De hjælpemidler, som stod til rådighed for en forsker i de islamiske folks historie og kultur, havde pga. den stadigt stærkere voksende tilstrømning af stofmængder og litteratur derom, i løbet af det 19.århundrede nået et sådant omfang, at dette område ikke længere kunne varetages ved siden af, af en lærd, hvis område [i øvrigt] omfattede alle, eller i hvert fald de yngre semitiske sprog. I Frankrig havde undervisningsforvaltningen taget højde for denne arbejdsdeling, som var nødvendiggjort af videnskabernes fremskridt, idet man i 1885 havde oprettet en lærestol for islamvidenskaberne ved École des Hautes Études, hvorpå, i 1902, fulgte et professorat i islamisk sociologi ved Collège de France. I Tyskland trådte Martin Hartmann (1851 - 1918), som fra 1887 underviste i arabisk ved Berlins orientalske seminar, i skranken for en anerkendelse af islamvidenskaben som en selvstændig videnskabelig disciplin, og gav i sine egne undersøgelser stærke impulser til forskningen. Han skyldte Fleischers skole et solidt grundlag og dertil havde han som tolk på det tyske konsulat i Beirut fra 1876 - 1887 erhvervet sig et intimt kendskab til landet og dets indbyggere. På denne tid kom hans Arabischer Sprachführer ['Arabisk parlør'] til verden, som i sin syriske del gengiver sproget, som blev talt omkring 1880 på markedet i Beirut, medens den ægyptiske del, som af praktiske grunde var stillet overfor, hvilede på Spittas grammatik. På senere rejser besøgte han bl.a. det kinesiske Turkestan, Tyrkiet og Ægypten. Alt, som havde sammenhæng med den islamiske verdens historie og kultur, fra dens begyndelse indtil dens brogede nutid, havde hans levende interesse. Således optegnede han, som den første, 'Arabiske folkesange fra Syrien' og skrev i 1897 (ZDMG 51, 177 - 214) en grundlæggende afhandling om dem . Ved en anden lejlighed samlede han Lieder der Libyschen Wüste ['Sange fra den libyiske ørken'] (1897) og rejste endda til Ægypten for at efterprøve og supplere sine optegnelser på stedet. Upåvirket af skolemeninger og uden at bekymre sig om overleverede værdidomme stødte han på hidtil upåagtede kendsgerninger, iagttog med et skarpt blik problemer og samlede med stor flid alt hvad synes ham tjenligt til deres løsning. Fx førte den tilfældige iagttagelse - som kun var kendt for en lille kreds af fagfolk - af anvendelsen af arabiske versemål i middelalderens hebræiske digtning ikke blot til at fremstille Die hebräische Verskunst nach dem Traktat des Immanuel Francis (1894) ['Den hebræiske versekunst ifølge Immanuel Francis' traktat'], men førte ham videre til betragtninger over Metrum und Rhythmus ['Versemål og Rytme'] (1896) og det arabiske versemåls opståen , samt til banebrydende undersøgelser over de folkelige [såkaldte] 'bæltedigte' [zagal, se kap.65] (Das arabische Strophengedicht I: Das Muwassah , 1897) ['Det arabiske strofedigt']. Hvor der allerede i disse arbejder om sprog og litteratur viser sig en umiskendelig forkærlighed for det folkelige, så træder denne folkelige sympati så meget mere i dagen i Hartmanns bidrag til forskningen i realia og saglige forhold. Modsat den vidt udbredte ligegyldighed, hvormed man dengang i Europa affærdigede den moderne islam som tilbagestående og uden anlæg for nogen form for videre udvikling, iagttog han de store forandringer, som dengang var i gære i den islamiske verden, og han begyndte at samle dokumenter om denne betydningsfulde proces. Herudaf voksede fx hans arbejder med den arabiske presse , - og han indskrænkede sig ikke til den arabiske orient, men inddrog det samlede islamiske område fra Kina til Vestafrika i sit forskningsområde. Han bestræbte sig hele tiden på at øse af kilderne selv, og drev [derfor] udstrakte sprogstudier, lige til kurdisk, til de østtyrkiske dialekter, ja selv til det kinesiske. På denne måde fortræffeligt udrustet, og hertil ganske fortrolig med den videnskabelige litteratur, påbegyndte han sin samle- og sortere-virksomhed, hvorved han gjorde meget nyt materiale, fx om islam i Kina , om den ?aghatæiske litteratur, om litteraturen på kurdisk, - men også om [allerede] gennemforskede områder, som den moderne tyrkiske [historie] og den arabiske nationalisme, - tilgængelig for forskningen. Og hans interesse var på ingen måde indskrænket til nutiden, men strakte sig tilbage til fortiden, for dér at finde nøglen til den historiske udvikling. Fx vedføjede han sin bog om Die arabische Frage ['Det arabiske spørgsmål'] et Versuch über die Archäologie Jemens ['Essay om Jemes oldtid'], for at begrunde sine synspunkter på de statslige og samfundsmæssige forhold i det før-islamiske Sydarabien. Han nøjedes ikke med blot at samle og beskrive materialet - hvori, for den nutidige læser, ikke sjældent den største værdi af meget af Hartmanns arbejde ligger - men stræbte efter en meningsfuld orden i materialemængderne og var på det punkt langt forud for sine kolleger, idet han fandt denne i sociologien . Han kendte den betydning som stat og samfund havde for islams udviklingshistorie fra Sprengers og von Kremers værker. Dernæst lærte han af et arbejde af juristen A.Geyer fra München begrebet 'gruppe' at kende og forstod herefter historien som en manifestation af grupper eller af individer i deres egenskab af grupperepræsentanter. Idet han udgik fra menneskets urdrifter, som de viser sig i familie og slægt, i sprogfællesskabet, i erhvervsgrupper (til tilfredsstillelse af [fælles] erhvervsmæssige behov), i forestillingsgrupper (af individer med fælles forestillinger), udviklede han deduktivt et system af grupperinger. Staten opfattede han som den højeste form for menneskeligt fællesskab, hvor gruppers og individers forskellige stridende interesser finder deres endegyldige udligning. Dette system efterprøvede han på de islamiske kilder og søgte at forbedre det ved hjælp af de dér bevidnede historiske grupperinger. Det førte ham dybt ind i studiet af den ældste traditions- og retslitteratur . Han var belæst i Muwatta' og Musnad Ahmad, i Bukari og Ibn Sa'd, og han indså den grundlæggende betydning af Safi'is Risala og Abu Yusufs Kitab al-haraj, men hans stræben gik ud på at forstå islam i sin helhed og lære at begribe dens nutid som en lovmæssig følge af dens fortid. Sådan opstod de af hans bøger, som var bestemte for en bredere læserskare: Der Islam (Geschichte, Glaube, Recht) ['Islam (historie, tro, retsystem'] fra 1909, hans Fünf Vorträge über den Islam ['Fem foredrag om islam'] (1912), såvel som talrige tidsskriftartikler. At hans system indeholdt subjektive elementer, og ikke kunne lade den historiske virkeligheds forvirrende mangfoldighed ske fyldest, var han [selv] klar over. Men det modsagde hans inderste natur at nøjes med enkeltforhold og derfor forsøgte han at tegne et samlet billede, hvor han ikke lod det skorte på temperamentsfulde værdidomme. For at fremme studiet af først og fremmest den samtidige islam, grundlagde han i 1912, sammen med andre , Deutsche Gesellschaft für Islamkunde ['Tysk selskab for islamvidenskaben'] og var til sin død en af de ivrigste medarbejdere ved dets organ, det af Georg Kampffmeyer (1864 - 1936) udgivne Welt des Islams ['Islams verden'].

Hartmanns fortjenester fandt ingen officiel anerkendelse i Tyskland. Sociologien, med hvis metoder han drev sin islamforskning, var i de toneangivende kredses øjne fordægtig og blev bekæmpet af de fleste repræsentanter for [faget] historie ved universiteterne. Hertil kom, at de ansvarlige for den højere undervisning ikke anså oprettelsen af særskilte lærestole for islamvidenskaben for nødvendige. Som følge heraf åbnede intet universitet sine døre for Hartmann, med henblik på at yde hans store talenter et passende virkefelt. Efter mangehånde kampe kunne han holde islamvidenskabelige forelæsninger ved Berlins Seminarium fra 1910, men der blev ikke oprettet en særskilt lærestol ved seminariet. Men udlandet værdsatte hans bedrifter efter fortjeneste: I Frankrig, hvor man kendte værdien af sociologien, vidste man, at han var en af islamvidenskabens mestre .