De værdifulde og mangeartede incitamenter som udgik fra Jones og Asiatic Society of Bengal kom i første række den opblomstrende indiske filologi til gode, som i løbet af kort tid udskilte sig som selvstændig videnskab og fra ca. 1810 og fremefter også fandt berømte repræsentanter i Tyskland. Men heller ikke de arabiske og islamiske studier blev forsømt, for da mogulriget var en muslimsk stat og da kult og studier foregik på arabisk, medens persisk var det almindelige embeds- og forvaltningssprog, så måtte englænderne i Indien tage samme hensyn til islam og dens kultursprog, som til sanskrit og hinduismen. Den senere generalguvernør i Indien, Warren Hastings, havde derfor - allerede nogle år efter sejren ved Plassey (1757) - foreslået oprettelsen af en lærestol i persisk ved universitetet i Oxford, men kompagniets direktører havde dengang afslået at financiere . Så understregede Lord Wellesley (generalguvernør i Indien 17989 - 1805) atter nødvendigheden af at give kompagniets ansatte, som jo ikke længere kun var aktive som købmænd, men også skulle forvalte landet, skifte ret og regere, en grundig faglig uddannelse, og anbefalede, at man skulle oprette en fagskole i Calcutta, hvor kompagniets aspiranter, som sædvanligvis ankom til Indien i en alder af 16 - 18 år og som i England for det meste kun havde fået en ren købmandsmæssig skoleuddannelse, skulle uddannes til deres fremtidige arbejde. Han udkastede en omfattende undervisningsplan, som indbefattede fag som etik, civilret, folkeret, historie, indisk folkekultur samt hinduisk og muslimsk ret. Men atter forkastede kompagniets direktører planen, som værende for bekostelig og gik kun modvilligt med til at bevilge midler til en sprogskole for orientalske sprog. Derfor blev College of Fort William åbnet i 1800 i Calcutta (og bestod til 1854) . Derimod grundlagde kompagniet selv en institution i 1806 i England til en første uddannelse af deres aspiranter: East India College i Hertford Castle, som i 1809 blev forlagt til Haileybury. Undervisningsplanen på dette institut omfattede et tre-årigt forløb med matematik, klassisk og almindelig litteraturhistorie, jura, historie og statsvidenskab, og hertil kom praktiske kurser til indføring i arabisk og persisk. De sprog som der undervistes i på College of Fort William, var hovedsageligt arabisk, persisk, sanskrit, urdu, hindi og bengali. Stedets første leder var fra 1800 til 1804 John Gilchrist (1759 - 1841), en skotsk læge, som siden 1783 havde stået i kompagniets tjeneste. Han havde tidligt indset betydningen af de indiske folkesprog og lagde særligt vægt på at fremme hindustani, som var omgangssproget i mogulrigets ledende kredse og i en forvansket form udgjorde et fælles indisk sprog, som blev forstået overalt, et lingua franca. Han overdrog indfødte lærde at oversætte berømte værker, især fra den persiske litteratur, til deres modersmål, og gav dermed det afgørende stød til skabelsen af en prosa på urdu . Foruden ham selv, var enkelte andre af kompagniets ansatte, men også lejlighedsvis andre europæere, virksomme på instituttet. Fx var missionæren William Carey fra baptistmissionen i det danske Serampore lærer i sanskrit, bengali og mahratti. John Baillie, en løjtnant i kompagniets tjeneste, underviste i arabisk, persisk og muslimsk ret. Han holdt sig i sine arabiske forelæsninger til den i madras'erne [muslimske skoler] almindelige undervisningsmetode og udgav Gurganis Mi'at 'amil [omtr.:'Hundrede ord'] med kommentar, Mutarrizis Misbah ['Lampen'], Gaznawis Hidayat an-nahw ['Indføring til grammatikken'] og Ibn Hagibs Kafiya ['Grundlaget'] . Også Matthew Lumsden (1777-1835), som først virkede som assisterende professor, og fra 1808 som professor i arabisk og persisk ved instituttet, holdt sig temmelig tæt til forbilledet i den arabiske skoletradition. Hans arabiske grammatik, hvoraf kun det første bind udkom  er stadig helt afhængig af de arabiske nationalgrammatikker. Hans væsentligste bidrag lå imidlertid på det persiske område, hvor han nok må regnes for sin tids største kender; han skrev en omfangsrig persisk grammatik  og gjorde i sin Persian Selections  ['Udvalgte stykker på Persisk'] værdifulde værker i den persiske litteratur - for en stor dels vedkommende for første gang - tilgængelige på tryk: Gami's Yusuf u Zulaiha, Risalat al-insa', og Subhat ul-abrar, ['Jusuf og Zalikha', 'Afhandling om Opbyggelighed' (?), 'De frommes rosenkrans'], Amir Husrau's Magnun u Laila ['Magnun og Laila' (et traditionelt kærlighedstema)], Dawani's Ahlaq-i Galali, endvidere et udvalg fra Sa'di's Bustan ['Frugthaven'], Gulistan ['Rosenhaven'] og Diwan [digtsamling], samt fra 'Inayatullah Kambu's Bahar-i danis, og Kasifi's Ahlaq-i Muhsini. Han påbegyndte endvidere trykningen af Firdausis Shahname, men nåede ikke ud over første bind , - først i 1829 fremlagde Turner, med brug af Lumsdens materialer, hele teksten . Den praktiske sprogundervisning lå i hovedsagen i hænderne på [indfødte] pundits og munchis. Disse blev desuden involveret i allehånde litterære arbejder og fik betroet fremstillingen af oversættelser og udgivelser af tekster. På den måde opstod en lang række af ordbøger, ordfortegnelser, grammatikker, chrestomatier [tekstsamlinger], oversættelser og tekstudgaver. Marginani's Hidaya, - den normgivende hanifitiske lovbog - blev oversat til persisk , og de første fuldstændige udgaver af Hariris Makamer  og Mutanabbis Diwan  kom i stand. Den ene af udgiverne, Gan 'Ali, sammenstillede en arabisk-persisk ordfortegnelse til Hariri, som udkom på tryk i 1814 . Et år forinden havde Gan 'Ali under Lumsdens ledelse for første gang udgivet den som lærebog i retorik højt værdsatte Muhtasar al-ma'ani ['Grundrids af retorikken'] af Taftazani . Særligt aktiv var Ahmad ibn Muhammed as-Sirwani al-Yamani (død 1840), som var ved institutionen fra 1805 . Efter Lumsdens forslag sammenstillede han i 1811 en arabisk læsebog, Nafhat al-Yaman, ['En Gave fra Yemen/Syden' (?)]; i 1812 fulgte hans udgave af Ibn 'Arabsahs Timurs Historie, 1813 en samling arabiske brevformularer under titlen al-'Agab al-Ugab ['Forunderlighedernes forunderlighed'] og en ny læsebog, Hadiqat al-afrah ['Festlighedernes have']. Også førsteudgivelsen af Qamus skyldes ham . Hans udgave af Rasa'il Ihwan as-safa forblev ufuldendt , ligesom hans udgave af 1001 nat gik i stå efter 2.bind (1. til 200. nat), - først 1839-1842 blev den komplette arabiske tekst redigeret og udgivet af Macnaghten . Mu'allaqat [se kap.24] fandt i 1823 en udgiver i 'Abdurrahim ibn 'Abdilkarim (død 1851), som ganske vist i sin kommentar er helt afhængig af Zauzani . Og når det til slut nævnes, at den første korankonkordans udkom i Calcutta 1811 , så afrundes billedet af det inspirerede åndelige liv og det mangesidige lærde arbejde der udførtes i Calcutta i begyndelsen af det 19.århundrede.

Alligevel indfriede de frugter, som modnedes på College of Fort William, ikke forventningerne på lige netop det væsentligste punkt, nemlig den faglige uddannelse af [det ostindiske] kompagnis ansatte. De unge 'skrivere' gik på anstalten i 12 til 15 måneder og den afsluttende prøve var i enten persisk og hindi, eller i persisk og bengali . Undervisningsmetoderne var primitive og kravene små. Det hed sig, at en dygtig studerende kunne forberede sig til eksamen på mindre end 2 måneder, og de fleste af de unge mennesker foretrak storbylivets fornøjelser frem for et seriøst studium. Efter en kort opblomstringstid på omkring tyve år, gik skolen mere og mere tilbage. Den dybere årsag hertil lå ganske vist deri, at der i løbet af 1820'erne gradvist skete et almindeligt skifte i synet på værdien af de orientalske studier. Hvor man tidligere havde betragtet Indien i det forklarede sværmeriske lys, hvori oplysningstiden og romantikken så alt fra orienten, så skete der nu et tilbageslag under indtryk af den prosaiske virkelighed - og man så nu kun skyggesiderne. Man troede på den vesterlandske kulturs absolutte overlegenhed, og da man - pga oplysningstiden - var overbevist om alle menneskers absolutte oprindelige lighed samt deres modtagelighed for uddannelse, så trængte efterhånden det synspunkt igennem, at ethvert fremskridt i Indien kun kunne ske gennem en vestliggørelse. Den mangeårige strid mellem 'orientalister' (som ville bibeholde de indfødte lærde skoler, og pleje sanskrit, persisk og arabisk som landets højkultursprog) og 'anglicister', som talte for et skolesystem efter engelsk forbillede og indførelsen af engelsk som undervisningssprog, endte til sidst med at det indiske skolevæsen blev gjort engelsk af Lord Macaulay i 1835.