotamien og Lilleasien. I sin Amida, Matériaux pour l'épigraphie et l'histoire musulmanes de Diyar-Bekr ['Amida, materialer til den muslimske epigrafik og historie i Diyar-Bekr'] (1910) fremstillede han byens historie på grundlag af indskrifterne. Om dette værk samarbejdede han med Josef Strzygowski, som - overfor den dengang almindelige overvurdering af Rom - betonede orientens betydning for udviklingen af den vesterlandske kunst, og som anså området Amida-Edessa-Nisibis for at være et hellenistisk-orientalsk kunstområde, hvor antike og sasanidiske elementer krydsedes. De Beiträge zur Kunstgeschichte des Mittelalters von Nordmesopotamien, Hellas und dem Abendlande ['Bidrag til middelalderens kunsthistorie i Nordmesopotamien, Hellas og i vesten'], som Strzygowski bidrog med til Amida-værket, blev ganske vist underkastet en skarp kritik af Ernst Herzfeld (1879 - 1948). Også Gertrude Lawthian Bell (1868 - 1926), som var stærkt interesseret i Stryzgowskis forskning, leverede et bidrag til Amida-værket, hvor hun beskrev de af hende undersøgte kirker og klostre i Tur 'Abdin.

Van Berchem var forbundet med Herzfeld gennem fælles interesser. Herzfeld var uddannet arkitekt, og havde dertil drevet udstrakte sprogstudier. Han havde ved de tyske udgravninger i Assur i 1903 - 1905 gjort sig grundigt fortrolig med udgravningsteknikken, og ledsagede i 1907 - 1908 Friedrich Sarre (1865 - 1945) på den Archäologische Reise ins Euphrat- und Tigris-Gebiet ['Arkæologisk rejse til Eufrat- og Tigrisområdet'], som førte til udgravningen af kalif-residensen Samarra i årene 1911 - 1914 og bragte sensationelle resultater. Bearbejdelsen af de arabiske indskrifter blev betroet van Berchem og de udkom i 1911 i værkets første bind. Det samme skete, da man i München i 1910 - under Sarres aktive medvirken - foranstaltede den store Ausstellung von Meisterwerken muhammedanischer Kunst in München ['Udstilling i München af mesterværker i den muhammedanske kunst'] som to år senere blev beskrevet i et tre-binds pragtværk, udgivet af F.Sarre og F.R.Martin. Dernæst bearbejdede van Berchem Die muslimischen Inschriften von Pergamon ['De muslimske indskrifter i Pergamon'] (ABA 1912) og i 1918 Die Inschriften der Grabtürme ['Indskrifterne på gravtårnene'] i Churasanischen Baudenkmälern ['Bygningsværker i Khorasan'] af Ernst Diez. De sidste år af hans liv gjaldt igen arbejdet med Matériaux, hvortil han endnu nåede at færdiggøre den del, som var viet byen Jerusalem. Efter hans død havde det krævet et samarbejde af lærde fra flere lande at færdiggøre det gevaldige foretagende, og da dette ikke kom i stand forblev værket en torso. Men når engang tiden er inde for et Corpus Inscriptionum Arabicarum, så vil van Berchem være forbilledet og mønster.