Med grundlæggeren af Cambridgeskolen, William Wright (1830 - 1889), som vi allerede har mødt som medarbejder på Dozy's Maqqari [kap.38], begynder den nyere britiske arabistik. Født i Indien, som søn af en skotte i det ostindiske kompagnis tjeneste og hans hollandske hustru, rejste han til Halle og blev her vundet for de semitiske studier af Rödiger. Hans forkærlighed for det arabiske førte ham til Leiden, til Dozy. I 1852 udgav han Ibn Gubairs Rejse [12./13.årh.] fra manuskriptet i Leiden (det eneste eksisterende), - en for en 22-årig forbavsende moden præstation, udmærket ved solide sag- og sprogkundskaber og en sikker kritisk dømmekraft. Hans hele interesse gjaldt den arabiske digtning og skønlitteratur . Han klargjorde derefter de fem første bind af Maqqari (I, 1 - 462) til trykken. Fra 1855 virkede han ved University College i London og fra 1856 ved Trinity College i Dublin og kunne så i 1859 lade sine Opuscula Arabica ['Mindre arabiske arbejder'] og første bind af sin Grammar of the Arabic Language ['Grammatik over det arabiske sprog'] udkomme, - andet bind fulgte i 1862. På titelbladet betegnes værket beskedent som en oversættelse af Casparis grammatik [se kap.47], men det udgør i virkeligheden en selvstændig bearbejdning af materialet, udmærket ved klar formulering af reglerne og behændigt valgte eksempler. I 1874 - 1875 udkom en anden og 1896 - 1898, efter Wrights død, en tredje udgave, besørget af W.Robertson Smith og M.J.de Goeje, som endnu ikke er blevet overgået. Trods denne præstation blev Wright ikke kaldet til Oxford, da lærestolen i arabisk blev vacant i 1862 . Derfor var han i 1861 - 1870 beskæftiget som Assistent Keeper [omtr.: 'Assisterende museumsinspektør'] i håndskriftafdelingen på det Britiske Museum og han gav i det 1870 - 1872 udkomne trebinds katalog en mønstergyldig beskrivelse af de fra 1838 erhvervede syriske håndskrifter (de stammede for det meste fra syrerklosteret i den nitriske ørken), udmærket ved stor nøjagtighed, sprog- og sagkundskab. Ligeledes bearbejdede han de ætiopiske håndskrifter, som var faldet i britiske hænder ved stormen på den abessinske bjergfæstning Magdala i 1868. Ved siden af dette officielle arbejde løb en frugtbar udgivervirksomhed, især efter at han i 1870 var blevet kaldet som professor i arabisk i Cambridge. Han besad et ufejlbarligt øje, når det gjaldt at læse og kopiere håndskrifter og skrev med en håndskrift, som var skolet fra skattene i biblioteket i Leiden og på det britiske bibliotek. Han var en fremragende palæograf [kender af gamle skrifttyper og deres alder] og udgav Palæographical Society's ['Palæografisk selskab'] orientalske serie. Hans udgaver er derfor mønstre på akribi og diplomatisk vederhæftighed. I 1865 offentliggjorde han fra de syriske håndskrifter i London Contributions to the Apocryphal Literature of the New Testament, ['Bidrag til det nye testamentes apokryfe litteratur'], i 1869 Aphrates Homilier [eller Afrahat, 'Prædikener', 4.årh.], 1871 Apocryphal Acts of the Apostles ['Apokryfe "Apostlenes Gerninger"'] med engelsk oversættelse. Senere fulgte Josua Stylites' krønike [omkr. 505 eKr] (1882), og den yngre syriske oversættelse (fra arabisk) af Kalila og Dimna . Først efter hans død udkom i 1898, besørget af hans elev Mc Lean, hans udgave af den syriske oversættelse af Eusebius' kirkehistorie [4.årh.]. I de sidste år af sit liv katalogiserede han de syriske håndskrifter i universitetsbiblioteket i Cambridge, - A.A.Bevan påbegyndte trykningen, som St.A.Cook tilendebragte i 1901 . Til [det klassiske leksikon] Encyclopaedia Britannica (bind 22, 824 - 856) skrev Wright et indholdsrigt overblik over den syriske litteratur, som i 1894 udkom i bogform. Hertil var han yderst hjælpsom med underretninger om de syriske håndskrifter i London, sørgede for afskrifter, udtog, sammenligninger og hjalp med korrekturlæsning. Fx læste han fra og med 3.leverance, det trykklare manuskript til Thesaurus Syriacus, som hans kollega fra Cambridge, teologen Robert Payne Smith (1819 - 1895) lod udkomme fra 1868. Ligeledes hjalp han Adolf Neubauer (1831 - 1907) ved korrekturlæsningen af hans udgave af Abu l-Walid Ibn Ganahs Kitab al-usul ['Bogen om [ordenes] rødder', 11.årh.]. Wrights bidrag til Dozys Supplément er allerede nævnt ovenfor [kap.38, slutn.], - de stammer fra denne bog [bogen om rødderne], fra Payne-Smith (henh. Bar Alis ordbog), fra Imra' al-Qais (de Slanes udgave), fra Diwan Hudail (Kosegartens udg.), fra Mufassal (Brochs udg.) og fra Wrights egne tekstudgaver.

På de arabiske studiers område er Wrights modneste præstation hans eminente udgave af Mubarrads Kamil ['Den fuldkomne', 9.årh.]. Han var allerede i Leiden begyndt at beskæftige sig med dette vigtige grundlæggende værk til Adab . Teksten, meget præcist vokaliseret, udkom i 1864 - 1874 på bekostning af Deutsche Morgenländische Gesellschaft ['Det tyske østerlandske selskab', DMG] i ti hæfter, som sammen fylder ét stort bind. I 1882 fulgte de 8 registre (side 797 - 998) og Wright ville også skrive en indledning om Mubarrads liv og værker, samt om håndskrifterne til værket og deres indbyrdes forhold, men nåede ikke til at fuldføre dette forehavende. Til det [tekst]kritiske tillæg sammenlignede han sin tekst med de senere tilkomne håndskriftfragmenter fra Gotha (G) og Leiden (H), samt med den i Istanbul i 1870 udkomne trykte udgave, - medens han ikke havde adgang til håndskriftet i Escurial. Ud fra disse sammenligninger og de værdifulde forbedringer til teksten (mest stammende fra Fleischer og Nöldeke), hvortil han føjede egne bemærkninger, sammenstillede de Goeje Critical Notes ['Tekstkritiske noter'], som udkom i 1892 som et tolvte hæfte og som afsluttede det monumentale værk.

I 1880'erne beskæftigede Wright sig meget med de tre store digtere fra umayyadetiden [661 - 750 eKr., det første dynasti i det muslimske kalifat]: Ahtal, Garir og Farazdaq, kopierede håndskrifter og erhvervede sig fra Richard Boucers (1843 - 1886) efterladte papirer, hans afskrift af det håndskrift til Farazdaqs diwan, som befinder sig i Istanbul [Istanbul]. Men hans sygdom, en ondartet anæmi, som angreb ham allerede i 1889, lod ham ikke nå til ende med det. Hans forarbejder blev benyttet af Bevan.

Wright var en fremragende lærer. Til brug for undervisningen tilvejebragte han i 1870 i den første (og eneste) del af hans Arabic Reading Book ['Arabisk læsebog'] en krestomati [tekstudvalg], hvis virkning dog indskrænkedes af, at det ikke lykkedes at finde et forlag som ville udgave anden del, med den uundværlige ordfortegnelse. Blandt teologistuderende søgte han i sine forelæsninger over den hebræiske, syriske, arabiske og ætiopiske lyd- og formlære, - som udkom posthumt i 1890 under titlen Lectures on the Comparative Grammar of the Semitic Languages ['Forelæsninger om den sammenlignende semitiske grammatik'] - at vække interesse for den sprogsammenlignende metode. Samme formål tjente hans udgave af [den bibelske] Jonas' bog i en kaldæisk, syrisk, ætiopisk og arabisk version i 1857.

Af en helt anden karaktertype end Wright var Edward Henry Palmer (1840 - 1882), som fra 1871 underviste en årrække sammesteds som han, men så blev journalist. Dog havde han heller ikke længe tålmodighed til det og da 'Arabi Paschas opstand brød løs i 1881 blev Palmer i 1882 sendt på en hemmelig mission til Ægypten og rejste derfra, med betydelige pengemidler, til beduinerne på Sinajhalvøen, som han allerede havde lært at kende på to rejser i 1868 - 1869 og 1869 - 1870. Her endte hans liv voldeligt i august 1882.

Palmer, som havde lært det arabiske dagligsprog hos Rizqallah Hassun og også beherskede persisk og hindustani til fuldkommenhed, var en mangesidet forfatter. En frugt af hans ophold i Kairo var den prægtigt trykte udgave af Baha' addin Zuhairs digte [13.årh.] med en metrisk oversættelse (2 bind, 1876 - 1877). I bind VI og IX af den af Max Müller udgivne serie Sacred Books of the East ['Østens hellige bøger'] leverede han en engelsk oversættelse af koranen, hvor han i det væsentlige holder sig til Baidawis kommentar.