Lærestolen i arabisk ved Cambridge blev i 1894, efter W.Robertson Smiths død, besat med den allerede nævnte Charles Rieu (1820 - 1902). Sammen med ham virkede Anthony Ashley Bevan (1859 - 1933), foreløbigt som docent. Bevan var elev af Nöldeke og Wright og en fremragende kender af det arabiske. Han brugte de af Wright efterladte håndskrift-kopier, men støttede sig i hovedsagen på et manuskript, som senere var blevet erhvervet til det Britiske Museum, og besørgede så fra 1905 til 1912, i tre bind, en monumental udgave af Garirs og al-Farazdaqs stridsdigte (naqa'id), som udmærker sig ikke blot ved en forbilledlig behandling af tekstkonstellationen og det kritiske apparat, men også ved en mønstergyldigt ordfortegnelse. Til første bind fik han hjælp fra de Goeje, senere af Nöldeke og Wellhausen, medens August Fischer lejlighedsvis ydede ham sin sagkyndige hjælp til ordfortegnelsen. Omvendt understøttede Bevan sin ven Charles Lyall ved dennes udgave af Mufaddaliyat og leverede registrene dertil, som også indeholder en ordfortegnelse (GMNS III, 1924). Til Qalis Amali forfærdigede han et rim-register og udgav det sammen med Fritz Krenkow i Indices to the poetical citations in the Kitab al-Amali ['Registre til de poetiske citater i Kitab al-Amali'](1913). Hans plan om at udgive et supplement til de arabiske ordbøger kom desværre ikke til udførelse.

Den netop nævnte (Sir) Charles James Lyall (1845 - 1920), som kun indirekte hørte til Cambridge-skolen, var fra 1867 til 1898 aktiv i den civile forvaltning i det britiske Indien og ledede fra 1898 til 1910 en afdeling af den indiske forvaltning (India Office) i London. Han beskæftigede sig i sine ledige stunder med den gammelarabiske digtning og udgav i 1885 Translations of Ancient Arabian, chiefly Pre-Islamic, Poetry ['Oversættelser af gammel arabisk - hovedsagelig før-islamisk - digtning']. Også senere søgte han gennem oversættelser at gøre skønheden i denne digtning begribelig for sine landsmænd . Hans forbillede var Nöldeke, som han ofte besøgte på sine ferierejser. I Indien udgav han Tibrizis kommentar til de ti Mu'allaqat [se fx kap.24] (Bibliotheca Indica 1891 - 1894 ['Indisk Bibliotek']). Efter at være kommet tilbage til England offentliggjorde han først 'Abid b.al-Abras's og 'Amir b. at-Tufails digtsamlinger i originaltekst med engelsk oversættelse (GMS XXI), i 1913, og senere 'Amr b. Qami'as digte, 1919. I mellemtiden udviklede også hans mesterværk, udgaven af Mufaddaliyat ['Undersøgelsen af Mufaddal', 8.årh], sig mod sin fuldendelse. Oprindeligt havde han blot villet føre Thorbeckes udgave (som beroede på Marzuqis recension efter det ufuldstændige håndskrift i Berlin) til ende, men siden indså han nødvendigheden af at offentliggøre alle 126 digte (incl. de 43 numre i Thorbeckes udgave) i Anbaris recension og med hans kommentar. Tekstbindet, som fra 1910 blev trykt i Beirut, hvor L.Cheikho sørgede for korrekturen og A. Salhani konsulterede håndskrifterne i biblioteket dér, kunne pga. verdenskrigen først blive udgivet i 1921, nogle måneder efter Lyalls død. I mellemtiden var det andet bind, med oversættelsen, udkommet i Oxford i 1918. Bevan læste korrekturen på begge bind. Også fra Nöldeke havde Lyall, ligesom ved udgivelsen af 'Abid og 'Amir, fået megen hjælp. Desuden havde [både] de Goeje, A.Fischer, R.Geyer og - som ekspert i flora og fauna - J.-J. Hess lejlighedsvis ydet bistand. På denne måde blev også denne prægtige udgave, hvortil Bevan, som nævnt, i 1921 leverede registrene, et gribende monument over et forbilledligt videnskabeligt samarbejde.

Tilskyndet af Charles Lyall beskæftigede den ovenfor nævnte Fritz Krenkow (1872 - 1953), sig som privat forsker med den gammelarabiske digtning. Han blev kendt i den videnskabelige verden i 1903, ved den varme anerkendelse, som Ahlwardt (Sammlungen altarabischer Dichter III, side (romertal) 19 - 20 ['Samlinger af gammelarabiske digtere']) udtalte, for [Krenkows] spontane tilsendelse af en omfangsrig samling af citater og fragmenter af Ru'ba. Efter den første verdenskrig drog han til Indien, hvor han virkede - først i Hyderabad, dernæst i Aligarh. Efter at han i 1931 - 1934 havde undervist som adjungeret professor i Bonn, vendte han tilbage til England og levede sin sidste tid i Cambridge. Han var, som Wüstenfeld, en utrættelig udgiver, og gjorde talrige arabiske tekster fra de forskelligste litterære genrer tilgængelige gennem trykken, heriblandt omfangsrige værker som Ibn Duraids Gamhara, Ibn Haitams Manazir, Ibn Hagars Kitab ad-durar al-kamina, Marzubanis digterleksikon og Ibn Qutaibas Ma'ani. Krenkow gjorde også meget godt gennem den beredvillige hjælpsomhed, hvormed han stillede sine samlinger og kundskaber til rådighed for medforskere.

Rieus efterfølger blev i 1902 Edward Granville Browne (1862 - 1926). Hvor han først var bestemt for lægevidenskaben - interessen herfor viste sig endnu i hans forelæsninger over Arabian Medicine (1921) - havde han foruden medicinen drevet orientalske studier hos Wright, og havde så i 1887-1888 tilbragt et år i Persien (beskrevet i A Year amongst the Persians ['Et år blandt perserne'], 1893 ) og var så blevet lektor i persisk i Cambridge, hvor han også, som 'Sir Thomas Adams' Professor of Arabic', viede sine bedste kræfter til den persiske filologi, som han gennem talrige tekstudgaver søgte at stille på et solidt filologisk fundament. Hans hovedværk er de fire bind af hans Literary History of Persia (1902 - 1924), som består af literatur- og åndshistoriske essays. Han var ingen lærd med antikvariske interesser, men studerede også den persiske tidshistorie , hvor han gennemtrængt af en stærk retfærdighedssans, antog sig de undertryktes sag.

Gennem Browne blev Reynold Alleyne Nicholson (1868 - 1945) vundet for studiet af den orientalske litteratur. Han havde en fintfølende forståelse for skønlitteraturens idéindhold og æstetiske værdier og tog fat på udforskningen af sufismen [den islamiske mystik], efter at have erhvervet sig grundige kundskaber hos Bevan, Robertson Smith og Nöldeke og tilegnet sig håndteringen af den eksakte filologiske metode, - han bevægede sig med samme sikkerhed på det arabiske som på det persiske område. I 1898 udgav han et udvalg af digte fra Galaddin Rumis Diwan-i Sams-i Tabriz ['Shams fra Tabriz' Værker'] i den persiske originaltekst med engelsk oversættelse og anmærkninger. I 1911 fulgte Ibn 'Arabis arabiske Targuman al-aswaq ['Længslernes tolk', 12./13.årh.] (Oriental Translation Fund N.S. 22 ['Fond for Orientalske oversættelser']). For at belyse sufismens oprindelse og dens udvikling i det 2./8. - 4./10.århundrede, gjorde han vigtige kildeskrifter tilgængelige i kritiske tekstudgaver eller i pålidelige oversættelser: fra 1905 til 1907 'Attars Tadkiratu l-auliya' [- en saml. af muslimske helgenbiografier, 12.årh.] (Persian Historical Texts III, V ['Persiske historiske tekster'] ) i persisk tekst, i 1911 Hugwiris Kasfu l-mahgub (GMS XVII) [11.årh.] på engelsk og i 1914 Abu Nasr at-Tusis Kitab al-luma' ['Bogen om lysene'] (GMS XVII) i arabisk original. Men selv om problemstillingerne i hans forskning var bestemt af den historisk-kritiske retning, så undgik han dog instinktivt den nøgterne rationalismes farer, - som mente at kunne aflede, og dermed forklare, sufismen, ud fra nyplatonismen eller ud fra kristen eller indisk mystik på grund af faktiske eller formodede overensstemmelser. Uden [dog] at forsømme spørgsmål om idéhistoriske sammenhænge og litterære traditioner, så lagde han sig det på sinde først og fremmest at gøre den tekst han skulle fortolke forståelig i sin egen individuelle egenart. Sit højdepunkt nåede denne fortolkningskunst i hans Studies in Islamic Poetry og Studies in Islamic Mysticism (1921) ['Studier i islamisk digtning' og 'Studier i islamisk mystik']. Hvor den første skulle gøre venner af den orientalske litteratur og religion bekendt med den persiske hofdigtning (efter Daulatsahs Lubab al-albab og Abu l-'ala's betragtninger i hans Luzumiyat ), behandlede den anden derimod den persiske sufi Abu Sa'id b. abi l-Hair, teosofferne Gilani og Ibn 'Arabi, samt Ibn al-Farids digte. Hertil sluttede sig så, i årene 1925 - 1943, hans alderdomsværk: den monumentale udgave af Galaladdin Rumis Matnawi-i ma'nawi, ['Åndelige kupletter'] med oversættelse og kommentar (GMNS IV, 8 bind).

Ved siden af disse udgaver, oversættelser og fortolkninger kom et stort antal af afhandlinger og artikler, hvor enkeltproblemer blev behandlet. Hans Mystics of Islam ['Islams mystikere'] (1914) henvendte sig til bredere kredse ligesom foredragene om The Idea of Personality in Sufism ['Forestillingen om personlighed i sufismen'] (1923). Som en almindelig indføring i den arabiske lekture udgav han i A Literary History of the Arabs (1907; 2.opl. 1930) ['En arabisk litteraturhistorie'] - med behændig anvendelse af v.Kremers, Goldzihers, Nöldekes, Wellhausens o.a.'s arbejder - et overblik over den arabiske litteratur og de påvirkninger, som havde været afgørende for dens idéhistoriske udvikling. Også her forsøgte han ved gendigtninger af gøre skønheden i arabiske vers forståelig for læseren. Til brug for den akademiske undervisning fornyede han endelig, med Bevans hjælp, i 1907 til 1911, F. Thornton du Prés arabiske elementærgrammatik (som var baseret på Wrights grammatik), samt det dertil hørende tekstudvalg.

Nicholsons arbejder bidrog afgørende til at overvinde den rationalisme, der - som arvegods fra oplysningstiden og den kritiske historisme - herskede i islamvidenskaben, og [dermed] bane vejen for den indsigt, at islamisk religion, mystik og filosofi ikke bør måles med 'sunde menneskeforstand' fra det europæiske 19.århundrede, men at der behøves en metode, som arbejder med den moderne psykologis redskaber, for på dækkende måde at beskrive den fylde af indre erfaringer og bevidsthedstilstande som er mulig indenfor den islamiske kontekst. Nicholson erkendte, som en af de første i Europa, betydningen af Muhammed Iqbal, hvis Development of metaphysics in Persia ['Metafysikkens udvikling i Persien'] var udkommet i 1908, og han oversatte hans Asrar-i hudi ['Selvets hemmeligheder'] fra 1920 til engelsk. Med sådanne indsigter var han langt forud for sin tid og det varede længe før han fandt anerkendelse. Han var i mange år underviser i persisk og blev først efter Brownes død kaldet [til professor]. I dag er det oplagt, at han er en af grundlæggerne af den moderne islamvidenskab.

Til E.G.Brownes vennekreds hørte også Guy Le Strange (1854 - 1933), som gjorde sig fortjent af abbasiderigets historiske geografi og som i sine unge år i Paris var blevet begejstret for det persiske af Mohl, og havde dyrket arabisk hos Guyard. Sir Henry Rawlinson udpegede for ham den betydning som Ibn Serapions beskrivelse af Bagdads kanaler har for rekonstruktionen af det middelalderlige Bagdads topografi, især når man sammenholder den med oplysninger hos andre arabiske geografer. Le Strange fulgte denne tilskyndelse og sammenbragte et rigt materiale fra arabiske og persiske kilder og udgav, efter at han i 1890 i Palestine and the Muslims ['Palæstina og muslimerne'] havde givet udtog af arabiske geografer i oversættelse, Ibn Serapions beskrivelse af Mesopotamien og Bagdad (JRAS 1895) og offentliggjorde, - rådgivet af sine venner Bevan og Browne og hjulpet af de Goejes oplysninger - sin grundlæggende bog Baghdad during the Abbasid Caliphate (1900; 2.opl. 1925) ['Bagdad under Abbasidekalifatet'], - rigt udstyret med kort og oversigter. I 1905 fulgte hans ikke mindre værdifulde fremstilling af abbasiderigets østlige provinsers historiske geografi under titlen The Lands of the Eastern Caliphate ['Det østlige kalifats riger']. Hans udgaver af persiske geografer blev, da han fra 1912 var blevet næsten blind, ført gennem trykken af Browne (GMS XXIII, 12) og af Nicholson (GMNS I).