De afgørende impulser, som førte de arabiske studier ud af teologiens tryllekreds, udgik fra oplysningen. Under dens indflydelse begyndte det her og der at dæmre, at en bevægelse, som var så vidt udbredt i Asien, Afrika, ja selv i Europa, ikke kunne være så absurd og latterlig, som man i Europa raskvæk antog, og at man ikke kunne modbevise den - eller endog udrydde den - med ordrige 'gendrivelser', men at enhver seriøs diskussion med dette fænomen i den asiatiske historie måtte begynde med, at man studerede dens vidnesbyrd om sig selv uden forudindtagenhed og uden lidenskab. Denne nye måde at betragte islam på, uhildet og uden dogmatisk forudindtagethed, indfandt sig langt tidligere i de dannede lag end i fagkredse. Allerede i det 17.århundrede blev de fornemme kredse i Europa grebet af en overstrømmende begejstring for orienten. Omkring 1600 var der i Frankrig indtruffet en særlig forkærlighed for alt kinesisk og den havde ved århundredets midte nået de bredere lag; omkring 1700 udartede den nærmest til en lidenskab, som den begyndende rokoko overtog hæmningsløst . I mellemtiden havde man fra jesuitterne, som havde drevet mission i Kina siden slutningen af det 16.århundrede, fået nærmere oplysning ikke kun om landet og folket, men også om den fjernøstlige kultur og litteratur, og forbavset så oplysningen en sjælens beslægtethed, hvad angik dens moral og fornuftreligion, med konfucianismen. Leibniz  havde overdrevent høje forestillinger om Kina; hans optimistiske [forestilling om] 'den bedste af alle verdener' svarede til den kinesiske verdensklogskab om Himlens Rige; således gav han hæderspladsen i den praktiske filosofi og i statsmoralen til kineserne og ville have regnet dem for det fortræffeligste folk på jorden, havde det ikke været fordi de var blevet forholdt åbenbaringens guddommelige gave. Denne livlige interesse - ikke alt for tynget af sagligt kendskab til tingene - blev ikke kun Kina til del, men kom også den islamiske orient til gode. En af de tidligste repræsentanter for denne udogmatiske synsvinkel var Bartholomé d'Herbelot (1625 - 1695) . Han havde studeret de klassiske sprog og filosofi i Paris, hertil også hebræisk, syrisk og kaldæisk, og endelig også lært arabisk, persisk og tyrkisk. Senere rejste han to gange til Italien for at studere, og fandt i Firenze i 1666 en storsindet velynder i storhertug Ferdinand II af Toskana. Her fattede han den plan at sammenstille alt, hvad der var værd at vide om orienten fra de arabiske, persiske og tyrkiske værker, i en bekvem alfabetisk opstilling. Hans kilder var for det meste sene krøniker, - af de persiske kilder fx Mirchonds Raudat us-safa ['Renhedens have' [arab.!]], Chondemirs Hulasat ul-ahbar ['Historiens kerne'], shi'iten Yahya ibn 'Abdallatifs Lubb-i tawarih ['Krønikernes hovedlinier'], Hamdullah Qazwini's Ta'rih-i Guzida ['Guzîdas historie'], og på arabisk Ibn Sihnas Raudat al-manazir ['Udsynenes have'], al-Makin's Historia Saracenica ['Saracenernes historie'], Eutychius' Nazm al-gauhar ['Perlekæden' [se ovenfor]] og Bar Hebraeus' Ta'rih Muhtasar ad-duwal ['Nationernes kortfattede historie']; hertil kom Ibn Hallikans Wafayat al-a'yan ['Berømte mænds død'] og den persiske Tadkirat us-su'ara ['Erindring om digterne'] af Daulatsah. Geografisk stof tog han fra Abu'l-Fida's Taqwim al-buldan ['Fakta om landene'[kap.14]] og Idrisi's geografi. Ved koranlæsningen brugte han Husains Wa'iz Kasifi's persiske kommentar, hvor han kom til at lære mange bibelske legender at kende. Endelig optog han også de fleste titler på arabiske, persiske og tyrkiske værker, som Haggi Halifa kort tid forinden, med uhyre flid, havde samlet sammen i sit værk Kasf az-zunun ['Liste over meninger'(?)]. Da Colbert kaldte ham tilbage til Paris og ved en kongelig pension på 1500 livres sat ham i stand til udelukkende at hellige sig sine forskninger, ville han først offentliggøre sine uddrag på originalsprogene; man mangelen på arabiske bogstaver tvang ham til at færdiggøre værket på fransk. Således opstod hans, trods alle fejl, - uundgåelige ved et værk af den størrelse, - beundringsværdige Bibliothèque orientale ['Orientalsk bibliotek'], forfaderen til den moderne Encyclopedia of Islam. D'Herbelot skulle ikke selv opleve det udkomme; han døde i 1695 i en alder af 70 år, efter tre år tidligere at være blevet udnævnt til professor i syrisk ved universitetet i Paris (efter Gabriel Sionitas efterfølger d'Auvergnes død). Trykningen blev ført til ende af Gabriel Galland, som hjælpsomt havde bistået forfatteren med udgaven i over et år.

Den første udgave, Paris 1697, en foliant på 1060 sider, har den omstændelige titel: Bibliothèque orientale, ou dictionaire universel contenant généralement tout ce qui regarde la connoissance des Peuples de l'Orient, Leurs Histoires et Traditions véritables ou fabuleuses. Leurs Religions, sectes et politique, leurs gouvernements, loix, coutumes, moeurs, guerres, et les révolutions de leurs Empires, Leurs sciences et leurs arts, Leurs Théologie, Mythologie, Magie, Physique, Morale, Médicine, Mathématiques, Historie naturelle, Chronologie, Géographie, Observations astronomiques, Grammaire et Réthorique. Les vies et actions remarquables de tous leurs saints, docteurs, philosophes, historiens, poëtes, capitaines et de tous ceux qui si sont rendus illustres parmi eux, par leus vertu, ou par leur savoir. Des jugements critiques, et des extraits de tous leurs ouvrages, de leurs Traitez, Traductions, Commentaires, Abrégez, Recüeils de Fables, de Sentences, de Maximes, de Proverbes, de Contes, de bons Mots, et de tous leurs livres, écrits en Arabe, en Persan ou en Turc, sur toutes sortes de Sciences, d'Arts et de Professions. ['Orientalsk bibliotek, eller universel encyclopædi, indeholdende generelt alt hvad der angår kendskab til orientens folk, deres historie og traditioner - sande eller sagnagtige. Deres religioner, sekter og politik, deres regeringer, love, sæder og skikke, krige, og deres imperiers opståen og fald, deres videnskaber og kunst, deres teologi, mytologi, magi, fysik, etik, medicin, matematik, naturhistorie, kronologi, geografi, astronomiske observationer, grammatik og retorik. Deres helgeners, deres lægeres, filosoffers, historikeres, digteres, hærføreres - alle de, som har gjort sig berømte blandt dem, for deres liv eller deres viden - liv og gerninger. Kritiske vurderinger og uddrag af alle deres værker, deres afhandlinger, oversættelser, kommentarer, sammenfatninger, fabelsamlinger, sentenser, valgsprog, ordsprog, fortællinger, bevingede ord, og af alle deres bøger, skrevet på arabisk, persisk eller tyrkisk, om alle slags videnskab, kunst eller håndteringer']. - Den blev genoptrykt i Maastricht i 1776; og hertil hører den Bibliothèque orientale par Messieurs C. VISDELOU og A. GALAND (sic!). Pour servir de Supplément à celle de M. D'HERBELOT, ['Orientalsk bibliotek af de herrer C.Visdelou og A.Galand. Som supplement til Hr. D'Herbelots'], udkommet i 1780. Den indeholder tilføjelser af Claude de Visdelou (1656 . 1737)  til omkring 50 artikler af d'Herbelot, som alle vedrører kinesiske og fjernøstlige forhold, dertil en omfangsrig fremstilling af Tartariets historie (s.18 - 132), en anmærkning om titlen 'khan' (s.132-133), en afhandling, skrevet i 1719, om den nestorianske indskrift i Singanfu (s.165-190), såvel som en beskrivelse af Kina holdt i brevform (s.191 - 202) fra året 1728. Af Galland er optaget Paroles remarquables des Orientaux ['Bemærkelseværdige orientalske levesprog'] (s.203-231) samt Maximes des Orientaux ['Orientalernes valgsprog/maximer'] (s.231-247), åbenbart taget fra hans Paroles remarquables, Bon-mots et Maximes des Orientaux ['Bemærkelsesværdige orientalske levesprog, bevingede ord og valgsprog'] udkommet i Paris i 1694. Haagerudgaven i 4 bind fra 1777-1779 og den oversættelse udfærdiget af J.Ch.F.Schulz, som hviler herpå, (Orientalische Bibliothek oder Universalwörterbuch, welches alles enthält, was zur Kenntnis des Orients notwendig ist. Verfasst von BARTHOLOM. D'HERBELOT, Halle 1785-1790. ['Orientalsk bibliotek eller universalordbog, som indeholder alt nødvendigt, hvad viden om orienten angår. Forfattet af Bartholom. d'Herbelot', Halle 1785-1790] indeholder de [kendte] værdifulde tilføjelser og addenda af Reiske og Heinrich Albert Schultens (1749-1793), et barnebarn til Albert Schultens. Derimod er de stykker som står i supplementet fra 1780, ikke gentaget. Bibliografer angiver deruden en udgave i oktav i 6 bind, Paris 1781 - 1783.

D'Herbelots Bibliothèque orientale var en betydelig præstation i sin genre. Ganske vist kunne den, efter hele sit anlæg, ikke tegne et omfattende billede af orienten; men den indeholdt en fylde af informationer om den islamiske verdens historie og litteratur og gav fyldig oplysning til lærde, såvel som til lægfolk, som var interesserede i orientalske forhold. Som d'Herbelot, således mødte også hans medarbejder Antoine Galland (1646 - 1715)  - professor i arabisk ved Collège de France fra 1709 - orientens verden, som han havde lært at kende på tre rejser i Tyrkiet, Levanten og til Palæstina: uforudindtaget og åbent. Med Plutarchs Apophthegmata ['Tankesprog'] og Valerius Maximus' anekdotesamling som forbillede samlede han bemærkelsesværdige ytringer eller sentenser fra arabiske, persiske og tyrkiske værker, som Makin's, Bar Hebraeus' og Mirchonds krøniker, 'Abdarrazzaqs Matla' us-sa'dain ['Begyndelsen til den dobbelte lykke' [den jordiske og den himmelske?]], Chodscha Efendis Tag ut-tawarih ['Krønikernes krone'], Sa'idis Gulistan ['Rosenhaven'], Latiffs tyrkiske levnedsbeskrivelser af digtere o.a., for at vise sine læsere, at orientalerne på ingen måde står tilbage for europæerne i vid, skarpsindighed og åndrighed. Dertil føjede han maximer som han tog fra ordsprogssamlingerne offentliggjorte af Erpenius og Golius . Så førte hans interesse for orientens brogede verden ham til Tusind og én nat, et monument over den folkelige underholdningslitteratur, som netop er så oplysende om det senmiddelalderlige folkeliv i de islamiske lande, fordi den ikke hører til det islamiske dannelsesgods. Hans meget frie oversættelse, tilpasset den franske smag , som udkom i tolv bind i 1704 - 1717 og hurtigt blev oversat til tysk og engelsk, blev en helt usædvanlig succes i den europæiske læseverden - mærkbar helt ind i børneværelserne - og bidrog væsentligt til, at det dannede Europa ikke længere i orienten så Antikrists hjemsted og hans fordømmelige kætteri, men det 'uforanderlige' østen under en evig lyksalig himmel, med sin farvepragt og uhørte rigdomme, sine kaliffer, vesirer og kadier, med harem og eventyrprinsesser, feer og géni'er, troldmænd og vise, - en verden fuld af fantastiske eventyr og uhørte begivenheder.

Den samme tendens blev i Holland ved den samme tid repræsenteret af Adrianus Relandus (død 1718), professor i orientalske sprog ved universitetet i Utrecht. Han udgav i 1707 Zarnugis Ta'lim al-muta'allim ['De smertedes smerte'(?)] på arabisk efter en afskrift , som den senere danske kabinetsarkivar Friedrich Rostgaard havde skrevet i 1691 i Paris hos sin lærer i arabisk, syreren Salomo Negri [kap.21], fra et håndskrift i det kongelige bibliotek. Han ledsagede teksten med den latinske oversættelse som samme Rostgaard havde udfærdiget i Rom ved maronitten Josephus Banesius' hjælp, men lod den [desuden], for de læsere, som var svage i det arabiske, ledsage af Abraham Ecchellensis' barbarisk ordrette oversættelse, som allerede i 1646 var blevet offentliggjort i Paris. I fortalen til denne udgave - som filologisk set var en meget mådelig præstation - betoner Relandus ganske vist stadig værdien af arabiske studier for bibelfortolkningen, men viser samtidigt en klarere indsigt i den arabiske filologis opgaver som en videnskab om den islamiske verdens arabisktalende befolknings religion, kultur og historie . Men banebrydende virkede hans skrift De religione Mohammedanica  ['Om den muhammedanske religion'], som snart blev oversat til flere europæiske sprog. Dens første del, som indeholder en kort dogmatisk traktat på arabisk og latin, formidlede en islamisk fremstilling af islam, medens anden del korrigerede nogle dengang meget udbredt fejlagtige forestillinger om islam. Fra en sådan begyndelse var der ganske vist lang vej til udbygningen af den arabiske filologi til en selvstændig disciplin, som forføjer over egne hjælpemidler og forskningsmetoder, og Relandus var selv for influeret af den dengang herskende polyhistoriske mode , til at have kunnet indskrænke sig til et enkelt fagområde, hvor vigtigt det end måtte være. Han udgav en afhandling om den hellige krig [Gihad,Jihad] , berørte i sin afhandling De gemmis Arabicis  ['Om arabiske ædelstene'] den islamiske arkæologi (han var også den første som foruden den litterære overlevering tog mønter og indskrifter i betragtning til oplysning af Palæstinas geografi og historie ), og hilste den forening af filologisk skoling og selverhvervet kendskab til realiteterne fra rejser i orienten, som Antoine Galland  var i besiddelse af, velkommen; men hans vidtspændte sproglige interesser førte ham til at beskæftige sig med de forskelligste sprog, endog kinesisk, japansk og de amerikanske sprog . Hans glottogoniske teori [teori om sprogenes opståen og slægtskab], som gik ud fra hebræisk som ursproget, med kaldæisk og syrisk som nærmest beslægtede sprog, og arabisk og fønikisk (hvoraf græsk, latin og de europæiske sprog skal have udviklet sig) som lidt fjernere slægtninge, og som i kinesisk og japansk ser kunstige sprog, lod sprogvidenskabeligt set arabisk forblive på en plads som hebræisk dialekt, i stedet for at anerkende det som et selvstændigt sprog.

Også koranen læste man nu med andre øjne og opdagede, at Muhammed ikke var den skurk, som den kristne middelalder havde fremstillet ham som. Leibniz og mange andre oplysningsfolk, så i ham en forkynder af den naturlige religion, ja Henry Boulainvilliers (1658 - 1722) gjorde ham til helt i en 'anti-klerikal roman' (først trykt i 1730), hvori han skildres som skaberen af en fornuftig religion, som var kristendommen langt overlegen . Snart efter udkom englænderen Georg Sales' (død 1736) klassiske koranoversættelse  - en advokat, som viede sin fritid til arabiske studier. Han oversatte fra urteksten, men rådførte sig også med Marraccis latinske version, hvorom han udtalte, at den ganske vist var meget præcis, men alt for ordret. Marraccis kommentar kunne han takke for de fleste af sine arabiske citater; selv havde han, udover Baidawis kommentar, knap nogen arabiske kilder til rådighed . Hans oversættelse, som allerede i 1746 blev oversat til tysk , udmærker sig ved en vis nøgtern redelighed, hvor det blot gælder at gengive værkets indhold klart og tydeligt. Sale selv opfattede sit arbejde som en slags æresoprejsning for den meget udskældte bog. Men han faldt ikke i den anden grøft; for sit eget vedkommende fastholdt han et bevidst kristent standpunkt, afviste i og for sig heller ikke muhammedanermissionen, men var blot klar over det nyttesløse i de midler som den romerske kirke benyttede sig af og forkastede - som oplysningsmenneske - enhver tvang og alt fornuftstridigt i trossager. Med sin nøgterne saglighed betød hans oversættelse et stort fremskridt. Til den velfortjente succes den blev, bidrog ikke lidet den Preliminary Discourse ['Forudskikket indledning'], som indledte den. Denne begynder med de før-islamiske araberes historie og religion, og giver så en almindelig indledning i koranen for at slutte med en oversigt over de vigtigste muslimske sekter. Denne fremstilling, som i hovedsagen hviler på Pococks Specimen historiae Arabum ['Udtog af den arabiske historie' [fra 1650, se kap.18]] blev gentagne gange aftrykt i andre værker, og oversat til fransk og hollandsk . Et århundrede igennem forblev den en af de hovedkilder det dannede Europa søgte til, når det gjaldt spørgsmål vedrørende koranen.