Hvor Nöldekes og Wellhausens arbejder, for så vidt de berørte islam, hovedsageligt angik koranen, Muhammeds liv og det arabiske riges politiske historie, så tilfaldt det Ignaz Goldziher (1850 - 1921) af anvende den kritiske historismes metoder på den hele islam, og at forstå den som et kulturhistorisk fænomen, hvis udvikling væsentligt bestemmes af religiøse idéer. Med dette standpunkt knyttede Goldziher til ved Kremer [se kap.40], hvem han dog overgik ikke blot i viden og metode, men frem for alt ved sin intuitive forståelse for de religiøse drivkræfter i islam. Her var hans direkte, selvoplevede, kendskab til den orthodokse jødedom og dens traditioner ham en stor hjælp. Jødedommens problemer i emancipationens tidsalder havde jo dog en brændende interesse for Goldziher, som havde gået på gymnasiet i sin hjemby Stuhlweissenburg (Székesfehérvár [60 km. SV for Budapest]), men parallelt hermed havde fået en talmudisk uddannelse. Tidligt moden og højt begavet, greb han allerede som tolvårig ind i en strid om et praktisk spørgsmål vedr. [den jødiske] liturgi, idet han offentliggjorde et arbejde, som efter Némeths udsagn, i sin historiske behandling af problemet allerede lader ane den senere lærdes forskningsretning. Efter at faderen var flyttet til Pest [Budapest], blev den unge Goldziher allerede som gymnasieelev den første studerende hos Hermann Vambéry (Bamberger) (1832 - 1913), der havde berejst Mellemasien (forklædt som derwisch), og som i 1865 var blevet kaldet til universitet i Budapest. Hos ham lærte han persisk og tyrkisk, uden [dog] at modtage afgørende impulser, - hans hovedinteresse gjaldt stadig de jødiske temaer. Men han fik, på Vambérys anbefaling, i 1868 et udenlandsstipendium af undervisningsminister Josef von Eötvös. Først rejste han til Berlin og studerede semitisk filologi hos E. Rödiger, Fr. Dieterici og Wetzstein. Hos Heymann Steinthal (1823 - 1894), som havde ansvaret for den almene sprogvidenskab, lærte han folkepsykologiens metoder, samt den såkaldte linguistiske palæontologi . Også med Steinschneider trådte han i forbindelse. Efter et år rejste han til Leipzig til Fleischer og skrev i 1870 disputats hos ham med Studien über Tanchum Jeruschalmi ['Studier over Tanhum Jerusalmi'], - hvis oprindelse går tilbage til hans berlinertid. Hertil sluttede sig så hans studierejse til Leiden og Wien i 1871, i 1872 hans professoratskvalifikation, og fra september 1873 til april 1874, som kronen på værket, rejsen til Syrien, Palæstina og Ægypten.

Hos Fleischer fik han en solid grammatisk skoling og lærte den tekstfortolkningens kunst, som skulle give hans hovedværker deres solide filologiske grundlag. Ganske vist stillede Fleischers ensidige betoning af filologiens formale side ham ikke tilfreds: han fængsledes af den menneskelige ånds udviklingshistorie, som den fremstilles i Kremers arbejder, og han så i enhver tekst, som han fortolkede, et kulturhistorisk vidnesbyrd. Under Fleischers indflydelse skrev han først Beiträge zur Geschichte der Sprachgelehrsamkeit bei den Arabern ['Bidrag til sprogvidenskabens historie hos araberne'] (SWA 1871 - 1873) og sin 'Karakteristik af Suyutis' (SWA 1871), - men allerede i dem, og i særdeleshed i hans Beiträgen zur Literaturgeschichte der Schi'a ['Bidrag til den shiitiske litteraturhistorie'] (SWA 1874) træder tilbøjeligheden til idéhistorie frem. Med den ungarske Geschichte der Sprachwissenschaft bei den Arabern ['Den arabiske sprogvidenskabs historie'] afsluttedes denne første periode i Goldzihers videnskabelige produktion, og samtidigt kom hans hebræiske studier til deres endegyldige afslutning, med værket Der Mythos bei den Hebräern und seine geschichtliche Entwicklung ['Mythen hos hebræerne og dens historiske udvikling'] fra 1871. I disse 'undersøgelser over mythologi og religionsvidenskab' ville han eftervise - imod Renan [se kap.48] - at ikke kun indogermanerne [indoeuropæerne], men også semitterne havde haft en mythologi. Han betjente sig her, i tilslutning til Steinthal, af den sammenlignende mythologi, som Adalbert Kuhn og Max Müller havde plejet, og som ud fra en sammenligning af de enkelte indogermanske folkeslags myther drog slutninger til urfolkets myther, og som i [disse mythers enkelte] skikkelser, så personificeringer af naturkræfter. Fx tyder Goldziher broderstriden mellem Kain og Abel som skiftet mellem dag og nat, - og i Abraham genfinder han den dystre nattehimmel, i Sara månen. Derfor adskilte han også de mythiske bestanddele strengt fra religionen og dens kosmogoni og etik. Men når han (side (romertal) 23) havde håbet, at man ville hilse hans studie velkomment, som 'et stadium på vejen frem til det højeste religionsideal', den rene monotheisme, så blev han gruefuldt skuffet. Den metode han fulgte var allerede dengang voldsomt omstridt, selv om det først var med James Frazer (1854 - 1941) at den endegyldigt blev overvundet, og selv om også bogen i 1877 oplevede en oversættelse til engelsk, så fandt den i almindelighed ingen positiv modtagelse. Men i den jødiske menighed i Budapest gav den anledning til en storm af forargelse, og dette var så meget mere pinligt, som han i samme år havde overtaget sekretær-jobbet i netop denne menighed. For efter at hans velgører Eötvös (allerede i 1871) var død, havde han ingen udsigter til at få et professorat ved universitetet.

Med dette stormfulde år, 1876, begynder den anden periode i Goldzihers litterære virksomhed, som varer til 1910. I denne periode vendte han sig med stadig større beslutsomhed til islamforskningen. Hans virksomhed som sekretær for den jødiske menighed, som han måtte vie mindst 6 timer daglig, var for ham en trykkende last, som han først i 1905, da han [endelig] fik et professorat ved universitetet, kunne kaste af sig. Men trods de ugunstige ydre forhold, skabte han i disse år sine store mesterværker, fra Zahiriten (1884) til Vorlesungen über den Islam. Ofte gik forarbejder på ungarsk forud . Fx indeholder hans bog Az Islam (1881) ['Islam'] undersøgelser, hvoraf nogle går igen i omarbejdet form i hans Muhammedanische Studien ['Muhammedanske studier'], - men den anmeldelse, som hans ven Bacher indrykkede (i ZDMG 36, 720 - 724), kunne ikke give et fyldestgørende indtryk af værkets indhold og betydning, så det blev Die Zahiriten, ihr Lehrsystem und ihre Geschichte (1884) ['Zahiriterne, deres læresystem og deres historie'], som grundlagde hans ry som islamforsker. Her gav Goldziher - ikke en systematisk men - en historisk orienteret indføring i den islamiske retsvidenskabs metodelære, hvorved han førte princip-stridighederne imellem de ortodokse retsskoler frem i dagens klare lys og dermed åbnede forståelsen for Dawud az-Zahiris standpunkt [Zahiriterne]. Dernæst belyste han [Zahiris] skoles særstilling ud fra dens koran- og traditionsfortolkning og dens anvendelse af lovkategorierne, samt behandlede skolens historie indtil dens opløsning - og her især dens mest ekstreme talsmand, Ibn Hazm, som overførte skolens grundsætninger på dogmatikken. Som tillæg gav Goldziher omfangsrige tekstuddrag som [en slags] erstatning for den krestomati [tekstudvalg] af den islamiske teologiske litteratur, som vi stadig [1955] mangler. Denne bog, som i undertitlen betegnes som Beiträge zur Geschichte der muhammedanischen Theologie ['Bidrag til den muhammedanske teologis historie'], var tænkt som indledning til en række undersøgelser af den muhammedanske religions udviklingshistorie, som skulle tjene forståelsen af islams sjælskarakter. Denne række blev fortsat i de epokegørende Muhammedanische Studien ['Muhammedanske studier'] (2 bind, 1889 - 1890), hvoraf, af de dér samlede afhandlinger, hans Über die Entwicklung des Hadith ['Om hadiths udvikling'] (bind 2, side 1 - 274) var den vægtigste, både af omfang og af indhold. Deri efterviste Goldziher, åndrigt og skarpsindigt, hvilken rolle den islamiske tradition havde spillet både i magtkampene mellem umajjaderne og abbasiderne, i de religiøst-politiske partier og gruppers stridigheder, som middel til opbyggelse og underholdning, som genstand for lærd samleriver og studium, - og påviste, med et væld af eksempler fra traditionslitteraturen, de forskellige tendenser som var virksomme ved hadits opståen, udformning og udbredelse, - med det resultat, at man måtte 'betragte den overvejende største del af dem som resultater af islams religiøse og samfundsmæssige udvikling i de første to århundreder'. At traditionerne [hadith] ikke uden forbehold kunne anvendes som historisk kilde til Muhammeds udsagn og handlinger, havde allerede [tidligere] indsigtsfulde forskere erkendt, men først Goldziher erstattede den vilkårlige skepsis med en metodisk velfunderet kritik, [bygget på] principper som stammede fra den kritiske historisme. Dermed var forskningen stillet foran den opgave, at undersøge islams religionshistoriske udvikling påny, - en opgave, hvortil Goldziher i talrige arbejder selv leverede vigtige bidrag. Heller ikke hans filologiske og litteraturhistoriske værker kan fornægte hans åndshistoriske interesser. Fx udgav han Hutai'as digtsamling, for derigennem at anskueliggøre hedenskabets modstand mod den nye religion, og af hans Abhandlungen zur arabischen Philologie ['Afhandlinger vedrørende den arabiske filologi'] er størstedelen af det første bind viet lignende temaer. Goldzihers styrke lå i den videnskabelige monografi, - heller ikke i sin klassiske Vorlesungen über den Islam ['Forelæsninger om islam'] (1910) gav han en systematisk fremstilling, men behandlede (med udeladelse af den politiske historie) de vigtigste sider af den religionshistoriske udvikling: Muhammed, lovgivningens udvikling, dogmatikkens udvikling, askese og sufisme, sekt-væsenet og sluttelig: senere udformninger.

Til [Goldzihers] tredje periode (1911 - 1921) hører, foruden udgivelsen og bearbejdelsen af Streitschrift des Gazali gegen die Batinijja-Sekte ['Gazalis stridsskrift mod Batinijja-sekten'] (1916), især Goldzihers alderdomsværk Die Richtungen der islamischen Koranauslegung ['Retninger indenfor den islamiske koranfortolkning'] (1920). Også her dannede den religionshistoriske fortolkning af arabiske tekster, - denne gang af tafsir-litteraturen ['tafsir' = 'kommentar'] - den filologiske underbygning for et stort anlagt overblik over den indfødte koranfortolknings historie fra dens tidligste begyndelse til samtidens [1920] islamiske modernisme, - og man ser her mange iagttagelser og indsigter, som Goldziher havde udtalt allerede i sin ungdom, smelte sammen til en frugtbar syntese.

Et år efter denne bogs udgivelse, - som Goldziher har betegnet som sit smertensbarn - døde han af en lungebetændelse, - dybt begrædt af mange, som i ham ikke blot havde mistet den store lærde, men også det ædle menneske og den medfølende og forstående ven. Han havde en større indvirkning på islamstudiernes gang, end nogen anden af sine samtidige og har på afgørende måde udstukket kurs og udviklingsretning for forskningen.