Af de kataloger, hvori omtrent på samme tid de arabiske håndskrifter i Wien (af Gustav Flügel, indbefattende de persiske og tyrkiske håndskrifter, 3 bind, 1865 - 1867), i München (af Josef Aumer, 1866), i Gotha (af Wilhelm Pertsch, 5 bind, 1878 - 1892), i India Office i London (af Otto Loth, 1877) og i Pariser biblioteket (af de Slane, 1887 - 1893) blev beskrevet, kunne ingen måle sig med Ahlwardts præstationer. Kun det Britiske Museum havde fra 1847 og fremefter i genferen Charles Rieu (1820 - 1902) , en lærd, hvis kataloger over de arabiske, persiske og tyrkiske håndskrifter er sande mønstre af akribi [videnskabelig nøjagtighed]. Rieu havde studeret i Bonn, hos Freytag, Lassen og Gildemeister (1812 - 1891). Han besørgede først, 1871, det tredje hæfte af det katalog over de arabiske håndskrifter, som Cureton [se kap.41] havde påbegyndt, og beskrev deri bl.a. de 247 arabiske håndskrifter, som Robert Taylor (fra 1828 til 1843 det ostindiske kompagnis repræsentant i Bagdad) havde samlet. I de følgende to årtier steg antallet af arabiske håndskrifter yderligere, men i 1880 var der endnu ikke 2000. I 1886 forøgedes [samlingen] med A.von Kremers ovennævnte samling, i 1889 med Glasers tredje samling og i 1891 henh. 1893 med Lanes håndskrifter. Af disse i alt 1300 nye manuskripter gave Rieu i 1894 i sin Supplement to the Catalogue of the Arabic Manuscripts in the British Museum ['Tillæg til kataloget over de arabiske manuskripter i det Britiske Museum'] en nøjagtig beskrivelse og gav ved sin omhyggelige undersøgelser over de enkelte forfattere, deres navne og årstal, såvel som deres skrifters titler, værdifulde bidrag til den arabiske litteraturhistorie. Det var en velfortjent anerkendelse af hans præstationer, at han i 1894 blev kaldet til Cambridge som efterfølger for W.Robertson Smith.