I modsætning til [forholdene] i Oxford og i Cambridge, blev de arabiske studier kun lidet dyrket i London, og forsøgene på at oprette et stort orient-institut i det britiske riges hovedstad, nåede først sit mål i 1917 med åbningen af School of Oriental Studies ['Skole for orientalske studier'] - fra 1949: School of Oriental and African Studies ['Skole for orientalske og afrikanske studier', - "SOAS"]. Rektor for institutionen, samt professor i persisk, blev den vidtberejste kosmopolit Edward Denison Ross (1871 - 1940). Han havde drevet alsidige studier hos Renan, Schefer og Nöldeke og skrevet disputats hos Nöldeke i Strassburg. Fra 1896 - 1901 virkede han som professor i persisk ved University College i London, fra 1901 til 1911 i Indien, som rektor for madrasaen [den islamiske skole] i Calcutta og derpå igen i London, ved det Britiske Museum. Et af hans arbejder, hans Catalogue of two Collections of Persian and Arabic Mss preserved in the India Office Library ['Katalog over to samlinger af persiske og arabiske manuskripter, som opbevares i den indiske forvaltnings bibliotek'] (afsluttet og udgivet af E.G.Browne i 1902) beskriver bl.a. de af William Jones [se kap.26] indsamlede håndskrifter. I Indien foranledigede han, at de værdifulde håndskriftskatte i det af Khuda Bukhsh stiftede bibliotek i Bankipore [se note i kap.67] blev beskrevet i et trykt katalog. Blandt håndskrifterne i Calcutta madrasaen opdagede han Haggi Dabirs egenhændigt skrevne Kitab Zafar al-walih og udgav den med en værdifuld indledning og udførlige registre under titlen An Arabic History of Gujrat ['En arabisk 'Gujrats historie''] i tre bind, 1910 - 1928. Dette møjsommelige arbejde, hvormed Ross gjorde en sagligt såvel som sprogligt betydningsfuld tekst tilgængelig, fortjener så meget mere at fremhæves, som den blev næsten komplet overset ved sin udgivelse.

Som Ross havde også det arabiskes repræsentant ved School of Oriental Studies (fra 1920), (Sir) Thomas Walker Arnold (1864 - 1898) tilbragt mange år i Indien, først som professor i filosofi (1888 - 1898) ved det af Saiyid Ahmad Khan i 1875 grundlagte Anglo-Oriental College, dernæst, fra 1898 til 1904 ved Government College i Lahore. I Aligarh, hvor han lærte den indomuslimske modernisme med dens begejstring for vestens politiske og sociale institutioner, dets rationalisme og tiltro til fornuften og den umiddelbare anskuelse at kende og stod i venskabelig forbindelse med dens betydeligste videnskabelige repræsentant Sibli an-Nu'mani , opstod hans banebrydende bog The Preaching of Islam ['Islams forkyndelse'] (1896; 2.opl.1913), hvori han underkastede den islamiske tros udbredelse og de medvirkende årsager dertil en grundig analyse. Ahmad Khan og hans tilhængeres neo-mu'tazilisme gav Arnold stødet til at beskæftige sig med den gamle mu'tazila og i 1902 udgav han de relevante Vitae [levnedsskildringer] fra zaiditen Ibn al-Murtadas Kitab al-munya wa l-'amal i arabisk originaltekst . Efter sin tilbagevenden til England arbejdede han i 1904 - 1920 i den indiske forvaltning. Lejlighedsvis skrev han om islamiske emner, fx som medarbejder på James Hastings Encyclopedia of Religion and Ethics ['Leksikon for religion og etik'], og behandlede også, i 1924 i The Caliphate ['Kalifatet'], et dengang højaktuelt spørgsmål ud fra et historisk og statsretligt synspunkt, - dog havde han på dette tidspunkt allerede helt helliget sig studiet af den islamiske kunsthistorie, som han berigede med en række arbejder.