Men endnu før Schultens død, blev den arabiske filologi erklæret myndig af den geniale Johann Jakob Reiske (1716 - 1774), den første ansete arabiskkyndige, som Tyskland har frembragt. Hans virke faldt i en tid, hvor de almindelige forhold for de arabiske studier på ingen måde var gunstige, og det forekommer næsten som et mirakel, at han, født som søn af en garver i Zörbig, den 25.december 1716 og med grundskoleuddannelse fra Vaisenhuset i Halle (1728-1732) , at han blev grebet af en, også for ham selv uforklarlig, 'uudsigelig og uopsættelig trang' til at lære arabisk, da han, efter påske 1733, egenvilligt og selvstændigt påbegyndte selvvalgte studier i Leipzig. Uden hjælp udefra, kun henvist til sin egen sprogbegavelse, overkom han forbavsende hurtigt alle de grammatiske vanskeligheder, og forskaffede sig, under mange afsavn, (for af sine forældre fik han gennem sine fem studieår kun 200 daler) - næsten alle arabiske bøger, som man dengang kunne få. Allerede i året 1735 kunne han vove sig i gang med den vanskelige rimede prosa i Bin 'Arabsas biografi over Timur [se kap.16]; og da han kendte manglerne ved Golius' udgave, rejste han i vinteren 1735 til Dresden til bibliotekar Seebisch, om hvem han vidste, at han havde en oversigt over tekstvarianterne fra to håndskrifter af værket, som fandtes i Paris, - som han afskrev . Allerede 1736 havde han gennemarbejdet næsten alt, hvad der forelå trykt af arabiske værker. Han udfærdigede en latinsk oversættelse af den 'Hermes Trismegistos' sendeskrivelse', som han havde fundet i et håndskrift i Leipzig. Fleischer udtalte om den i 1870, at der 'nu om dage næppe findes nogen 20-årig, som med den bedste undervisning og med de bedste hjælpemidler ville kunne levere en mere fuldkommen oversættelse', og han ønskede blot: 'Måtte det være lykkedes mig at undgå Reiskes fejl! På andet fortrin gør jeg ikke krav. ' Nu gjaldt det så om at komme til håndskrifterne. På Reiskes forespørgsel, sendte Johann Christoph Wolf (1683 - 1739) - den berømte forfatter til Bibliotheca Hebraica ['Hebræisk bibliotek'] - ham Hariris Makamer fra sin håndskriftsamling; efter dette håndskrift offentliggjorde Reiske i 1737 den 26.makame på arabisk og latin, en 'elendig skoleøvelse' , som han snart voksede sig ud over. Wolf stillede ham også andre håndskrifter til rådighed, - hvad Reiske livet igennem var ham taknemmelig for. Jo mere han fordybede sig i den arabiske litteratur, jo mere lidenskabelig blev hans kærlighed til den, og jo større hans længsel efter at kunne trænge endnu længere ind i den. Men det kunne kun ske, hvis han fik adgang til biblioteket i Leiden og håndskriftskattene i Legatum Warnerianum. Derfor besluttede han sig, alle besværligheder til trods, for at rejse til Holland. I maj 1738 tiltrådte han sin rejse. Først til Hamborg, hvor Wolf modtog ham venligt og introducerede ham til Reimarus.I Amsterdam opsøgte han den klassiske filolog d'Orville, til hvem han havde anbefalingsskrivelse fra Wolf. D'Orville ville straks antage ham som amanuensis, men Reiske, kun besat af sin lidenskab og ikke til sinds at lade sig binde, afviste barskt det finansielt yderst gunstige tilbud. Ikke desto mindre tog d'Orville sig af ham, lod ham læse korrektur, beskæftigede ham med allehånde litterære arbejder (således stammer fx den latinske oversættelse i hans udgave af Charito fra Reiske) og sørgede i de sidste år af hans ophold i Holland for hans underhold . Den 6.juni 1738 kom han til Leiden. Af Schultens, som han straks opsøgte, erfarede han, at der ingen stipendier var for udlændinge og at sommerferien stod for døren. Men mest smertede det ham, at biblioteket, for hvis skyld han var kommet, var lukket for ham, fordi han manglede penge. Han måtte være glad over, at boghandler Johann Luzac (vel på et anbefalelsesord fra Schultens) gav ham arbejde som korrekturlæser, samt kost og logi, - og at han kunne skaffe sig en ringe indkomst gennem privatundervisning i græsk og latinsk konversation. Da forelæsningerne atter begyndte, gik han til Schultens' forelæsninger og fik, gennem hans formidling, endelig de så lægselsfuldt ventede håndskrifter fra biblioteket. Havde han kunnet følge sine egne interesser, så havde han fordybet sig i historikerne og geograferne, men Schultens henviste ham til den arabiske digtning. Derfor afskrev han i 1739 Garirs digte, Sanfaras Lamiyat al-Arab ['Arabernes sang'], Tahmans Divan [digtsamling], og i det følgende år Buhturis Hamasa ['Heroisme'], - men hovedsageligt beskæftigede han sig med det ældste af de gammelarabiske digte, nemlig Mu'allaqat, ['de ophængte', - dvs.: de udmærkede], som han kunne studere i de Warnerske håndskrifter '292' og '628' med Tibrizis og an-Nahhas' kommentarer , og hvorfra han til sidst udvalgte sig det længste af dem, det af Tarafa, til bearbejdelse. Allerede i 1740 var manuskriptet i det væsentlige klar til trykken, men trykningen trak ud til 1742 . Værket indeholder den uvokaliserede tekst med latinsk oversættelse og derunder an-Nahhas' kommentar. De tilføjede noter redegør for digterens tankegang og belyser enkelte temaer og deres digteriske udformning gennem rigelige paralleller fra andre Mu'allaqat, fra Hudailiternes digtsamling, de to hamaser, fra Mutanabbi, Abu'l-'Ala og andre digtere. Prologen, som indleder det hele, behandler håndskrifterne, randkommentarer og kommentarer til Mu'allaqat, såvel som - efter nogle bemærkninger om den latinske oversættelse og noterne - de forskellige betegnelser, som de [mu'allaqat] er kendte under, giver en kort indholdsoversigt over hver af dem (undtagen Tarafas) og en kort levnedsbeskrivlse af forfatteren, samt til sidst en udførlig behandling af Tarafas liv. En genealogisk tabel anskueliggør Tarafas og andre nordarabiske digteres betegnelser for slægtskabsforhold og gør det [dermed] lettere at kontrollere de forslag til tidsmæssige bestemmelser, man finder i prologen. Med dette svendestykke, betrådte Reiske veje i fortolkningen af arabiske digtere, som følges den dag i dag, fordi de hurtigst fører til målet. Disse veje lå ganske vist langt fra de stier, hvorpå Schultens søgte semitiske rødder i sin fantasis tåger, og Reiske gjorde sig end ikke den ulejlighed at nævne dem: den, som lod sig belære af Reiske om, at Mu'allaqat stammede fra det 6.århundrede, vidste uden videre hvad han skulle mene om den arabiske urtidsdigtning af den schultenske aftapning. Men Schultens var, på sin side, ude af stand til at forstå værdien af denne banebrydende præstation og han vidste ikke hvad han skulle stille op med en bog, som ikke tog det mindste hensyn til den bibelske fortolkning. Hertil kom, at Reiske, i prologen, heftigt havde angrebet en professor i Leipzig, som havde gjort ham uret, - et udfald, som sagligt ikke var på sin plads, og som Schultens for så vidt var i sin ret til at forlange slettet. Men Reiske, stivsindet og ikke i stand til at tage imod belæring, lod alligevel stedet trykke (s.XXXII), og det kom derfor til et brud mellem de to af væsen så forskellige mænd . Men Reiske fortsatte ubekymret om mængdens dom ad den vej, som han havde fundet den rigtige. Til teologi havde han ingen tilbøjelighed, og om den bibelske filologi kunne have nytte af det arabiske, var ham livet igennem ligegyldigt . Han havde heller ikke ladet sig overtale af Schultens til at bruge tid på de andre semitiske sprog, da han fornemmede, at beskæftigelsen med dem ikke ville give noget udbytte for den arabiske filologi i sig selv. Han gennemskuede tomheden i de etymologiske spilfægterier og i jagten på semitiske rødders illusoriske grundbetydning. Han erklærede ligeud, at 'vil man fremme det arabiske, så må man ikke dyrke det som teolog' . Hans filologiske samvittighed stejlede over det dillettanteri, hvormed Schultens behandlede arabiske tekster, svævede hen over vanskelighederne, stiltiende udelod - eller ændrede - ord han ikke forstod . Han vidste, at til en god udgave hører ikke blot et bæredygtigt grundlag hvad håndskrifter angår, men også evnen til med kritisk skønsomhed at gennemskue fejl i overleveringen, at kunne fornemme forfatterens mening ud af sammenhængen og at bøde på en ødelagt tekst med et forslag i forfatterens stil. En opgave med at ordne bibliotekets arabiske håndskrifter havde givet ham en velkommen lejlighed til at sætte sig grundigt ind i dem. Nu afskrev han også de værker, som det var ham [egentligt] om at gøre:Ibn Qutaiba's Ma'Arif, Abu'l-Fida's Annaler og hans geografi, Hamza al-Isbani's historieværk, udtog af Ibn Abi Asaibi'as lægebiografier og meget andet. Schultens' afvisende holdning overfor ham, umuliggjorde en afslutning med promotion fra det filosofiske fakultet. Denne, som opdrog sin søn Johann Jakob til at blive sin efterfølger, havde helst set Reiske opgive arabistikken. Han gjorde ham indtrængende klart, hvor udsigtsløs hans situation var og overtalte ham til at vende sig til medicinen. [Så] med nogle sammenbragte iagttagelser af medicinsk indhold fra de arabiske forfattere blev han i maj 1746 promoveret som doktor i medicinen - men ikke uden vanskeligheder, for teologerne udskreg ham, pga. hans teser, som materialist. Den 10.juni 1746 tiltrådte han hjemrejsen og var i begyndelsen af juli igen i Leipzig. Da han ikke kunne beslutte sig for en praksis i lægekunsten, måtte han igen tjene sit brød gennem korrekturlæsning, privatundervisning, oversættelser og lignende arbejde. Men ved siden heraf fik han tid til sine arabiske studier. I august 1747 skrev han sin 'Prodidagmata ad Hagji Chalifae librum memorialem rerum a Muhammedanis gestarum exhibentia introductionem generalem in historiam sic dictam orientalem' ['Indledning til Hajji Khalifs [Katib Celebis] [minde]bog om muhammedanernes historie, som en generel introduktion den såkaldte orientalske historie' ], en almindelig indledning til den islamiske historie. I forbemærkningerne afviser Reiske betegnelsen 'orientalsk', som værende upræcis, og erstatter den med 'muhammedansk' eller 'muslimsk', for det handler om muhammedanernes historie, ikke kun i orienten, men også i Afrika og i Europa. Stoffet vil han behandle i tre kapitler: det første handler om folkene og dynastiernes skæbne, som den islamiske historieskrivning beretter om dem, andet kapitel om landene, hvori begivenhederne fandt sted, og det tredje om de kilder, hvorfra vi har vores viden derom. På denne klare og overskuelige disposition følger en ligeså præcis udførelse. Det første kapitel (s.218 - 221) opregner de fem vigtigste racer: araberne, perserne, tyrker & turkmener, mongoler & tatarer, samt berberne, og giver en ganske kort oversigt over de dynastier, som er udgået fra hver af dem. I et tillæg til det første kapitel bliver disse dynastier endnu engang gennemgået, [nu] efter deres geografiske placering fra Spanien til Mellemasien. I det andet kapitel (s.221 - 227) opregnes (efter Abu'l-Fida) de islamiske lande og deres vigtigste byer og dernæst (fra Abu'l-Fida's prolegomena) have, floder og bjerge ganske kort, hvorefter kapitlet slutter med en henvisning til den historiske geografis særlige opgaver. Det tredje kapitel (s.227 - 238), om de litterære kilder, indeholder en kritisk bibliografi. Det begynder med d'Herbelots Bibliothèque orientale [se kap.22], som Reiske satte ualmindelig stor pris på, nævner de par udgivelser, som kommer i betragtning: Pococks Specimen [se kap.18], al-Makin, al-Fragani (Ibn 'Arabsah er ikke historiker), de delvise udgaver af Abu'l-Fida, den såkaldte Geographus Nubiensis [se kap.13,18], han henviser kort til rejsebeskrivelser og europæiske historiefremstillinger (Pétis de la Croix, Kantemir), og kommer så til de håndskrevne kilder - (Abu'l-Fidas to værker, Ibn Sihna, Hamza, Ibn Qutaibas Ma'arif, Ibn Duraids Istiqaq, Ibn Zaiduns Risala, Nowairis encyclopædi og den af Reiske højt værdsatte ordsprogssamling af Maidani), - tilføjer anmærkninger til Heymanns katalog over de orientalske manuskripter i Leiden og slutter med en henvisning til de langt mere ubetydelige håndskriftsamlinger i Oxford, Paris og Firenze. Efter at Reiske har behandlet sit emne i disse tre kapitler, afslutter han, efter tidens skik, med en den dag i dag læseværdig lovtale over den islamiske historie, og anbefaler med mange gode grunde studiet af denne urimeligt forsømte historie. Selv om disse udredninger begribeligvis er stærkt præget af hensynet til en ikke-fagligt uddannet læserkreds, hvis interesse for emnet først skal vækkes, og selv om det også skorter på en streng logisk sammenhæng, så frembyder de ikke desto mindre et lærerigt indblik i Reiskes anskuelser i almindelighed. De viser, at han betragter den orientalske historie under store universalhistoriske synsvinkler og allerede af hensyn til den historiske kontinuitet betragter studiet af den for at være lige så nødvendig som studiet af [den klassiske] oldtid (antiquarum rerum notitia [viden om gamle/antikke forhold]), hvis betydning dengang var almindeligt anerkendt. Han genkender i Abu'l-Fida's skildring af det middelalderlige Persien de samme folkeslag og landskaber, de samme skikke og regeringsformer, som han kendte fra Herodots skildring af det gamle perserrige [5.årh.fKr.]. Han kræver at man - gennem århundrederne - følger de folk og landområder i Østen og i Afrika's skæbne, som engang grækerne havde set eller som havde hørt til Imperium Romanum. Han interesserer sig for de gensidige relationer, som har eksisteret mellem vesterlandet og den islamiske verden siden Karl den Stores [768 - 814] og byzantinernes dage, gennem normannernes og korstogenes tid, indtil tyrkerkrigene. Men med særligt eftertryk betoner han, at den orientalske historie ikke står tilbage for den vesterlandske i indre værd. Selv om historikeren må se, at gudløshed og vold ustraffet belønnes med forgængelig lykke, medens fromhed og enkle sæder ubelønnet falder til jorde eller endog grusomt trædes under fode, - så at det mere og mere forekommer den forundrede betragter, som om alt drives og bæres af blinde ansatser som i en hvirvelvind, - så er dog stadig indsigten i menneskelige handlinger og de drivende kræfter, som historien afslører for os, dog den sødeste frugt og det vigtigste udkomme af det historiske studium . Hvis man vil lære statskløgt af historiske studier, hvis man vil eftertænksomt vil grunde over den guddommelige visdom eller skæbnens blinde spil, hvis man vil udgrunde menneskets [inderste] væsen, så finder man i den orientalske historie lige så anskueligt materiale hertil som i Europas. Han tøver ikke med at stille Tughrils, Djengis Khans, Timurs og Mehmed Erobrerens gerninger over fx Alexander den stores, og lader sig henrive af sin beundring for de persiske storkonger, til at sammenligne grækernes triumferen over perserne, med myggens pralerier, som fornærmer elefanten. Med samme vide udsyn betragter han den islamiske historie: Muhammeds optræden og hans religions sejrstog regner han til de begivenheder i historien, som den menneskelige fornuft ikke kan udgrunde; ganske vist ser han også deri en guddommelig almagts herredømme og ser en guddommelig førelse i ummajaderners opstigen til magten, og i Alisønnernes lidelseshistorie. Han deler sine sene historiske kilders anstændige -shi'itiske - synspunkt (tasaiyuy' hasan [det tekniske arabiske udtryk for at tilhøre Ali's parti, shiiternes sekt]): han ser i 'Ali profetens kaldede efterfølger, som pga. et valgkollegiums rænker gennem 24 år blev forholdt sin arveret, - den bedste fyrste den islamiske verden havde set, tapper, retfærdig, men tilintetgjort af en ond skæbne og den ærgerrige 'A'isas had. I hans kamp mod Mu'aqiya ser Reiske arketypen på snuhedens sejr over styrken og ondskabens over redeligheden. Ja, han svinger sig op til at sammenligne 'Ali med Marcus Aurelius, filosoffen på tronen. Denne tilbøjelighed til at fremhæve historiske begivenheders gyldighed som eksempler på [evigt gyldige] regler og anskueliggøre dem med lignende fænomener i den europæiske historie forfører ham derefter til hele tiden at finde nye paralleller mellem den islamiske og den europæiske historie, for at vise sine læsere, at der har udspillet sig lige så ophøjede og lærerige begivenheder på den østlige scene, som i vesten.

Omtrent ved samme tid skrev Reiske De principibus Muhammedanis literarum laude claris ['Litteraturens lovprisning af de strålende muhammedanske fyrster'] og fik fra hoffet i Dresden professortitel såvel som en årlig gage på 100 dalere, som dog blev udbetalt meget uregelmæssigt og efter 1755 overhovedet ikke . Derfor var hans økonomiske situation nu, som før, trykket og en virkelig fremgang udeblev. Blandt teologer havde han ry for fritænkeri. Han stillede sig [jo] ikke tilfreds med at betegne Muhammed som falsk profet og bedrager, og inddelte ikke verdenshistorien i en hellig og en profan halvdel, men placerede den islamiske verden midt i universalhistorien. Tilmed ytrede han sin mening med største åbenhed, ubekymret om alle følger. Det fik han at føle. Således offentliggjorde Schultens i 1748 en ny udgave af Erpenius' arabiske grammatik [se kap.14]. Han genoptrykte her Golius's udgave [se kap.15 og 16] ganske uændret,samt Luqmans fabler og ordsprogene. Dette læsestof udvidede han med et langtfra fejlfrit udtog af Hamasa. Han forudskikkede en omfattende indledning, hvori han søgte at modbevise de jødiske bibelfortolkeres - og deres kristne efterfølgeres - standpunkter vedr. det hebræiske sprogs hellige karakter. En sådan sammenblanding af en elementær arabisk grammatik og så en principiel diskussion indenfor den bibelske fortolkning om spørgsmålet, hvorvidt man kan sammenholde det hebræiske sprog med andre semitiske sprog, var end ikke berettiget, hvis man, som Schultens, svarede bekræftende på dette spørgmål; og ingen har heller siden forsøgt det samme. Det var også ubestrideligt, at digte fra Hamasa ikke er egnet læsestof for begyndere. Samme år offentliggjorde Schultens en kommenteret oversættelse af Salomos ordsprog [Ordsprogenes Bog] , hvor han gjorde hæmningsløs brug af den etymologiske metode. Reiske anmeldte begge bøger i december 1748 og i januar 1749 i det af Menken udgivne Nova Acta Eruditorum ['Nye lærde meddelelser' ]. Hans samvittighed bød ham at sige sandheden om begge bøger, og selv om han også gjorde det med skyldig højagtelse for Schultens, så måtte han erkende - på virkningerne - at det havde været bedre hvis en anden havde gjort det i stedet for ham selv. Schultens, som ganske vist var vant til litterære fejder, men hvis mesterskab i det arabiske endnu ingen havde vovet at drage i tvivl, forsvarede sig i to breve til Menken, som denne lod trykke og vidt udbrede . I dem førte Schultens deres udestående over på det personlige plan og forulempede Reiske på det groveste. Det forfejlede ikke sin virkning, for blandt fejdens læsere - det var fx blevet sendt til samtlige professorer ved alle fakulteter ved universitet i Leipzig - var der næppe én, som ville have kunnet vurdere Reiskes saglige grunde og på grundlag af egen sagkundskab afveje for og imod [i striden]. Ingen løftede en finger for at hjælpe ham, og det ene år gik efter det andet, uden at noget universitet kaldte ham til en ansættelse. Det hjalp ham heller ikke at han gennem sine offentliggørelser viste sig som en strålende græsk filolog. Den dengang toneangivende, Ernesti, som var både klassisk filolog og teolog, lod ikke Reiske 'hvis skorem han ikke var værdig til at løse' komme frem. I 1753 gjorde professor Popowitsch i Wien et forsøg på at anbringe Reiske blandt de gesandter fra Schwachtheim, som dengang skulle til det tyrkiske hof. Men planen kuldsejlede ved at Reiske vægrede sig ved at blive katolik . Hans situation blev stadig mere mislig, især efter at hans gage efter 1755 udeblev. I sin fortvivlelse vendte han sig - i sin verdensfjernhed og uvidenhed om mennesker - i slutningen af 1756 til en tidligere skolekammerat, professor Johann David Michaelis (1717- 1791) i Göttingen, uden at vide, at han dermed lagde sin skæbne i hånden på en køligt beregnende egoist. Han skildrede ham sin nød og lod ham forstå, at den saksiske regering ville være nødt til at gøre noget for ham, hvis han, om det så kun var pro forma, fik en kaldelse til Göttingen. Med trohjertig retskaffenhed tilføjede han, at kun hans fattigdom hidtil havde hindret ham i at gøre mere for den arabiske litteratur. Hvis han kom i bedre forhold, så ville han lade arabiske bøger trykke, især en praktisk ordbog. Om Gud ikke snart så til ham, ville han være tabt for den arabiske litteratur. Men Michaelis kunne ikke drømme om at anvende sin vidtstrakte indflydelse til fordel for en mand, som var ham langt overlegen i den arabiske filologi. Også han, som ingen originalitet besad, men dog havde evnen til at sammenfatte og popularisere andres forskningsresultater, dyrkede det arabiske, ganske vist indenfor rammerne af den traditionelle filologia sacra [bibelske sprogfortolkning]. Bestræbelserne på at befri de orientalske studier fra den teologiske spændetrøje, forstod han så lidt af, at han i sin høje alderdom, da romantikkens ånd allerede begyndte at komme kraftigt til syne også her, mente at se filologia sacra tage de arabiske studier med sig i graven. De højtbeundrede 'spørgsmål' som han havde givet som opgave til den ekspedition, som Frederik V. af Danmark - på Michaelis' opfordring - havde sendt til Sydarabien, står stadig helt i skyggen af bibelfortolkningen og det var ikke hans fortjeneste, at Carsten Niebuhr, det eneste ekspeditionsmedlem, som kom tilbage fra rejsen, i en langt mere storstilet forstand løste spørgsmålene. Hans arabiskkundskaber var beskedne: den gammelarabiske desinentialbøjning (I'rab) antog han for at være en opfindelse af grammatikerne, muligvis efter europæisk forbillede; han indrømmer selv, at han ikke kunne skandere [oplæse med korrekt rytme] arabiske vers , men ikke desto mindre vover han sig i kast med fortolkningen af de uddrag af Hamasa, som Schultens havde udgivet. Han gør sig meget til af sin arabiskundervisning , og ville heller ikke på dette område, herskesyg og opsat på at gøre sig gældende som han var, lade nogen komme op ved siden af sig selv. Derfor lod han rystet over det forslag, som Reiske havde stillet ham, sendte hans brev (om hvis fortrolige karakter han intet øjeblik kunne være i tvivl) videre med en bemærkning desangående til ministeren, von Münchhausen, og tilbagesendte så det officielle afslag til Reiske, i en pointeret formel tone. Nu var Reiskes forhåbninger om nogensinde at blive kaldet til et professorat ødelagt for bestandig. Han måtte søge et embede i skolevæsenet og blev i 1758 rektor ved Nikolaiskolen. Hans udnævnelse var lige ved at blive forpurret af en 'falsk ven', men han havde, til sit held, i 1756, da han på foranledning af Dresden møntsamlings opsynsmand, hofråd Richter, havde bestemt de arabiske mønter dér, tiltrukket sig ministeren, grev Wackerbarts, opmærksomhed , og ministerens anbefaling var tilstrækkelig til at fjerne alle betænkeligheder, som gejstligheden måtte have overfor valget af Reiske. Dermed havde han så, efter mange års nød og afsavn, fundet et levebrød. I den udstrækning hans skolearbejde lod ham tid til overs, fortsatte han sine arbejder med den arabiske og græske litteratur. Men han fandt ingen forlægger og måtte lade dem trykke på egen bekostning. Han havde allerede i 1754 udgivet det første bind af sin latinske oversættelse af Abu'l-Fida's annaler, men da han end ikke kunne sælge 30 eksemplarer af bogen, så måtte han indstille trykningen. Herefter indskrænkede han sig, tvunget af omstændighederne, til mindre offentliggørelser: i 1755 udgav han Ibn Zaiduns brev til Ibn 'Abdus - værdifuldt, pga. dets historiske hentydninger - på arabisk og latin, i 1756 offentliggjorde han, som gratulationsskrift, en tysk oversættelse af Tugra'is Lamiya. Da han tiltrådte sit skoleembede gratulerede en ven ham i et latinsk digt, hvori han nævnte jakobsstaven og baculus . Reiske takkede med et lejlighedsskrift , hvori han gengav og beskrev 7 ordsprog, som han havde taget fra Maidanis samling , hvor der tales om stave. Det følgende år skrev han til skoleprogrammet en afhandling , hvor han, igen på grundlag af Maidanis værk, skrev om Aktam ibn Saifi, en af de før-islamiske 'dommere', men fandt så lidt forståelse for sit arbejde, at han tog afstand fra [at skrive] flere programmer. Kun én gang mere trådte han frem for offentligheden med en arabisk tekst, [nemlig] da han i 1765 udgav et lille dusin kærlighedsdigte og to komplette sørgedigte fra Mutanabbis Diwan som prøve på den arabiske digtning. Denne buket af arabisk kærlighedsdigtning er tilegnet den hustru, som Reiske endelig i 1764 havde kunnet hjemtage. For hendes skyld afstod han fra alt det lærde udstyr og indskrænkede sig til at gøre digterens ord og følelsesverden, som i mangt og meget er europæeren så fremmed, forståelig og at bedømme den æstetisk. Det ønske, han udtrykker i forordet, at nemlig hans hustrus navn, forenet med hans eget, måtte blive bevaret for eftertiden, er gået i opfyldelse: så længe navnet Reiske lever, vil man også huske hans hustrus, som trofast og tappert stod ved hans side. Da han - endnu ikke 58 år gammel - døde af svindsot den 14.august 1774, sørgede hun for, at hans værdifulde efterladte skrifter og værker ikke faldt Ernesti i hænderne Hun betroede papirerne til Lessing, en af de få, som havde værdsat Reiske allerede i hans levetid, og han bevarede dem, til de blev erhvervet af den danske kammerherre von Suhm, efter hvis død de nåede til det kongelige bibliotek i København. Hun udgav den afdødes rystende levnedsskildring og skyede ikke striden med dem, hvis nederdrægtighed dermed kom for en dag. Hun offentliggjorde i 1779 Reiskes forslag til tekstforbedringer til Jobs bog og Salomos ordsprog, som han havde nedskrevet i 1749, samt hans tiltrædelsesforelæsning fra den 21.august 1748. Med tilfredsstillelse oplevede hun, at den afdøde langsomt fandt den anerkendelse, som han var blevet nægtet da han levede. 1776 udgav Gruner endnu en gang Reiskes afhandling. Hans 'Briefe über das arabische Münzwesen' ['Breve om det arabiske møntvæsen'], som han havde skrevet i 1757 til den ovenfor nævnte hofråd Richter, offentliggjorde J.G.Eichhorn i 1781.

Reiske har hævet den arabiske filologi op til en selvstændig videnskab. Ingen har så klart som han indset dens uafhængighed og beroen på egen metode, ingen så bevidst vendt sig imod den dengang herskende philologia sacra, som kun dyrkede arabisk for den værdi, det kunne have for den gammeltestamentlige fortolkning, og for hvilken det som regel var tilstrækkeligt at slå det arabiske modstykke til en hebræisk glose op i Golius og så vælge de betydninger derfra ud, som synes bedst at passe. I modstilling til sin tids polyhistori havde han en klar forståelse for den menneskelige naturs grænser, og på samme måde, som han afstod fra videre beskæftigelse med Cicero 'pga arbejdets umådelige størrelse, pga mangel på hjælpemidler og pga større interesse for grækerne [end latinerne]' , sådan viede han sig også udelukkende det arabiske, og afviste at bruge tid og kræfter på de beslægtede sprog. Hvis man allerede på hans tid havde haft en dybere forståelse af det gensidige slægtsskabsforhold mellem de semitiske sprog (dette navn opstod først i 1781), så havde hans skarpsyn ganske sikkert gennemskuet den overfladiske måde, hvorpå den såkaldte semitiske filologi skal forene enkelte fag, som ellers ikke holdes sammen af noget indre bånd, til et usammenhængende hele, blot på grund af sprogligt slægtskab. Men [netop] den indre sammenhæng i hans videnskab var det, som lå ham på sinde, og her var det utvivlsomt filologien, kendskab til sproget, som var ham det afgørende. Han vidste, at kun mangeårig tålmodig beskæftigelse med de arabiske forfattere kunne føre til et virkeligt kendskab til deres sprog, og han gjorde alvor af den indsigt, at den kristent-arabiske litteratur i alle henseender stod tilbage for muslimernes. Det undgik ikke hans skarpsyn, at de arabiske bibeludgaver enten stammede fra orientalske kristne, som hverken kunne græsk, hebræisk eller arabisk, eller de var barbariske oversættelser af jesuitter, som kun kendte Vulgata [den latinske bibeloversættelse]. Derfor opsøgte han - og fandt - adgang til den arabisk-muslimske litteraturs skatte og viste andre vejen dertil. Men sprogstudiet var ham ikke formål i sig selv, men [blot] grundlaget for en udforskning af historien. Og da han kendte islams betydning for den orientalske historie, så læste han ikke sine tekster [blot] som en filolog, for hvem det er tilstrækkeligt at forstå hvad forfatteren vil sige, men som historiker, som indordner den islamiske historie i den almindelige verdenshistorie og påtager sig at tyde den, sådan som en tilskuer i teatret, ved at betragte hvad der foregår på scenen, forsøger at udgrunde de handlende personers motiver og digterens hensigter dermed. Dermed er Reiske, - også selv om det ikke blev ham forundt at skrive den 'islams historie', som han havde planer om, - en forløber for den nuværende islamvidenskab, som [netop] hæver sig som historisk disciplin på den arabiske filologis grundlag. Hans samtidige var ganske vist ikke i stand til at følge hans dristige idéer. Han blev 'martyr for den arabiske litteratur', og hans liv blev til den lidelseshistorie, som hans levnedsbeskrivelse aflægger så gribende vidnesbyrd om. Så opløftende det end virker [at læse om] det mod, hvormed han uforstyrret fulgte den vej, han én gang har valgt som den rigtige, så beskæmmende er det samtidigt, at ingen af de indflydelsesrige erkendte denne geniale mands - én af de største blandt arabiskkyndige - enestående betydning, og at de arabiske studier, som han ville gøre plads for, ikke fandt den modtagelse i Tyskland, som de havde fortjent. Alligevel er det en trøst at vide, at der i den samme by, hvor Reiske led så meget, i det følgende århundrede blev grundlagt en tradition, som tæller ham blandt sine åndelige aner. Og hver gang siden, når Leipzigerskolen, som arabistikkens gode samvittighed, advarende hæver sin røst, når som helst der bliver gjort vold mod den filologiske metodes grundsætninger, så taler den også i Reiskes navn, som forvalter af arven efter ham.